En yngre mand med et nyt hjerte fik i over seks år løbende penge fra en pensionsordning. Men pludselig stoppede selskabet Skandia Link Livsforsikring udbetalingen med den begrundelse, at hans helbred havde forbedret sig.
Det skriver Fagbladet 3F.
Manden klagede, og så gik pensionsselskabets advokat i aktion. Han trawlede internettet igennem. Han fandt ud af, at den transplanterede havde deltaget i tre 10 km-motionsløb i løbet af et år.
Men trods mandens ihærdighed for at holde sig i rimelig form, så er hans helbred svækket. Det fastslår Ankenævnet for Forsikring i en ny afgørelse. Derfor skal selskabet genoptage udbetalingerne til ham.
Motionsløbene er ikke nogen begrundelse for, at hans helbred skulle være blevet meget bedre. Det har en læge slået fast, og det henviser ankenævnet til.
Læs mere om socialkrisen
Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.
Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet.
Sagen minder om et tidligere tilfælde i år, hvor et pensionsselskab brugte oplysninger fra løbeappen Endomondo til at fratage en kvinde en del af hendes udbetaling: ”Du kan i betydeligt omfang deltage i løb,” begrundede AP Pension dengang.
Den nye sag vedrører Skandia Link Livsforsikring. Her havde manden via sit job en pensionsordning. Den indeholdt også dækning for invaliditet, hvis han mistede mindst halvdelen af sin erhvervsevne.
Manden fik omkring årtusindskiftet som kun cirka 25-årig transplanteret et nyt hjerte. Han arbejdede videre som faglært i ni år efter operationen. Så blev han sygemeldt på grund af træthed og udmattelse.
Kommunen tildelte den hjertetransplanterede førtidspension. Og Skandia begyndte at betale fra hans pensionsordning.
Efter seks år fulgte selskabet op. Nu mente de, at hans helbred havde rettet sig så meget, at han ikke længere havde mistet halvdelen af erhvervsevnen. Derfor stoppede de overførslerne til ham.
Siden har han været til en række undersøgelser. Pensionsselskabet har været ihærdig for at stoppe udbetalingerne og altså også fået afsøgt internettet for at samle beviser.
Ankenævnet henholder sig til lægejournalerne. De fortæller blandt andet, at mandens tilstand ikke har ændret sig, siden Skandia begyndte at udbetale til ham.
De beretter også om, at hans fremtidsudsigter er usikre: Hans hjertefunktion må forventes at aftage over de kommende år.
Lægerne fortæller, at han har relativt svære problemer. Blandt andet lider han af øget trætbarhed og manglende koncentrationsevne.
Bliv redaktør for dit eget indhold
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
Og så hæfter nævnet sig ved, hvad en læge siger om hans 10 km løb: Der er ikke ”nogen uoverensstemmelse mellem, at han godt fysisk kan yde noget i en kortere periode, men stadigvæk have problemer efterfølgende med øget trætbarhed, koncentrationsevne og dårlig evne til fokusering.”
Hjertelæge Peter Schnohr undrer sig slet ikke over, at en hjertetransplanteret kan løbe 10 km. Peter Schnohr var med til at grundlægge et af Danmarks ældste og klassiske motionsløb – Eremitageløbet.
- Der er også folk med nyt hjerte, som har løbet maraton. Det kan være farligere for dem som for alle andre at sidde stille hjemme og spille skak, siger Peter Schnohr.
Han vurderer, at hjertetransplanterede måske skal bruge lidt længere tid på at restituere efter et løb.
- Det skader ikke et nyt hjerte at løbe, men folk skal selvfølgelig ikke overbelaste sig, siger Peter Schnohr.
Skandia oplyser, at selskabet har taget ankenævnets afgørelse til efterretning. Det yder igen dækning til kunden, der er anonym i ankenævnets afgørelse.