Socialrådgiver: Debatten er stukket helt af fra mine fagfæller

Fyns Amts Avis bragte i sidste uge et læserbrev, der fyldte mit hjerte med glæde. Indlægget gjorde opmærksom på, hvad det har af konsekvenser for udsatte borgere, hvis Svendborg Kommune gør alvor af truslerne om besparelser på det sociale område. Det helt særlige og specielt glædelige ved læserbrevet var skribenterne; det var nemlig socialrådgiverne i den sydfynske kommune der stod bag, sammen med SAND (de hjemløses landsorganisation) og Rådet for Socialt Udsatte.    "Udviklingen for borgerne i Svendborg bekymrer os, hvis politikerne vælger at gå den stik modsatte vej ved at fyre socialrådgivere og spare på den tidlige indsats. Det vil tilmed ramme arbejdsmiljøet for de tilbageværende ansatte," skrev de blandt andet.
 

For én der længe har kaldt på større samhørighed mellem socialrådgivere og udsatte borgere i den offentlige debat, blev jeg selvsagt temmelig begejstret over dette nye forbund. Kæmpe cadeau til jer! Især til socialrådgiverne som på den måde gør offentligheden opmærksom på, hvad de arbejder for; nemlig at støtte og give omsorg til borgerne samt arbejde for social retfærdighed. 

Debatten er stukket helt af fra mine fagfæller

Jeg håber, at andre lader sig inspirere til at sætte sig til tasterne, for debatten om socialpolitikken er stukket helt af fra mine fagfæller. Den har efterladt de kommunalt ansatte socialrådgivere på perronen, med et lettere forslået image. Det har især de senere års beskæftigelsesreformer en andel i. Reformerne, der må siges at være et af de største og mest skammelige fejlskud i vores velfærdshistorie, har foranlediget stærk kritik fra mange sider af. Mest opsigtsvækkende er borgernes egne protestbevægelser som f.eks Jobcentrets Ofre, der med 11.000 medlemmer i ryggen har fået sat et gevaldigt aftryk i debatten.  (Læs også Socialdebat2018)

Næsten lige så opsigtsvækkende er det, at mere end 60 fagforbund sidste år gik sammen om forslag til ændringer af den omstridte fleks- og førtidspensionsreform. Private organisationer, der taler udsatte borgeres sag, bruger ligeledes mange kræfter på at gøre krav på ordentlighed og anstændighed i systemet. Også private socialrådgivere, som f.eks. Marianne Stein Hejlesen og Puk Sabber, fanger manges opmærksomhed med deres stærke retorik og stålsatte blikke på retfærdighed for borgerne.

Selv landsdækkende TV- og radiostationer har sat deres spot på. Jeg hører Lars Trier Mogensens indignerede stemmeføring fra radioprogrammet ”Det røde Felt” for mine ører - (eks. interviewet med forfatteren til bogen Velfærdsillusionen), og hvem husker ikke DR2-programmet ”Magtesløs i systemet” og Ulla fra Struer i ”Drømmen om førtidspension” på TV2.

Fra alle fronter af rettes der altså en, i øvrigt berettiget, kritik mod en del af socialpolitikken. Det betyder også, at socialrådgiverne får en ordentlig tur engang imellem. Er det forståeligt? Ja, for det er dem der står i frontlinjen. Er det helt fair? Nej, det mener jeg ikke. Skal vi gøre noget ved det? JA, det skal vi da i allerhøjeste grad!

Socialrådgivere falder i troværdighed 

Kritikken kan ikke ties ihjel. Dertil er den simpelthen for stærk. Og den vil ikke forstumme, for de folkevalgte er selvfølgelig ikke færdige med at stramme op på socialpolitikken. Mine fagfæller er derfor nødt til at komme med deres egne indspark til debatten for på den måde at nuancere den. Socialrådgiverfaget tikker stærkt nedad på rangstigen over troværdighed, og vi har altså selv en del af ansvaret for at kravle opad igen til det sted, hvor vi reelt hører til. 
 

Dansk Socialrådgiverforening er og har altid været en stærk stemme i debatten, men min helt klare opfattelse er, at det har en særlig virkning, når den menige socialrådgiver bidrager. Det betyder noget for borgerne, når et menneske af kød og blod inde fra ”systemet” siger;

”Ja, det er rigtigt. Jeg kan ikke gøre mit arbejde godt nok under de nuværende rammer og forudsætninger. Jeg vil gerne gøre det anderledes og støtte borgerne langt bedre, men det har jeg ikke mulighed for, som det er nu”. 

Et godt eksempel på et stærkt socialrådgiveropråb – udover eksemplet fra Svendborg - er grupperne af socialrådgivere på to københavnske jobcentre, der i efteråret 2017 stod frem i den offentlige debat. I artikler og debatindlæg berettede de om helt uanstændige arbejdsforhold, der i den grad vanskeliggjorde arbejdet med at hjælpe udsatte borgere. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det havde en positiv betydning for borgerne fra de pågældende jobcentre. De oplevede, at nogle indefra systemet forsøgte at gøre noget. At nogen forsøgte at kæmpe deres sag. Og det vinder respekt. 

Skal alle socialrådgivere så til tasterne nu? Nej, det behøver I heldigvis ikke. Men I kan bakke op om de kolleger, som har lysten til at skrive et debatindlæg, hvad enten det handler om at gøre opmærksom på uacceptable besparelser, uanstændig lovgivning eller et konstruktivt indspark til de folkevalgte om, hvordan tingene kan gøres anderledes.

Vi tog jo det her arbejde for at hjælpe mennesker, og ikke for systemets skyld. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi i langt højere grad gør opmærksom på. For selv om man er ansat i det offentlige, fritager det ikke én for at have en holdning til, hvad der virker og hvad der i hvert fald ikke gør. Den holdning må man altså gerne dele med offentligheden. Jeg vil nærmest sige, at vi er nødt til det, for vi sidder med værdifuld viden om det sociale arbejde, som mange, herunder de folkevalgte, kan have gavn af at kende til. Så sæt i gang – I har min fulde opbakning.

Se indslag fra TV2 Østjylland, hvor Maj Thorsen stod frem som whistleblower i 2016