Berlau lægger vægt på, at garantier er helt almindelige i mange andre sammenhænge.
- I sundhedssystemet er vi slet ikke bange for at give behandlingsgarantier for borgerne. Når man for eksempel får en kræftdiagnose, er det relevant og trygt at få en behandlingsgaranti, siger Majbrit Berlau til Avisen.dk.
- Tilsvarende bør det være sådan, at når man er enorm udsat socialt og sundhedsmæssigt i det kommunale system og er på kontanthjælp, så får man en garanti for, at der bliver gjort alt for, at man får den rigtige hjælp, siger hun.
Læs mere om socialkrisen
Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.
Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet.
Onsdag forsikrede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), at han er klar til hurtig ændring af førtidspensionsreformen.
I Dansk Socialrådgiverforening håber man, at en af ændringerne bliver, at borgere efter et år på kontanthjælp får ret til en vurdering af, om de skal tilbydes et ressourceforløb.
Formålet med at indføre garantier er først og fremmest at forhindre, at mennesker bliver fastholdt i kontanthjælpssystemet i en årrække uden at få en regulær afklaring, påpeger socialrådgiverformanden.
Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen synes, at det 'er en interessant tanke' at indføre garantier for, hvornår man senest skal afklares.
- Jeg vil tage afklaringsretten op til debat i forligsparten. Men om det kan lade sig gøre, aner jeg ikke. Men jeg synes, at det er interessant, fordi vi er nødt til at sige, at nu er nok nok. Nu er der nogen, der har kørt igennem systemet i alt for mange år, siger han til Avisen.dk.
Det er dog ikke alle, der synes, at garantier er den rette vej at gå.
Social- og arbejdsmarkedsdirektør i Vordingborg Kommune og formand for Socialchefforeningen, Helle Linnet, mener, at fastlåste garantier står i vejen for individuelle handlingsplaner.
- Hvis vi skal møde de enkelte borgere, hvor de er, er der jo ingen der kan sige, om afklaringen tager tre måneder eller tre år, siger hun til Avisen.dk.
avisen.dk/socialraadgiverformand-kontanthjaelpsmodtagere-har-r_482399.aspx