Foto: Psykiatrifonden
Foto: Psykiatrifonden

Kender du en pyskisk sårbar? Her er 4 råd til at give dem en god studiestart efter sommer

Sundhed

07/06/2024 14:58

J. Bøgen

Hvis du kender en, der skal til at starte på et studie, kan det være en god idé at tage hånd om dem for at give dem en god oplevelse.

Udfordringerne ved studiestarten kan være mange. Specielt, hvis man er psykisk sårbar.

Nye mennesker, nye steder, nye rammer og nye måder at gøre tingene på. Studiestarten kan være ekstra svær for unge, som har en psykisk sygdom eller psykisk sårbarhed.

Undervisningen er måske anderledes og sværere, end de er vant til. Menneskerne er måske nye; både undervisere, studiekammerater og andre på studiet.

Måske er den unge flyttet til en helt ny by væk fra familie, venner og kæreste og føler, at det er svært at tilpasse sig til de nye rammer.

Udfordringerne ved studiestarten kan være mange. Specielt, hvis man er psykisk sårbar.

Tal om det

Liza Marie Johnsen, der er leder af Psykiatrifondens rådgivning, har fire råd til den gode studiestart.

”Jeg vil anbefale, at du tager fat i studievejledningen på din uddannelse, allerede når du starter. Så får de fra starten et indblik i dine forventninger, udfordringer og behov på studiet og har dermed de bedste forudsætninger for at give dig den hjælp og støtte, du har brug for.”

”Hvis du starter på en videregående uddannelse, vil jeg også anbefale dig at kontakte Studenterrådgivningen. Her kan de hjælpe med alt lige fra psykiske udfordringer til mere praktiske spørgsmål som SU, barsel og sygdom.”

”Hvis du er flyttet til en ny by, kan det også være en god idé at kontakte din nye læge. Også selv om du måske ikke har nogle udfordringer lige nu og her. Men så er lægen informeret om din situation og har bedre forudsætninger for at hjælpe dig, hvis du senere får brug for det,” siger Liza Marie Johnson.

”Overvej og find ud af med dig selv, hvor meget du vil og har brug for at fortælle dine medstuderende og dine undervisere om dine psykiske udfordringer. Det er meget forskelligt, hvor meget vi ønsker at dele, men min erfaring er, at du godt kan informere uden at føle, at du udleverer dig selv.”

Vær tålmodig og bær over med dig selv

For mange er det overvældende at begynde på et studie. Det gælder både socialt og fagligt. Derfor råder Liza Marie Johnson også de unge til at være tålmodige og bære over med sig selv.

”Tillad dig selv at prøve dig frem og ikke have styr på det hele. Det kan tage tid at få en rutine på plads med hensyn til at studere og finde ud af, hvordan du bedst forbereder dig og deltager i undervisningen. Det kan også kræve energi, at man samtidig skal forholde sig til mange nye studiekammerater og nye måder at være sammen på.”

”Så vær tålmodig og bær over med dig selv. Og husk, at mange af dine medstuderende har det lige som dig.”

Læg en realistisk plan

En anden vigtig del af en god studiestart er planer, og helst af den realistiske slags, råder leder af Psykiatrifondens rådgivning Liza Marie Johnson.

”Lav gerne en plan for dit første semester, og hvis du har et arbejde, så planlæg også din arbejdsuge, så du får struktur og overblik over, hvor meget tid du har til henholdsvis studie, arbejde og fritid.”

”Vær realistisk med, hvad du kan nå og har overskud til. Det er fx ikke alle, som både magter et studie og et studiejob.”

”De fleste har også rigtig god gavn af at have tid til fritidsinteresser og til at lave ingenting. Hvis det er uoverskueligt at lave planen selv, kan du få god hjælp af fx en studievejleder, mentor eller lignende.”

Gå imod katastrofetanker

Skulle de svære tanker og følelser banke på, så råder Liza Marie Johnson til lade være med at følge katastrofetankerne.

”Jeg ved, at det er lettere sagt end gjort, men prøv at gå imod eventuelle katastrofetanker om, at du ikke kan klare det.”

For nogle kan det måske være en hjælp at bruge Psykiatrifondens Tankestop-øvelse.

”Mange af os oplever at dumpe en eksamen, få et dårligt resultat eller måske holde orlov og alligevel komme igennem studiet.”

”Prøv at acceptere, hvordan du har det. Og gør det klart for dig selv, hvad det er, du har brug for, for at komme bedst muligt igennem studiet på præcis de vilkår og med de forudsætninger, som du har.”

Find hjælp til at gå imod katastrofetankerne i Psykiatrifondens Mentale Motionscenter.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.