Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Rådgivningsservice om natten: Det handler samtalerne om

Sundhed

01/09/2024 19:07

Maria K.

Mellem midnat og klokken 2 handler 16 procent eller hver sjette samtale om selvmordsforsøg og selvmordstanker.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når livet er svært, vælger flere og flere at tale med Psykiatrifondens rådgivning. De senere år er det særligt rådgivning på chat, der er gået frem. I 2023 steg antallet af samtaler med 79 procent, og det er især nætterne, der er svære. Da fylder angst og depression. Hver sjette samtale handler om selvmordstanker, og andelen er endnu højere blandt unge under 30 år.

Det skriver Psykiatrifonden i en pressemeddelelse.

Sidste år havde Psykiatrifondens frivillige rådgivere 18359 samtaler på telefon og 3278 på chat. Især det sidste vinder frem med en stigning på 87 procent fra 2020 til 2022 og nu endnu en stigning på 79 procent fra 2022 til 2023.

Nætterne, hvor alle andre sover, er de sværeste for dem, der henvender sig: Mellem midnat og klokken 2 handler 16 procent eller hver sjette samtale om selvmordsforsøg og selvmordstanker. Det er især de yngre under 30 år, der bruger chatten, og i den aldersgruppe handler endnu flere samtaler, nemlig 18 procent, om selvmordsforsøg og selvmordstanker i de seneste nattetimer. Til sammenligning gælder det fire procent af alle samtaler hele døgnet.

Tør godt at være i de svære følelser
Rådgivningsleder Liza Johnson tager jævnligt selv vagter på telefon og chat og har selv haft adskillige samtaler med mennesker med svære tanker.
”Vi spørger, hvad der fylder i det enkelte menneskes liv lige nu. Vi stiller os ved siden af og lytter og prøver at få dem til at folde deres situation ud for os. Vi tør godt være i de svære følelser, de fortæller os om, og det er meget vigtigt, at der ikke er noget, man skal skamme sig over eller undskylde. Og vi bliver ikke skræmte, når mennesker skriver eller taler om selvmord," siger hun.

Det sker, at det fremgår af samtalen på chat eller på telefon, at personen har meget konkrete planer om at tage sit eget liv. I de situationer gør rådgiverne alt for at overtale personen til at bryde anonymiteten, så det er muligt at ringe 1-1-2 og skaffe akut hjælp.

- Det var så dejligt at blive mødt på den måde
At Psykiatrifondens rådgivere er gode at tale eller skrive med kan man læse af nogle af de mange kommentarer fra mennesker, der har fået hjælp gennem året: ”Kæmpe hjælp. Sikke et fantastisk menneske, jeg fik lov at skrive med.” ”Jeg følte mig hørt og forstået.” ”Jeg har brug for, at nogen lytter til mig, og det gjorde de også. Tak for det.” ”Rådgiveren gav gode råd og satte gode tanker i gang omkring mit problem. Det var så dejligt at blive mødt på den måde.”

Håber at hjælpe endnu flere
I 2023 udvidede Psykiatrifonden åbningstiderne. Antallet af dage med chatrådgivning gik fra tre til nu alle ugens syv dage, og så er der som det nyeste åbnet for chat frem til klokken to om natten onsdag, torsdag, fredag og lørdag nat. Behovet er slet ikke dækket med det, for lige så mange, som kommer igennem til en chatrådgiver, kommer ikke igennem og må vente til næste dag eller prøve at komme igennem på telefonen i stedet.

Det kalder på yderligere udvikling, og den er allerede i gang.

”I år håber vi at hjælpe endnu flere, der har det svært. Vores mål er, at vi skal have natteåbent hver dag på chatten, hvor det i dag er fire gange om ugen. Vi oplever nemlig, at de svære tanker tit trænger sig på i de sene timer og nattetimerne,” siger Liza Johnson.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.