Sundhedsplatformen ligner en IT-katastrofe under opsejling

Som praktiserende læge, kan jeg ikke undgå at mærke, at kolleger på hospitalerne i Region Hovedstaden for tiden plages af et dyrt og højtprofileret nyt IT-system. Sundhedsplatformen (SP) er en elektronisk patientjournal til rundt regnet 3 milliarder kroner. I medierne har man længe kunnet læse om problemer, der på det seneste har ført til opsigelser. Problemerne løses næppe med tiden, for de skyldes den grundlæggende opbygning af programmet. Samtidig forværres en truende katastrofe af en nærmest hasarderet implementering. Oveni viser det sig, at man har problemer med SP i andre lande.

Der er flere grunde til at jeg som praktiserende læge bekymrer mig over de problemer, som Sundhedsplatformen skaber i hospitalsvæsenet. Jeg ser manglende eller ulæselige udskrivningsbreve, hospitalslæger, som ikke kan bestille medicin til patienter, og stigende behov for at jeg som praktiserende læge efterfølgende må hjælpe til og ordne medicinordinationer. Øgede ventetider synes også at være et problem efter indførelsen af SP, og så giver det anledning til bekymring, når jeg taler med frustrerede og nedbrudte kolleger på hospitalerne.

En yderligere grund til at jeg er oppe på dupperne er at politikerne også har købt option på SP til brug i almen praksis, og da vi i dag har flere særdeles velfungerende elektroniske journalsystemer, gør denne option mig nervøs.

Hvorfor nyt IT-system
Danmark ligger i dag i front, når det gælder sundheds-IT. Det gør vi blandt andet fordi vi har insisteret på, at vores IT-systemer i sundhedsvæsenet, via offentligt fastlagte standarder, kan tale sammen. Det har muliggjort flere konkurrerende leverandører. Den helhed, der tilsammen udgør sundheds-IT i Danmark, har på den måde kunnet bygges op af moduler f.eks. for journal, blodprøve og røntgen. Ideen med at købe SP er, at det amerikanske system angiveligt er en mere integreret løsning, som skal sikre hurtigere og lettere tilgængelige data, og at systemet efter sigende er billigere i drift, end det vi har haft hidtil. 

Forkert præmis
Det er en udbredt misforståelse, at det er nødvendigt med samme journalsystem overalt i sundhedsvæsenet for at kunne udveksle data. For det første er det allerede i dag muligt at udveksle data imellem de eksisterende journalsystemer. For det andet er behovet for at udveksle data på tværs af landet ikke stort. En ganske lille forbedring af den eksisterende e-journal på Sundhed.dk er fuldt ud tilstrækkeligt.

For de ganske få patienter, som krydser regionsgrænser, vil nogle få meningsfulde standardiserede rapporter kunne gøre det. Det fornuftige valg er således fælles standarder og ikke nødvendigvis fælles systemer. Det er muligt for SP at tale med andre systemer, det er dog ikke enkelt, og det koster ekstra.

God eller dårlig sikkerhed
Et af argumenterne for SP hvor lægen selv bestiller, registrerer og dokumenterer alle handlinger og ordinationer er, at patientsikkerheden øges, når ordinationer ikke skal igennem flere led. Men er det nu rigtigt? En af kongstankerne bag SP er, at læger ved hjælp af elektroniske støttefunktioner kan overtage arbejde fra andre arbejdsgrupper, primært sekretærer, men også sygeplejersker, laboranter og andre. Man har imidlertid ikke tænkt ind, at lægearbejde kan være kompliceret og svært, og at det altid kræver lægens fulde fokus og opmærksomhed på patient, diagnostik og behandling. Ved at sprede fokus og opmærksomhed væk fra patienten mindskes kvaliteten i lægens arbejde, og risikoen for fejl øges. 

Teamwork øger sikkerheden
Indtil nu har lægen haft et team af sygeplejersker og sekretærer til at samle op og sikre at lægen ikke overser eller glemmer noget i farten på vej til næste patient, eller bytter om på ordinationer, mens der jongleres med flere bolde eller lægen bliver afbrudt. Med SP er det team væk. Det mindsker sikkerheden.

Lægen skriver selv
Et særligt problem er, at lægen selv skriver journalnotater direkte i SP. Når lægen selv skal skrive notater frem for at diktere og lade en sekretær skrive, tager det længere tid end tidligere. Ideen i SP er at lade lægen benytte sig af prædefinerede standardformuleringer. De er dog endnu ikke færdigudviklede, og problemet med standardformuleringer er i øvrigt at de nærmest kan klistre en journal til med "hvid støj", således at den bliver ulæselig og upræcis.

Meldingen går nu på, at Region Hovedstaden vil købe talegenkendelse. Tidligere forsøg med automatisk talegenkaldelse i sundhedsvæsenet har imidlertid langt fra haft den smidighed, en sekretær har. At Sundhedsplatformen så flot bryster sig af ”tidstro data” er altså i realiteten blot andre ord for, at sekretæren er sparet væk, og at lægen nu selv taster det hele løbende.

Noget er gået galt de sidste 15 år
For ikke så længe siden var det muligt for én læge at gå stuegang sammen med en velforberedt sygeplejerske, en lille vogn med papirjournaler, lommen fuld af bånd, diktafon i hånden og nå en stuegang på 25 patienter på en tung medicinsk afdeling inden frokost. I dag er kadencen under det halve. Det gamle system havde også den ekstra sikkerhed at stuegangen foregik foran patienten, der samtidig kunne følge med og deltage. Naturligvis er der også fordele ved en elektronisk patientjournal (EPJ), og det bedste fra de to verdener bør kunne kombineres.

Frustrerede kolleger
Fra frustrerede kollegaer på hospitalerne hører jeg, at SP er “et kæmpe tab af behandlingskvalitet. Aldrig har man set så korte og dårlige journalnotater”. En anden siger om SP, at “konsekvensen er volapyk, ekstremt langsomme arbejdsgange og nedsat tid til patienterne. SP er et elendigt system, der aldrig skulle have været indkøbt.” Og endelig siger en tredje, “Det er et skandaløst ringe IT system, og med risiko for at lyde utaknemmelig så kan jeg altså ikke bringes til bifald af, at der på den dystre baggrund kan findes isolerede formildende omstændigheder. Vi er blevet langsommere og dårligere”. Disse er blot få af mange frustrerede stemmer, og mange andre har udtrykt sig lignende i medierne og nogle har sågar fratrådt deres stillinger i protest.

Også mindre frustrerede kollegaer
Jeg er opmærksom på, at der også er læger, som klør på og er fortrøstningsfulde. Det er kun godt. Men selv blandt de fortrøstningsfulde mangler jeg at høre nogen, der siger, at arbejdet går mere gnidningsløst med SP end med det gamle system. Indtrykket er, at især anæstesi- og intensivafdelinger har flere, der er glade for SP, men at især kontakttunge ambulatorier har langt flere, der er utilfredse.

Udrulning i blinde
Udrulning af SP har virket forhastet og uden pilotforsøg. Man har udrullet et system, som ikke har været gennemanalyseret og testet. Derfor har arbejdsgange, som ellers er en integreret del af SP, sejlet, og der har været massive problemer med tredjepartssystemer for billeddiagnostik, laboratoriefunktion (LABKA), fælles medicinkort (FMK) og Landspatientregisteret (LPR). Det er derfor forventeligt, at der har været klinisk kaos. Set i bagklogskabens klare lys, kan der have været tale om en decideret uansvarlig fremgangsmåde.

Ingen læring
Udefra ser det ud til, at man har valgt ikke at lære af fejl og korrigere dem, inden man vælter ulykkerne fra et hospital videre til det næste. Man startede på Herlev og Gentofte Hospital i maj 2016 og rullede videre til Rigshospitalet og Glostrup Sygehus i november 2016. Hele hospitaler på en gang. Ikke noget med at starte på én afdeling og gå langsomt videre derfra. Det virker som om, at den eneste kvalitetsparameter i projektet er at få rullet SP ud til tiden. Imens der i ledelsen jubles og klappes uden blik for problemerne og klinikernes nødråb, i en poces, der ikke rosende, i England er blevet kaldt for "big bang".

Ikke engang økonomisk kaos har kunnet bremse projektet. Der er nemlig massive mangler i indberetningerne til LPR og dermed i Regionens afregning til hospitalerne. Og det er faktisk endnu ikke muligt at vurdere de økonomiske konsekvenser, fordi relevante data ikke eksisterer. Men alene på Herlev og Gentofte Hospital går vurderingen på, at en aktivitetsnedgang på grund af SP betyder et hul på 300 millioner kroner for 2016.

SP og drift
SP fungerer angiveligt mange steder i USA. Men politikere og embedsmænd har undladt at forholde sig til, at systemet kun fungerer, fordi sammenligningsgrundlaget for funktionen mange steder har været de gammeldags papirjournaler, som vi er gået væk fra i Danmark for mange år siden, og fordi SP populært sagt er “håndholdt”. Systemet skal nemlig holdes i luften af tusindvis af manuelle processer bag kulissen. Fejlkilderne er mange, og der skal mange mennesker til at køre SP.

Man er nu i Region Hovedstadens ledelse endelig ved at komme til den erkendelse, at man skal bruge 250-300 specialister til driften af SP, dog uden at man endnu har præsenteret en detaljeret organisationsplan. Det er ellers meningen, at den nye driftsorganisation skal være oppe at køre inden for et år. Og spørgsmålet melder sig, om der med SP i realiteten vil blive tale om besparelser på driften, eller om det man i stedet opnår, er mere administration og mindre tid til patienterne.

Monopol
Planen er fremadrettet, at flere Regioner, udover Region Hovedstaden og Region Sjælland, skal have ny elektronisk patientjournal. Der snakkes om at de måske også burde købe SP for at få en stærkere forhandlingsposition overfor udbyderen af SP. Det bør man være yderst skeptisk overfor. Det er aldrig godt når private aktører får de facto monopol.Skaderne ved private monopoler så man tydeligst i starten af 1800-tallets oliemonopoler i USA, hvor man som modvægt indførte streng antimonopol lovgivning, som stadig gør sig gældende i dag. Den danner tillige baggrund for EUs antimonopol lovgivning, der netop nu implementeres af den danske konkurrencekommissær Margrete Vestager.

Det er rent faktisk konkurrencen mellem forskellige leverandører, som hidtil har sikret den danske førerposition indenfor sundheds-IT.