400 innovationsnetværk og organisationer vil på konferencen ”NGP Cluster Excellence Conference 2011” diskutere den nyeste viden om innovationsnetværk – ”clusters” på engelsk. Undervejs kårer deltagerne den bedste succeshistorie blandt netværkene og præsenterer The Copenhagen Cluster Declaration med anbefalinger til, hvordan politikere kan opnå vækst ved hjælp af innovationsnetværk.
Innovationsnetværk er samarbejdsfora, hvor virksomheder og videninstitutioner udvikler nye ideer inden for et bestemt fagligt område. Det er veldokumenteret, at innovationsnetværk er en effektiv måde at fremme innovation i erhvervslivet på og dermed øge væksten i samfundet.
Konferencen finder sted i Øksnehallen i København
torsdag den 26. og fredag den 27. maj
Programmet kan læses på www.clusterexcellence.org
”Konferencen er en oplagt lejlighed for danske innovationsnetværk til at indgå alliancer med ligesindede udenlandske netværk, til gavn for de mange danske virksomheder, der deltager i netværkene. For eksempel i form af nye fælles forskningsprojekter eller eksportmuligheder,” siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).
En ny undersøgelse viser, at danske innovationsnetværk er gode til at åbne døren til innovation for især de små og mellemstore virksomheder inden for landets grænser.
Danmark har 22 landsdækkende innovationsnetværk. Flere end 3.000 virksomheder deltager i netværkene. Virksomhederne kommer fra næsten alle brancher og fra alle egne af landet.