Dermed markerer sagen et foreløbigt punktum for en hurtig karriere mod den politiske top for ham.
Troels Lund Poulsen blev som blot 31-årig gjort til minister i 2007, hvor han overtog ansvaret for det danske miljø. Inden da havde han tjent sine politiske sporer som formand for Venstres Ungdom fra 1997 til 1999 og siden som folketingsmedlem fra 2001. Miljøministertiden gav ham lidt blandede anmeldelser, i hvert fald var begejstringen ikke så stor blandt miljøets organisationer.
Undervejs er det lykkedes Troels Lund Poulsen at skaffe sig tilnavnet "Traktor-Troels" - vist nok ikke på grund af hans erfaringer som landmand, men mere på grund af glæden ved bestemte traktortyper, som han benytter som fritidslandmand. Efter miljøposten blev Troels Lund Poulsen rykket frem i geleddet og udpeget til skatteminister fra februar 2010 til marts i år.
Derefter nåede han yderligere et halvt års tid som undervisningsminister. Undervejs har der været spekulationer om, at Troels Lund Poulsen konkurrerede med blandt andet Kristian Jensen om at blive "kronprins" i partiet og dermed en mulig ny formand.
I den dyst ser Troels Lund Poulsen ud til at have tabt terræn, og nu nævnes andre navne også som kandidater. Troels Lund Poulsen danner par med partifællen Sophie Løhde. Parret bor sammen på en landejendom ved Tølløse.
/ritzau/