For langt det fleste er det en selvfølge, at 2+2=4. Men for en mindre gruppe af befolkningen giver udsagnet ingen mening. Talblindhed kan være et omfattende handicap, som gør det svært at læse adresser og telefonnumre for slet ikke at tale om at kæmpe sig igennem en matematiktime i skolen.
En reel diagnose
En ny SFI-rapport kortlægger den eksisterende viden om talblindhed (som også kaldes dyskalkuli), og forskerne slår fast, at det – på trods af stor faglig uenighed – giver mening at tale om talblindhed som en reel diagnose:
”Ud fra vores undersøgelse, finder vi det helt rimeligt at tale om talblindhed som en diagnose på linje med ordblindhed. Det er en elementær færdighed, som mangler hos de her mennesker; nemlig at kunne læse og forstå tal og mængder,” forklarer seniorforsker Steen Bengtsson, som er en af forskerne bag forskningsoversigten.
Han forklarer, at talblindhed forekommer i mange forskellige grader og ikke nødvendigvis har noget med matematisk forståelse at gøre. Nogle talblinde kan fx klare differentialregning på gymnasieniveau, fordi der her ikke indgår så mange tal.
En samlende definition
Et af de store problemer i arbejdet med talblindhed er, at der ikke findes en samlende definition. På baggrund af en kortlægning af den eksisterende forskning og viden, har SFI’s forskere i rapporten foreslået en definition, som kan danne fælles referencepunkt for arbejdet med talblindhed.
Forskerne har også kortlagt de eksisterende test, indsatser og støtteformer for talblinde. På den måde giver rapporten et grundlag for et mere struktureret arbejde med at hjælpe mennesker, som kæmper med talblindhed.
