Ny frist for tilmelding: Du kan stadig nå at komme i Innovationspraktik

Velfærd

24/04/2018 10:05

Paul Sauer

COI imødekommer efterspørgslen og udvider fristen for at tilmelde sig Innovationspraktikken. Ny deadline er fredag den 8. juni 2018.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Har du ikke nået at tilmelde dig Innovationspraktikken, er der stadig håb. For at imødekomme efterspørgslen har COI valgt at udvide fristen.

Ny deadline for tilmelding er fredag den 8. juni 2018.

Læs mere og tilmeld dig COI's Innovationspraktik her.

"Tilmeldingerne tikker ind, og som altid har rigtig mange spændende praktikanter og værter fra hele landet allerede tilmeldt sig. Men vi ved også, at mange har haft travlt på grund af den mulige storkonflikt på det offentlige område. Derfor giver vi nu en ekstra chance til dem, der endnu ikke har nået det, så alle får en mulighed for at blive en del af Innovationspraktikken," siger innovationskonsulent Maja Brita Hauan.

Et nyt og værdifuldt blik

COI's Innovationspraktik er et gratis tilbud til medarbejdere og ledere på alle offentlige arbejdspladser om at tage i praktik hos hinanden og blive klogere på, hvordan andre arbejder.

Praktikken forløber altid i uge 37, og man bestemmer selv, om man vil være vært for praktikanter fra andre offentlige arbejdspladser, eller om man selv vil rejse ud. COI sørger for at finde det rette match.

Hverken du eller din arbejdsplads behøver at arbejde specifikt med innovation for at deltage. Det, som er helt almindeligt på din arbejdsplads, er nemlig ofte nyt og nyttigt for andre. Erfaringerne viser, at både værter og praktikanter får et nyt og værdifuldt blik på egen opgaveløsning, og at praktikken efterfølgende giver konkret nytte på arbejdspladsen.

Se en tegnevideo om Innovationspraktikken her.

Varige relationer og inspiration

Blandt de spændende værter, der allerede har tilmeldt sig årets Innovationspraktik, er Aalborg Kommune, Odense Universitetshospital, Koncern HR i Region Midtjylland og Niels Brock Innovationsgymnasium. Faxe, Kolding og Gentofte kommuner er også med på listen.

Sidste år deltog værter og praktikanter fra hele landet også i Innovationspraktikken. Det var blandt andet Vejle Kommune, Dragør Kommune, Albertslund Kommune, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, Institut for Blinde og Svagsynede, Det kongelige Bibliotek, Food Maker projektet, Aarhus kommune, Hedensted kommune, Center for Innovation, Århus, Ishøj kommune og DSB Digital Labs.

Innovationskonsulent Maja Brita Hauan opfordrer alle, der er interesserede, til at tilmelde sig:

"Vi kan se, at langt de fleste får noget ud af at deltage i praktikken – tre ud af fire fortæller, at de har haft konkret nytte af at deltage, og ni ud af ti anbefaler andre at være med. Praktikken skaber både varige relationer og inspiration til at løse sine arbejdsopgaver på en ny måde. Så det er bare om at komme i gang," siger hun.

Besøg tilmeldingssiden her.

OM COI'S INNOVATIONPRAKTIK:

  • Hvert år i uge 37 afholder Center for Offentlig Innovation Innovationspraktikken. Innovationspraktikken er skabt for at gøre det lettere for offentlige arbejdspladser, medarbejdere og ledere at lære af hinanden – på tværs af den offentlige sektor.
  • Innovationspraktikken er et gratis tilbud. Man vælger frit, om man vil være vært for 1-3 praktikanter, eller om man selv vil rejse ud. Ledere og medarbejdere fra både kommunale, regionale og statslige arbejdspladser kan deltage.
  • Erfaringerne viser, at både værter og praktikanter får et nyt og værdifuldt blik på egen opgaveløsning, og at praktikken giver konkret nytte på arbejdspladsen.
  • Innovationspraktikken gennemføres i år fra den 10.-14. september 2018. Tilmeldingen lukker den 8. juni.

Læs mere om Innovationspraktikken her.

Se, hvad Mette Taartsted Soelberg fik ud af at deltage i Innovationspraktikken her.

Se også, hvorfor Karen vil i Innovationspraktik her.

Besøg Innovationspraktikkens Facebookside.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.