At inddrage pårørende i omsorgsarbejdet bliver i større og større udstrækning set som en del af opgaveløsningen på plejehjem, bosteder og hospitaler. Det skaber imidlertid ofte flere problemer, end det løser.
Det kræver meget af både medarbejdere og pårørende at forebygge og begrænse konflikter, men ved en fælles indsats kan det lykkes at etablere det nødvendige samarbejde mellem medarbejderne og de pårørende.
Manglende forståelse for de pårørende
Konflikter mellem medarbejdere og pårørende kan opstå, hvis medarbejderne glemmer at drage omsorg og have forståelse for de pårørende. Ofte tillægger medarbejderne de pårørende fejlagtige intentioner og behov, der kun gør skyttegravene dybere og svære at overkomme.
For at undgå eller løse konflikterne er det vigtigt, at medarbejderne fortløbende bliver mindet om, at de pårørende også er mennesker, der står i en svær situation og har brug for medarbejdernes faglighed, omsorg og empati. Også når de råber og er urimelige.
At medarbejderne ikke altid formår at fastholde sympatien og forståelsen for de pårørende, er der flere årsager til:
· Medarbejdernes primære arbejdsopgave er at drage omsorg for beboerne/borgerne, da de ikke altid er i stand til at tage vare på sig selv. Men at drage omsorg for andre og at blive draget omsorg for kan skabe stærke relationer mellem den enkelte medarbejder og beboeren/borgeren – nogle gange stærkere end medarbejderne selv er opmærksomme på. Det er en af kerneproblematikkerne i samsvanskeligheder ved pårørendeinddragelse.
· For medarbejderne kan det at opleve beboernes/borgernes afhængighed og behov for omsorg vække stærke følelser knyttet til medarbejdernes egen historie og oplevelse af at være afhængige af andre. I disse situationer kan det være svært for medarbejderne at forblive professionelle, da der ofte opstår nære og stærke relationer til beboerne/borgerne.
· Konflikterne opstår især i situationer, hvor de pårørende ”formaster” sig til at sætte spørgsmålstegn ved medarbejdernes pædagogiske praksis og måde at drage omsorg for beboeren/borgeren på. I disse situationer er medarbejderne i fare for at reagere ude af proportioner – at føle sig uforholdsmæssigt krænket, fordi de er i kontakt med deres egne oplevelser af omsorg, snarere end de oplevelser de står over for i mødet med de pårørende.
Medarbejderne som pseudoforældre
De pårørende kan derfor opleve medarbejderne som pseudoforældre for beboeren/borgeren, og dermed kan de opleve medarbejderne som bedrevidende og belærende, selv om medarbejderne ikke nødvendigvis ønsker at fremstå sådan.
Dermed oplever de pårørende, at deres forældreevne bliver undermineret af medarbejderne i stedet for at blive understøttet. På samme måde kan medarbejderne forføres til at tro, at de ved bedre end den pårørende, når det gælder beboerne/borgerne, hvorved medarbejderne utilsigtet skaber eller fastholder et problemfyldt samarbejde.
Samarbejdsvanskeligheder mellem medarbejdere og pårørende er således udtryk for, at de pårørende opfatter medarbejderne som rivaler snarere end samarbejdspartnere med det fælles ønske at skabe de bedste betingelser for den enkelte beboer/borger.
Der er også flere årsager til, at de pårørende oplever medarbejderne som pseudoforældre. Det kan fx være udtryk for den svære situation, de pårørende føler sig fanget i. Fx at overlade sit barn i andres varetægt og på en institution kan vække stærke følelser og oplevelser af at have svigtet med de dertil knyttede følelser af utilstrækkelighed og magtesløshed.
Med andre ord har de pårørende mange overvældende (og til tider modsatrettede) følelser, som aktiveres i mødet med medarbejderne.
At være pårørende er også forbundet med en grundlæggende ambivalens, der er knyttet til det at være afhængig af en institution og dens medarbejdere. Man kunne forestille sig, at ambivalensen kom til udtryk på følgende måde: Jeg hader medarbejderne, fordi jeg er afhængig af dem, men ellers generelt oplever mig selv som meget ressourcestærk, men i denne svære situation er jeg taknemmelig, fordi de alligevel hjælper mig og min søn. Denne ambivalens er stærk og kan være svær at rumme, og den kan være en kilde til konflikter.
Hvorvidt den pårørendes oplevelse af medarbejderne som pseudoforældre er reel eller ej, er underordnet, da samarbejdet de facto bliver gradvist mere udfordrende. For at bringe samarbejdet på ret kurs skal medarbejderne påtage sig et ansvar i relation til de pårørende.
Medarbejderne skal tage ansvar
For at medarbejderne kan påtage sig et ansvar for relationen og indtræde i det nødvendige samarbejde, kræver det, at medarbejderne både individuelt og i fællesskab ændrer syn på opgaven. Medarbejderne skal løse fem opgaver for at lykkes i deres arbejde.
1. De skal løse (deres del af) kerneopgaven.
2. De skal rumme både beboerne/borgerne og de pårørende.
3. De skal rumme beboerne/borgernes og de pårørendes (uhensigtsmæssige) relation.
4. De skal rumme dem selv og de følelser, opgaven vækker hos dem.
5. De skal rumme, at beboerne/borgerne og de pårørende ikke skal kunne rumme dem.
Når samarbejdsvanskeligheder og konflikter opstår mellem medarbejdere og pårørende skyldes det som regel, at medarbejderne har glemt deres ansvar for relationen. Ansvaret indebærer, at medarbejderne har sværest ved at minde sig selv om, at de i praksis skal kunne rumme, at beboerne og de pårørende ikke skal kunne rumme medarbejderen.
Nogle medarbejdere glemmer, at de pårørende ikke får penge for at rumme medarbejderne og deres frustrationer, men at medarbejderne omvendt får penge for også at rumme de pårørende – uanset hvor pågående og grænsesøgende de fremstår i konkrete situationer.
At blive mindet om dette ansvar gør det i praksis nemmere for både medarbejdere og ledere at fastholde forståelsen og sympatien for de pårørende – at se den enkelte pårørende som et menneske, der har det svært, også når hun råber.
Konflikter er uundgåelige
Den vigtigste pointe er afslutningsvis, at der altid vil opstå konflikter, når medarbejdere møder pårørende. Et faktum alle må acceptere, for konflikterne er uundgåelige, men jo ikke farlige.
De pårørende vil altid i en eller anden grad opleve medarbejderne som pseudoforældre – uden de nødvendigvis vil det – men så længe medarbejderne er opmærksomme på, hvad der sker i dem selv, i de pårørende og i det fælles møde, er det stadig muligt at skabe og bevare et professionelt samarbejde med de pårørende.
I sådanne situationer er det muligt for de pårørende at blive de ressourcer, de ser sig selv som, og som organisationen med tiden kan profitere af.
COK afholder løbende kurser i anerkendende og assertive samtaler, som er et vigtigt værktøj til at forbedre samarbejdet mellem medarbejdere og pårørende. Læs mere om kurset her
