7 gode råd om at overleve på kontanthjælp

Hvis retssikkerheden omfattede fattige, ville et omfattende systemsvigt blive gennemlyst af kommissioner, advokater og rigsretter. Lov om  retssikkerhed og administration på det sociale område siger nemlig, at Fattig-Karina’er og Dovne Robert´er og andre udsatte, der får lov at være på offentlige ydelser i årevis, skal hjælpes hurtigt og forebyggende til de kan forsørge sig selv. Det sker bare ikke.

Den egentlige skandale er at danskere i tusindvis har fået ydelser fra den offentlige kasse i årevis uden samme offentlige system har levet op til lovens krav om hjælp. Skandalen er ikke den enkelte Karina, Robert eller Hasan. Skandalen er systemets svigt, som sker på trods af lovgivning og evidens for, at livet som udsat er skadeligt for både mor og barn.  

Ansvarlige myndigheder som Beskæftigelsesministeriet, Socialministeriet, Den Sociale Ankestyrelse, Socialstyrelsen  og kommunerne burde have råbt højt for længe siden. Medier og meningsdannere og borgere burde kaste sig over sagen med samme energi, som de bruger mod Corydon i Dong-sagen eller Bødskov i Christiania-sagen. Men nej.

I stedet hører man fordømmende reaktioner fra politikere som Joachim B. Olsen og med ham flertallet i Folketinget. Enkelte personer bliver sat til skue på den offentlige menings skafot mens systemet får lov at arbejde videre. Folk, der har meget, skal mere gives. Folk, der har det svært, skal sværere gives, så de får de lyst til at arbejde.

Fakta er, at der ingen evidens er for at der bliver færre udsatte, hvis de får sværere vilkår. Det skaber jobs for sikkerhedsvagter, politi, advokater, men ikke kontanthjælpsmodtagere.

Præsident Lincoln sagde engang at man kan snyde alle noget af tiden, nogen hele tiden, men ikke alle hele tiden. I disse år bliver vi allesammen snydt så det driver, men det sker i mindre bidder, som rammer en minoritet af gangen. Tillad mig, imens vi venter på, at alle opdager det, at præsentere et menneske, der har taget turen gennem velfærdsmaskinen:

Monas syv bud

Mona er 47 år, har to børn og er kontoruddannet. Hun er vellidt af kollegerne og anerkendt af ledelsen, fordi hun er grundig og systematisk. Hun er dygtig og glad for sit arbejde. Når hun har arbejde, vel at mærke. De sidste seks år har Mona været arbejdsløs, i aktivering, på kurser og i job med løntilskud. Vejen til et almindeligt job virker mere og mere lukket.  

Mona var medlem af A-kassen hos HK, fik først dagpenge, siden sygedagpenge, men har de senere år levet af kontanthjælp. Hun får børnechecks og boligtilskud, men er nu så presset økonomisk, at hun bruger en stor del af dagen på overlevelse. Hun nægter at blive kriminel, stjæle, lave sort arbejde eller lyve over for sagsbehandleren.

Her er hendes syv gode råd om at overleve på kontanthjælp:

1. Jeg går en fast rute hver dag, hvor jeg samler flasker og dåser. Jeg møder de andre som gør det samme - vi er nemlig mange om det! Vi hilser som kollegaer.

2. Jeg køber mad stærkt nedsat, der kun kan holde sig samme dag. (Her snakker vi ikke om bøffer, men om hakket kød med høj fedtprocent eller pølser.) Dette gør, at jeg intet kan planlægge mht. vores mad.

3. Jeg kan ikke finde frugt og grønsager nedsat, da butikkerne smider det ud. Så de ting skralder jeg.

4. Jeg har opsagt forsikring, antennebidrag, diverse foreninger og stoppet al form for fritidsdeltagelse.

5. Jeg sælger af mine ejendele. Jeg ejer intet af værdi, men har f.eks. sat mine krimier til salg. Jeg sælger til en 10'er stykket, men det svære er, at finde en køber.

6. Jeg har drejet varmen helt ned, og vi lever med 18-19 grader.

7. Ingen af mine veninder giver deres tøj til tøjcontainerne længere. Tøjet cirkulerer, vi tager noget og giver noget andet. Jeg er god til at sy om, så slidte cowboybukser bliver til gode shorts.

For at klare mig, er jeg ikke bare hårdt presset økonomisk, men også på tid. For nylig var jeg i praktik, hvilket gjorde, at jeg ikke kunne opretholde mine spareidéer, hvilket så ydermere førte til at nogle rykkere dukkede op i vores postkasse. Så da jeg læste betegnelsen »økonomisk stress« tænkte jeg, at det var meget sigende for hvordan det føles.

Jeg synes, at den deroute jeg oplever er voldsom. At tænke på, at jeg for bare fire et halvt år siden levede mit liv i nydeligt spadseresæt, til at jeg er begyndt at skralde iført regnsæt og gummistøvler. Blot fordi jeg blev syg!

Fattige som jeg, ser du ikke. Vi handler som de første om morgenen, slås om de nedsatte varer og vi skralder om natten. Vi har intet socialt liv, så du møder os ikke i biffen eller på restauranten.

Mona møder velfærdssamfundet

Mona's møde med velfærdssamfundet beskriver hun selv således:

"Jeg blev skilt, syg og arbejdsløs og kommunen hjalp mig med en bolig og understøttelse. Resten har jeg klaret selv, både med børn, helbred og arbejde. Jobcentret indkalder mig til samtaler, jeg har udfyldt et hav af papirer og møder hele tiden nye sagsbehandlere, som ikke lytter men bare kontrollerer og sender mig videre. Da jeg kom på kontanthjælp, blev jeg indkaldt til aktivering, Jeg forklarede at mine sygedagpenge var slut fordi jeg var langtidssyg, men det kendte sagsbehandleren ikke noget til. Jeg havde bare fået det brev, der blev sendt ud til alle kontanthjælpsmodtagere. Jeg er ikke så stærk mere og tror selv at den bedste løsning er et fleksjob. Lægerne mener det samme, men kommunen bliver ved at udskyde beslutningen og sender mig til flere udredninger".

Mona føler sig ydmyget af kommunens kontrol og manglende interesse for hende og børnene. For et par år siden kom hun med i en af Frelsens Hærs selvhjælpsgrupper, hvor hun møder den tillid hun savner i kommunen. Nu hjælper hun andre mødre med at give deres børn et knus i stedet for at skælde ud.

Hanne Reintoft fortæller samme historie i en ny bog om Mødrehjælpen:

”På Egmontgården, kollegiet bag den gamle Mødrehjælps bygning, som nu er overtaget af Københavns Kommune, er 17 procent af beboerne, som er unge enlige mødre, i gang med en uddannelse. I 1975, lige før Mødrehjælpen lukkede, var det 58 procent. Jeg har besøgt Egmontgården, og jeg følte mig hensat til 1950’erne, der var en kvælende fornemmelse ikke ”bare” den nye fattigdoms symptomer, men af den gode gamle sorte fattigdom, puttet pænt væk.”  

Samfundet betaler en enorm pris for sit svigt af alle disse mennesker. På den ene side en masse ydelser og kontroller og bureaukrati og den anden side mennesker, der samtidig er mere eller mindre opgivet af systemet.

Det sker samtidig med at eksisterende lovgivning tilsiger noget helt andet. Er det samfundssvigt? Lovbrud? Idioti? Frygt? Eller blot et system, der skal fungere som hold kæft-bolsjer?

Ret skal være ret: Mette Frederiksen sætter fingeren på det ømme punkt når hun prøver at forbedre hjælpen med regler om rehabiliteringsteam, ressourceforløb og nyttejob. Hvad hun formentlig ikke ved, er at hun fortsætter en menneskelig og økonomisk dyr leg, som ministerier og KL har leget i 40 år: At alt kan løses i det enstrengede, kommunale system.