juni 2014, hvorefter dens rapport danner grundlag for en bred folkelig debat blandt borgere, eksperter, organisationer og politikere på alle niveauer om mål og midler i socialpolitikken, med henblik på evt. lovændringer i begyndelsen af 2015.
Bemærkninger til forslaget
D. 13. november 2012 rejste 6 forhenværende socialministre samt formanden for Socialpolitisk Forening forslag om en nedsættelse af en socialkommission. Det skete i form af et åbent brev til Social- og Integrationsminister Karen Hækkerup med en direkte opfordring til at nedsætte en sådan kommission. Afsenderne var Bent Rold Andersen, Karen Jespersen, Mimi Jakobsen, Palle Simonsen, Yvonne Herløv Andersen, Aase Olesen (alle tidligere socialministre), samt Robert Olsen, formand for Socialpolitisk Forening.
I det åbne brev hed det bl. a.:
”Socialpolitikken bliver nødt til at genvinde noget af den grundlæggende betydning, der ligger i ordet social, og som er andet og mere end en social sektor. Socialpolitik er ikke kun fordelings - eller servicepolitik. Dertil har socialpolitikken gennem en årrække været behandlet og erstattet af beskæftigelsespolitikken. Socialpolitikken skal være på højde med den økonomiske udvikling og virke forebyggende. Det er af stor vigtighed for en kommende socialpolitik, at der opstilles klare mål for den samlede indsats på det sociale område og de dertil hørende tilgrænsende områder, som socialpolitikken dækker over. En gennemtænkt socialpolitik kan være en produktiv faktor i vort samfund til gavn for hele samfundet. Det er derfor vigtigt, at socialpolitikken igen ligestilles med øvrige politikområder. Indsatser omkring sociale problemer skal derfor være præget af forebyggelse, helhedssyn og sammenhæng, som inddrager de berørte og deres egne vurderinger og ideer. Socialpolitikken skal igen være mere fremtrædende i det politiske rum. Beskæftigelse er ikke det eneste svar på komplekse sociale problemstillinger, men når beskæftigelsespolitik er aktuelt for udsatte grupper, bør også denne politik revideres og nytænkes med udgangspunkt i en socialpolitik. Der er behov for at ændre de nuværende systemer og den samfundsmæssige eksklusion af mennesker, der ikke passer ind heri. Der er behov for at etablere indsatser, som medfører, at man inkluderer mennesker som værdige samfundsborgere uanset økonomisk nytteværdi. Der skal større fokus på potentielt ekskluderende faktorer i arbejdet med socialt udsatte borgere f.eks. tiltagende diagnosticering og medicinering, matchgruppe-kategorisering m.v. Men for at fastholde et visionært blik på socialpolitikken og for at se på de udfordringer vi står overfor i socialpolitikken, vil det derfor være oplagt at nedsætte en egentlig socialkommission. En socialkommission med praktikere, forskere og borgere, som kan være med til at udvikle det sociale arbejde og dets forvaltning på kort og lang sigt til gavn for borgerne.”
Enhedslisten er helt enig i ovenstående. De tidligere socialministres synspunkter blev i øvrigt underbygget på Socialpolitisk Forenings høring i november 2011 om en god socialpolitik. Her råbte en lang række fagpersoner og forskere vagt i gevær. Myndighedernes indsats er på mange måder kørt fast, mennesker bliver ”væltet” i stedet for at ”blive rejst op”. Der var bred enighed om, at socialpolitikken skal revitaliseres og gives en mere fremtrædende position i det politiske rum. Som den tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig konkluderede: ”Det handler om at se den sociale indsats som en bred forebyggende og tidlig tilgang til løsningen af sociale problemer, hvor man medtænker alle politikområder og alle velfærdssamfundets institutioner”.
Enhedslisten vil gerne bidrage til at rejse denne diskussion. Vi fremsendte derfor i november 2012 et spørgsmål til Social- og Integrationsministeren, og opfordrede ministeren til at tilkendegive, om hun ville følge opfordringen om nedsættelse af en socialkommission.
I sit svar anerkendte Socialministeren behovet for reformer på området, men ønskede ikke en ”big bang”-reform og mente, at der allerede var gang i en langsigtet og helhedsorienteret proces i kraft af den 8 punkts reform ministeren lancerede i 2012. Ministeren afviste således at der skulle være behov for nedsættelse af en kommission, når der allerede forelå mange gode initiativer og arbejdsprocesser herunder nedsættelse af en hjemmehjælpskommission, en godkendelses- og tilsynsreform, initiativer på misbrugsområdet, området for frivilligt arbejde, forebyggelse af misbrug af børn mm. (Se svar på spørgsmål S 493).
Enhedslisten anerkender naturligvis ministerens initiativer og det arbejde der er i gang. Men i lighed med de mange andre, der efterlyser en ny socialpoltik, så vi finder vi det utilstrækkeligt, når vi ser på de massive udfordringer, der kæmpes med på socialområdet i disse år, ligesom vi gerne vil have Folketinget til at forholde de centrale kritikpunkter:
-
Det tidligere socialpolitiske grundprincip om at sociale begivenheder som sygdom, ulykke eller arbejdsløshed, ikke måtte føre til at borgere og deres pårørende blev kastet ud i en social nedadgående spiral, er under pres. Det skyldes i høj grad krisen, faldende beskæftigelse, stigende arbejdsløshed, og et arbejdsmarked, som er mere og mere utilgængeligt for mennesker der ikke kan arbejde 100 % eller mere. Det øger presset på lønningerne, de medfører øget fattigdom og ulighed i uddannelse, sundhed, leveilkår og levetid. Det øger de i forvejen store sociale problemer blandt unge, hjemløse, misbrugere, og betyder sværere vilkår for mennesker med langvarige sygdomme og handicap.
-
Men den førte politik bærer også sit store ansvar. Det gælder de stadigt større sparekrav på velfærdsområderne. Det gælder de mange reformer: Anbringelsesreformen (2006), kommunalreformen (2007). Det gælder ikke mindst en række arbejdsmarkedsreformer, der griber dybt ind i de socialpolitiske muligheder: Dagpengereformen (2010), efterlønsreformen (2011), førtidspension-fleksjobreformen (2012). Hertil er i 2013 kommet yderligere udspil om reformer af sygedagpenge, kontanthjælp og SU, der også vil have store sociale konsekvenser. Der er et meget ensidigt fokus på beskæftigelse og udvikling af arbejdsmarkeds- eller uddannelsesparathed. Den gennemgående tankegang er, at ”fællesskab” og det at ”gøre nytte” defineres som værende lig med deltagelse i arbejdsmarkedet – hvilket er paradoksalt i en situation hvor flere og flere mennesker udstødes af arbejdsmarkedet, eller afskæres fra muligheden for at deltage i det, af den simple grund at der ikke er arbejdspladser til dem, eller at de arbejdspladser der er, ikke er opnåelige for mennesker med nedsat arbejdsevne.
-
Hertil kommer mere end 10 års forsøg på at indfører markedsøkonomiske ledelsesprincipper i den offentlige sektor, såkaldt ”New Public Management”. Resultatet har været ”silo-” og ”kassetænkning”, fremvækst af et uhyrligt dokumentationshysteri over for de offentligt ansatte, som har medført, at en voksende del af deres arbejdsdag går med administration i stedet for den borgernære indsats. Sideløbende med det, er arbejdsmarkeds- og sociallovgivning blevet stadig mere kompliceret, så både socialarbejdere, kommuner og ikke mindst borgere, har vanskeligt ved at orientere sig i. Det øger mistilliden til systemet og den senere tids debat om socialt bedrageri er et godt eksempel på, at det ligeledes øger systemets mistillid til borgerne, en mistillid der har store økonomiske og sociale omkostninger for alle parter. Borgerne oplever i stigende grad mistænkeliggørelse, hvis de henvender sig med sociale behov. Borgernes retssikkerhed er under pres.
Enhedslisten anerkender selvfølgelig, at der i de nævnte reformer også er ansatser til mere helhedsorienteret sagsbehandling, rehabilitering og ressourceforløb (selvom vi til gode at se, at kommunerne får tilført de fornødne ressourcer til at realisere de intentioner).
Det er også glædeligt at det nu også hos regering og Kommunernes Landsforening åbent erkendes, at der skal gøres op med den såkaldte ”silo” – og ”kassetænkning” i den offentlige sektor (jf. for eks. KL´s oplæg om fremtidens socialpolitik marts 2013).
Vi er derfor meget enig med Ministeren når hun i sit svar på S 493 siger:
”Socialpolitikken skal være præget af et helhedssyn og af forebyggende og sammenhængende indsatser, der inddrager og inkluderer borgerne. I dag har for meget socialt arbejde karakter af brandslukning og lappeløsninger. Derfor er der behov for at gentænke vores sociale indsatser, så de får et tiltrængt kvalitetsløft.”
Så meget mere undrer det os, at hun afviser forslaget fra de tidligere socialministre, for det er jo netop det behov, de vil imødekomme med deres forslag om en socialkommission, ligesom de understreger nødvendigheden af, at man inddrager praktikere, forskere og borgere i kommissionens arbejde.
Ligesom de tidligere socialministre mener Enhedslisten, at det nødvendigt med en gennemgribende diskussion af mål og midler i socialpolitikken, en diskussion som skal involvere myndigheder, borgere, organisationer, eksperter. Kommissionens rapport og anbefalinger skal danne baggrund for en bred folkelig debat om hvor socialområdet og socialpolitikken skal hen og føre til de nødvendige ændringer af lovgivningen.
Et bud på kommissionens opgaver
En socialkommission skal bl.a. forholde sig til følgende:
-
Hvad har konsekvenserne været af 20 års beskæftigelses- og socialpolitik – har det ført til at flere – eller færre – er blevet inkluderet på arbejdsmarkedet, har det medført flere eller færre fattige, flere eller færre udsatte borgere, flere eller færre social problemer?
-
Hvordan fremmer vi udviklingen af en socialpolitik, der bygger på forebyggelse, på tidlig indsats, på helhedssyn, helhedsorienteret sagsbehandling og rehabilitering? Det bør undersøges, hvilke barrierer der er herfor, især inden for følgende områder:
-
Myndighedernes syn på borgerinddragelse og borgernes retssikkerhed
-
Den førte økonomiske politik – generelt og over for kommunerne, herunder refusionssystemet
-
De sociale ydelsers størrelse og sammensætning
-
Lovgivningen, især på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet
-
Opgavefordeling og ledelsesmetoder inden for de enkelte kommuner, regioner og staten, og myndighederne i mellem
-
Definitionen af de offentligt ansattes opgaver og inddragelse af de berørte borgere i udviklingen af løsninger
-
Samarbejdet med og mellem vigtige aktører som virksomheder, fagforeninger og frivillige organisationer
-
Kommissionen bør samtidig komme med bud på hvordan forskningen kan styrkes, så der udvikles tidssvarende redskaber til at måle og evaluere virkningerne af den førte politik.
Enhedslisten ønsker at slå fast at Danmark reelt har råd til velfærd og dermed også til en visionær og bredt favnende socialpolitik, det er et spørgsmål om politisk vilje og prioriteringer. At investere i udformningen af en solidarisk funderet socialpolitik er en investering i forebyggelse af fattigdom og ulighed. Det er en investering i et godt samfund.
