Den udvikling, som socialkrisen er resultatet af, skyldes en fatal konstruktionsfejl i velfærdsstaten. Med velfærdsstaten følger en række normative betragtninger om retfærdighed, rettigheder, livskvalitet, solidaritet, materielle og immaterielle værdier. Betragtninger, som er gode og nødvendige, når de varetages af mennesker, men som er livsfarlige, når de overlades til et system. Hvorfor? Fordi retfærdighed, rettigheder, livskvalitet, solidaritet og værdier opløses når det sættes på formel. Det der betyder mest ophører med at have betydning, når det ikke er mig, der har ansvaret for, at det lever og gør en forskel, men det system og de regler, jeg er underlagt.
Det har med andre ord været et spørgsmål om tid, før det ville gå galt. Og den tid er nu kommet. Måske fordi systematiseringen af det offentlige har taget så meget overhånd, som det har. Måske fordi den økonomiske krise er en kærkommen undskyldning for de offentligt ansatte til ikke at sige fra.
Når vi overlader de normative betragtninger, der udgør fundamentet i ethvert samfund til systemet forhindrer vi samtidig os selv og hinanden i at tage stilling til og ansvar for det, vi tror på. Det er derfor, der parallelt med denne artikelserie om socialsystemets svigt kan køre en debat om de offentlige ansattes ytringsfrihed. Og det er derfor, jeg uden tøven kan konstatere, at problemet ikke er, at der er tidligere offentligt ansatte, der har taget konsekvensen af de horrible forhold og etableret et parallelt privat socialsystem. Problemet er, at der ikke er flere, der gør det. At der er for mange, der indordner sig under urimelige regler og rammer, fordi de er bange for at miste deres arbejde eller forringe deres arbejdsvilkår.
Der er mere dobbelt system på vej
I de kommende år vil vi se meget mere privatisering og andre alternativer til den offentlige sektor, som fx frivillighed. Man kunne håbe, det ville ske i et samarbejde med de offentlige instanser, men det kræver en ændring i systemets selvforståelse, som jeg kan have svært ved at se kimen til.
Systemet må udfordres indefra
Jeg stillede jeg engang den italienske filosof Gianni Vattimo spørgsmålet om, hvad man kan gøre anderledes. Han svarede, at man skal sørge for, at der er nogen i systemet, som har til formål at udfordre systemet. Nogen, hvis fornemmeste opgave er at sørge for, at systemet ikke tager overhånd. Og de skal vel at mærke være en del af systemet. Nogen man samarbejder med og lytter til, fordi man som ledere og medarbejdere ved, at det kan være svært at få øje på og udfordre de uhensigtsmæssigheder, man selv har været med til at skabe.
Brug alle kompetencer aktivt
Derudover kunne jeg ønske mig langt større inddragelse af den viden og de kompetencer, der er rundt omkring i landet i udviklingen og prioriteringen af socialpolitikken. Man kunne lade sig inspirere af miljøminister Ida Auken, der for nyligt kickstartede Danmarks første nationale friluftspolitik med en workshop for 400 interessenter i Bella Centeret. Forud for workshoppen blev der gennemført en såkaldt konferencestafet, som gav deltagerne mulighed for at stille hinanden spørgsmål inden for rammerne af opgaven om at formulere en ny friluftspolitik. Deltagernes spørgsmål og svar – i alt knapt 350 – dannede udgangspunkt for program, gruppesammensætning og temaer på workshoppen, som pegede direkte på de pejlemærker, der kommer til at udgøre den nye friluftspolitik. Dermed opnåede miljøministeren ikke bare et enestående indblik i, hvad der rører sig blandt de mennesker, hun laver politik for (og i dette tilfælde med), hun sikrede også, at de berørte aktører er motiverede for at få den nye politik til at leve.
Indre personlige opgør
Vi kommer ikke uden om, at den enkelte offentligt ansatte må gøre op med sig selv, hvad han/hun kan og ikke kan stå inde for. Det gælder ikke kun inden for socialområdet, men også inden for fx dagpasnings- og skoleområdet.
Jeg er helt med på, at det kan virke uoverskueligt at skulle sige sit job op i disse tider, men der må være grænser for os alle sammen. Regler og rammer, vi ikke kan udsætte andre for uden at miste respekten for os selv. Logikker og formler, der gør os selv og andre så kede af det, at vi ikke kan være dem bekendt. At det bliver vigtigere for os at kunne se os selv og vores børn i øjnene end at opretholde den levestandard, vi bilder os ind, vi fortjener.
Vi taler så meget om de borgere, der svigtes, og det skal vi også. Men måske burde vi også tale om de borgere, der svigter. Sig selv og hinanden, fordi systemet har aflært dem, hvordan man tager stilling og ansvar.
