Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

4 ud af 5 ledere samler data om de ansatte - men hver tredje arbejdsplads mangler vigtige regler

Arbejdsliv

27/09/2023 08:48

J. Bøgen

Ifølge lederne skal indsamlingen af data være med til at styrke både trivsel og bundlinje.

Selv om et flertal af lederne på landets arbejdspladser ser en risiko for, at indsamling og brug af medarbejderdata skader tilliden og forholdet til de ansatte, så oplyser 8 ud af 10 ledere, at de indsamler en lang række data om medarbejderne.

Det sker ved hjælp af digitale ledelsesværktøjer, som blandt andet registrerer møde- og gåtider, tidsforbrug på arbejdsopgaver, mødeaktivitet, performance, tastetryk, fysisk sundhedstilstand og pauseaktivitet.

Alligevel er det kun hver tredje arbejdsplads, der har formuleret en klar politik for, hvilke data der må indsamles, og hvad de må bruges til.

Det viser en ny stor undersøgelse blandt 600 ledere, som er udarbejdet af Tænketanken Mandag Morgen for Ingeniørforeningen IDA, DM, ADD-projektet, Dansk Erhverv, DI, Djøf, FH, Finansforbundet og Forsikringsforbundet.

Nødvendigt med fælles løsning

Camilla Gregersen, der er formand for den akademiske fagforening DM, håber, at undersøgelsen kan være med til at sætte fokus på en problemstilling, der skal findes fælles løsninger på, inden udviklingen løber løbsk.

”Det er en vild udvikling, at fire ud af fem ledere indsamler data om medarbejderne via digitale værktøjer, og jeg er bekymret for, om den store dataindsamling slår skår i tilliden på arbejdspladserne. I mine øjne skal vi forholde os til, om vi virkelig skal høste alle de data om medarbejderne, bare fordi det er muligt. Vi skal insistere på at bevare tillid som en kerneværdi, og så skal vi sikre transparens og oplysning om den dataindsamling, der foregår. Det skal ledelserne klædes på til”, siger hun.

Skal styrke trivsel og bundlinje

Ifølge undersøgelsen oplyser 56 procent af lederne, at formålet med at anvende de digitale værktøjer er at øge trivslen, mens 46 procent også bruger data til at styrke bundlinjen ved at øge de ansattes produktivitet og performance.

Men de stigende mængder af medarbejderdata, som indsamles gennem logfiler og programmer, har potentiale til at skævvride styrkeforholdet mellem arbejdsgivere og medarbejdere, mener Malene Matthison-Hansen, der er formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA.

”Som medarbejdere er vi nødt til at forholde os kritisk til den form for datadrevet ledelse og overvågning, som i nogle tilfælde kan føre til utryghed og stress. Det er ekstremt vigtigt, at arbejdsgiverne er transparente om formålet med dataindsamlingen og hvilke data, der indsamles. Ellers risikerer det at skade relationen mellem ledere og ansatte”, siger hun.

Udvalgte resultater fra undersøgelsen

  • 79% af lederne angiver, at de anvender medarbejderdata indsamlet via digitale værktøjer i deres ledelsespraksis.

  • 52% af lederne erklærer sig helt eller delvist enige i, at de ser en risiko for, at anvendelsen af digitale værktøjer til indsamling af medarbejderdata skader forholdet til deres medarbejdere.

  • 68% af lederne svarer, at de har talt med medarbejderne om, at arbejdspladsen anvender digitale værktøjer til at indsamle data om dem. Men kun 69% af medarbejderne siger, at deres leder ikke har talt med dem om, hvorfor de indsamler data.

  • Hver femte medarbejder er blevet pålagt af arbejdsgiveren at installere en app på deres private telefon, som for eksempel kan registrere kommunikation, tidsforbrug og lokation.

  • 16% af lederne anvender data om medarbejdernes fysiske sundhedstilstand, hvilket 57% af medarbejderne er kritiske overfor.

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.