Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Mændene har halet en smule ind - men det er stadig kvinder, der oftest passer syge børn

Arbejdsliv

10/03/2025 07:52

J. Bøgen

Selvom mændene lidt oftere end i 2015 bliver hjemme, når deres børn er syge, er det alligevel oftest kvinderne, der bliver hjemme, viser analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) udgiver i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kvindernes fravær forbundet med børns sygdom er 58 procent højere end mænds.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

"Det er oftere kvinderne der bliver hjemme, når børnene er syge. Man skal indrette sig i den enkelte familie, som man ønsker, men der kan også ligge nogle mere usynlige strukturelle og kulturelle årsager bag den store forskel," siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

”Når kvinderne oftere bliver hjemme, når børnene er syge, kan det i sidste ende sætte sig i økonomisk ulighed mellem kønnene. Det kan være med til, at kvinderne bliver set som mindre attraktiv arbejdskraft, der aflønnes lavere,” siger Emilie Damm Klarskov.

”Det har også langsigtede økonomiske konsekvenser for kvinderne, hvis de tjener mindre, så betaler de også mindre ind til pension, og så får de mindre pension til den tid,” siger Emilie Damm Klarskov.

Faglærte mænds fravær ved børns sygdom er steget mest

Mændene har dog mere fravær i forbindelse med børns sygdom end tidligere.

Da kvinderne har nogenlunde samme grad af fravær som i 2015, betyder det, at forskellen er blevet indsnævret – fra en forskel på 82 procent i 2015 til 58 procent i 2023.

Det er især faglærte mænd, der har mere fravær i forbindelse med børns sygdom end i 2015.

”Det kan måske virke overraskende på nogen. Men indførslen af øremærket barsel har måske betydet, at man i familierne og hos mændene selv er blevet mere bevidste om at fordele omsorgsopgaven mere ligeligt. Det lyder i hvert fald som en win-win-win for både mor, far og børn,” siger Emilie Damm Klarskov.

Hos kvinderne er det især dem med mellemlange og lange videregående uddannelser, der bliver hjemme og passer de syge børn.

Analysens hovedkonklusioner

  • Kvinder har (stadig) mere fravær forbundet med børns sygdom end mænd. I 2023 havde kvinder gennemsnitligt 0,68 fraværsdage per fuldtidsansat som følge af børns sygdom, mens mænd gennemsnitligt havde 0,43 fraværsdage pr. fuldtidsansat. Det betyder, at kvinder havde 58 procent mere fravær grundet børns sygdom end mænd.

  • Mens kvinders gennemsnitlige fravær som følge af børns sygdom ligger på omtrent samme niveau som i 2015, er mændenes fravær i forbindelse med børns sygdom steget med 13 procent. Forskellen er således indsnævret, men kun en smule.

  • Især kvinder med mellemlange og lange videregående uddannelser bliver hjemme ved syge børn.

  • Hos mændene er det især de faglærte, der i stigende grad bliver hjemme, når deres børn er syge. De bliver i gennemsnit hjemme en halv dag mere svarende til en stigning på 14 procent.

Læs analysen her

Mest Læste

Annonce

28/02/2025

Slip af med dine rygproblemer