De statsligt ansatte har sagt ja til løn- og ansættelsesvilkår for de næste to år.
Dermed er den aftale, som Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) indgik med finansministeren den 11. februar 2024, vedtaget.
Det skriver CFU i en pressemeddelelse, hvor man også påpeger, at aftalen har virkning fra d. 1. april 2024.
8,8 procents lønstigninger
Over de kommende to år er aftalt generelle lønstigninger på 7,40 procent for alle statens ansatte.
Dertil kommer 1 procent anvendt til øvrige forbedringer og til organisationsforhandlinger.
Ud over dette forventes en lønudvikling på 0,4 procent, den såkaldte reststigning, som blandt andet er udtryk for den lønudvikling, som sker igennem den lokale løndannelse, lønanciennitetsstigninger mv..
Alt i alt lønstigninger på 8,8 procent i løbet af de næste to år.
“Det er virkeligt dejligt at konstatere, at medlemmerne bakker op om den aftale, vi indgik ved OK24. Det er min opfattelse, at medlemmerne ikke mindst har lagt vægt på de solide lønstigninger og på de nye muligheder for at opspare frihed," siger formand for CFU Rita Bundgaard og tilføjer:
“Jeg kan konstatere, at der ved organisationsforhandlingerne er fundet gode løsninger på medlemmernes ønsker til den enkelte overenskomst. Det har været vigtigt, at der denne gang var midler til organisationsforhandlingerne.”