Op mod hvert 48. sekund dør et menneske af sult i de tørkeramte lande Etiopien, Kenya og Somalia. Det estimerer Oxfam og Red Barnet i en ny rapport, som fremhæver, hvordan verdenssamfundet gang på gang ikke formår at afværge katastrofer, som ellers kan forebygges.
Landene på Afrikas Horn er lige nu ramt af en af de værste tørker i 40 år, og sultkrisen eskalerer hastigt. Antallet af mennesker, der står over for en sultkrise i Etiopien, Kenya og Somalia, er på et år steget fra 10 millioner mennesker til omkring 23 millioner mennesker.
Mere end 10 år efter hungersnøden i Somalia, som kostede flere end 260.000 mennesker livet – halvdelen af dem børn under fem år – er det internationale samfund endnu en gang for sent ude på Afrikas Horn.
Konflikter, klimaforandringer og COVID-19 gør situationen endnu værre, og stigende fødevarepriser på grund af krigen i Ukraine forværrer lige nu sultkrisen på Afrikas Horn.
”Vi har længe vidst, at denne krise var på vej. Men trods store indsatser fra befolkningen, så har verdens ledere reageret alt for sent og alt for begrænset – igen. Adskillige råb om hjælp er blevet overhørt. Katastrofen kan ikke komme bag på nogen. Alligevel står millioner af mennesker lige nu i en katastrofal sultkrise. Det er en politisk falliterklæring,” siger Lars Koch, generalsekretær i Oxfam IBIS.
Rapporten ”Dangerous Delay 2: The Cost of Inaction” undersøger i samarbejde med Jameel Observatory ændringerne i det humanitære hjælpesystem siden hungersnøden i 2011 i Somalia. Rapporten konstaterer, at trods en forbedret reaktion på den store tørke i Østafrika i 2017, hvor en hungersnød blev afværget og tusindvis af menneskeliv blev reddet, er vi nu ved at gentage fejltagelserne fra 2011. Indsatsen på både nationalt og internationalt plan er for langsom og begrænset.
“Uret tikker. For hvert minut, der går, er vi et minut tættere på den helt store sultkatastrofe. Uden akut handling risikerer flere end 350.000 børn at dø af sult i Somalia. Verdens ledere er blevet advaret i tide og har vidst, hvad der skulle gøres for at forhindre en ny sultkatastrofe - men alligevel har man siddet på hænderne. Hvordan kan verdens ledere leve med det, hvis vi lader det ske igen? Det internationale samfund kan ikke med åbne øjne lade børn dø af sult. Vi er nødt til at handle nu – før det er for sent,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.
”Afrikas Horn bærer en forsvindende lille del af ansvaret for den globale drivhusgasudledning. Men klimaforandringerne har gjort tørken på Afrikas Horn mere alvorlig og langvarig – en af de værste i 40 år. Klimakrisen påvirker børn og deres familiers dagligdag, helbred og muligheder for at overleve,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.
FN har bedt om et beløb, der svarer til over 31 milliarder kroner for at hjælpe de millioner af berørte mennesker i Etiopien, Kenya og Somalia. Men langt fra alle pengene er samlet ind.
”G7 og andre rige nationer har valgt at kigge indad som reaktion på forskellige globale kriser, såsom COVID-19 og for nylig krigen i Ukraine – blandt andet ved at trække i land med hjælp, som ellers var blevet lovet fattige lande. Det kan vi ikke være bekendt. Vi har en moralsk forpligtelse. Det er vores forbrug og produktion, der skaber klimakrisen, der rammer disse lande hårdest. Og sammen med den igangværende fødevarekrises omfang kalder det simpelthen på en ekstraordinær indsats i et langt større omfang,” siger Lars Koch.
Lokale regeringer bærer også deres egen del af ansvaret ved at forsinke deres indsatser og ofte nægte at anerkende omfanget af krisen på deres dørtrin. Der er ikke investeret tilstrækkeligt i klimatilpasning og social beskyttelse til at kunne håndtere de kriser, som børn og voksne oplever lige nu på Afrikas Horn.
Oxfam og Red Barnet opfordrer til akut handling for at tackle sultkrisen på Afrikas Horn:
For at redde liv nu og her skal G7 og vestlige ledere øjeblikkeligt støtte den humanitære indsats i Kenya, Etiopien og Somalia og imødekomme FN's appel om 31 milliarder kroner. Finansieringen skal være fleksibel nok til at blive brugt der, hvor behovet er størst.
Indsatsen skal være langsigtet for at opbygge modstandsdygtighed i befolkningerne, så vi undgår, at fremtidige klimakriser udvikler sig til sultkatastrofer og hungersnød.
Donorer skal garantere, at mindst 25 procent af midlerne går til lokale aktører.
Nationale regeringer skal prioritere menneskeliv frem for politik ved at anerkende og handle på tidlige advarsler. De bør være hurtigere til at erklære nationale nødsituationer, flytte nationale ressourcer til dem, der har størst behov, og investere langsigtet for at kunne håndtere fremtidige klimakriser.
Rige nationer, der er ansvarlige for klimaforandringerne, skal betale for de tab og skader, som klimakrisen medfører på Afrikas Horn. De bør også annullere gæld for disse lande for at frigøre ressourcer til at støtte befolkningen til at afbøde og tilpasse sig konsekvenser af klimaforandringer.
