Da Rasoul Jafary var lille, sørgede hans far altid for, at den lille dreng havde en kuglepen i skjortelommen, når de skulle ud på familiebesøg. I den lille provinsby i Afghanistan, hvor de boede, var det langt fra alle, der kunne skrive og læse.
Men Rasoul kunne. Han havde hovedet godt skruet på, elskede at gå i skole og kunne både læse og skrive som syv-otteårig.
Se videoen med unge pakistanske Habiba, som kom alene til Danmark uden uddannelse.
”Det var noget specielt at være god til at skrive. Min far kunne kun selv skrive meget lidt, så jeg tror også, han ville spille lidt smart med den kuglepen – og så var han selvfølgelig stolt af mig,” smiler Rasoul Jafary, der ofte hjalp ældre mennesker i byen med at skrive breve fx til deres slægtninge i den anden ende af landet.
”Det, synes jeg, var sejt. Men jeg kan huske, at jeg allerede dengang kunne se, at det var et problem, at folk ikke kunne læse eller skrive,” fortæller Rasoul Jafary, der i dag er 28 år, bor på Amager og er ved at være færdig med hf på KVUC. Men den fremtid var svær at forudsige i 90’erne, hvor han passede sin skole i Uruzgan i den sydlige del af Afghanistan.
”Jeg har selv mødt mange, som synes, at skolen er spild af tid. Men man bliver nødt til at arbejde hårdt, for man får ikke muligheden igen”
Rasoul Jafary taler langsomt og leder efter nogle af ordene. Mange sætninger kommer smukt velformulerede ud af hans mund. Han har noget på hjerte, fx når det handler om uddannelse og unge med anden etnisk baggrund som ham selv. Han har læst nogle statistikker i avisen, der viser, at indvandrerdrenge klarer sig dårligere i det danske skolesystem.
”Jeg har også selv mødt mange - både på sprogskolen og da jeg tog 9.-10. klasse og hf - som er ligeglade med skolen og synes, det er spild af tid. Men man bliver nødt til at arbejde hårdt, for man får ikke muligheden igen. Så jeg synes, at alle kursister og studerende - også dem med indvandrerbaggrund - skal sætte pris på de muligheder, de har for at tage en uddannelse på KVUC og andre steder.”
Forældrene forsøgte at beskytte børnene og fortalte ikke så meget - Rasoul hørte nyheden om folkedrabene gennem den lokale moskees højtalere
Men lad os spole tilbage til 90’ernes Afghanistan, hvor Rasoul passede sin skole i Uruzgan, der ligger i den sydlige del af landet. Hans mor var hjemmegående og hans far drev et lille landbrug. De første år af Rassoul Jafary og hans lillebrors liv var relativt sorgløse, men så blev det, han selv kalder håbløsheden, større.
Rasoul Jafary og hans familie tilhører hazarafolket, som er et overvejende shiamuslimsk folkeslag med asiatiske rødder.
Læs mange flere beretninger fra unge voksne der er kommet videre i deres liv gennem uddannelse på KVUC.
Selvom hazaraerne udgør 25 procent af Afghanistans befolkning, blev de mere og mere trykket og forskelsbehandlet af Taleban, der i de år fik stigende magt i Afghanistan.
Forældrene prøvede at beskytte børnene og fortalte ikke så meget om, hvad der foregik. Så hvor galt det egentlig stod til, fandt Rasoul Jafary ud af en dag, da den lokale moské sendte nyhedsradio gennem højtaleren ud over byen.
”Jeg hørte, at der havde været folkedrab på 5.000 hazaraer i den anden ende af landet. Det gjorde mig bange. Virkelig bange.”
20 børn på flugt i bjergene - "vi vidste ikke, om vi ville overleve"
Konflikten med Taleban trappede op dag for dag. Én dag står særligt klart for Rasoul Jafary. Taleban var på vej mod hans by. Det var meningen, at alle i byen ville overgive sig, men alle frygtede, hvad der skulle ske.
En stor gruppe på 15-20 børn med Rasoul og hans lillebror i blandt flygtede til fods med en af landsbyens voksne op i bjergene, hvor de skulle gemme sig. Frygten var, at Taleban alligevel ville angribe landsbyen og måske tage børnene med.
”Vi vidste ikke, om vi ville overleve. Jeg husker hvert sekund af dén dag. Vi gik langt. Jeg tænkte på mine forældre. Vi var sultne, tørstige og vi græd. Alt virkede håbløst. Men vi måtte ikke skrige eller græde for højt, så vi blev opdaget. Den voksne, der var med os prøvede at få os til at være stille. Han var også bange og nervøs,” husker Rasoul Jafary.
Børnene var hele dagen langt oppe i bjergene. Sidst på eftermiddagen kom en anden mand fra landsbyen og gav besked om, at børnene kunne komme tilbage. ”Vi havde frygtet det værste, men da vi kom tilbage, var mine forældre der heldigvis stadig. Ingen var blevet dræbt. De havde overgivet sig, og Taleban havde indtaget vores by og taget alle våben med sig.”
Ingen mel og olie til jeres familie - faderen satte sit liv på spil om natten
Fra den dag blev det kun værre. Rasouls familie og de andre hazaraer i byen kom mere og mere under pres. Hazaraerne er shiamuslimer, Taleban er sunnimuslimer, og det forværrede konflikten. Taleban truede og afpressede hazarafamilier til at betale afgifter og bøder til dem på tusindvis af dollars. Det var en kendt sag, at Taleban fængslede hazaraer og udsatte mange for tortur. Også personer fra Rasouls familie.
”En fra min familie var fængslet og blev udsat for tortur på den værste måde.” Situationen betød, at hazaraerne i stigende omfang blev nægtet at købe forskellige nødvendige fødevarer. ”Der blev lukket for ressourcerne for os. Vi måtte ikke købe salt, mel, olie eller brændstof,” fortæller han.
Rasoul Jafarys far var en mand med mange kontakter, der gerne ville hjælpe andre, så mange nætter var han ikke hjemme. ”Jeg kunne jo se, at min far ikke var hjemme om natten og han fortalte mig hvad der foregik. De satte deres liv på spil.” Faderen var ude og købe madvarer og brændstof i smug hos nogle af sine pashtunske kontakter og sælge det videre til andre hazaraer i byen.
Jeg savner det liv, der var - men jeg tror ikke, der bliver fred i Afghanistan i min levetid
I 2000, da Rasoul Jafary var 12 år, blev situationen for farlig, og familien flygtede med en onkels hjælp til nabolandet Pakistan, hvor de slog sig ned i fire år. Rasoul og hans bror gik i skole og lærte også engelsk. I 2001 rykkede Nato og USA ind i Afghanistan og slog dele af Taleban tilbage. Så efter fire år i Pakistan vurderede familien, at det var trygt at vende tilbage til deres by. Det var det også - i en periode.
Rasoul Jafary havde flair for sprog, og nu kunne han også engelsk, så tilbage i Afghanistan begyndte han at arbejde som tolk for de amerikanske soldater. Men det blev med så stor fare for sit eget liv, at han til sidst måtte flygte fra Taleban.
Af hensyn til sin families sikkerhed, kan Rasoul Jafary ikke gå i detaljer med, hvad der skete, da han måtte flygte.
”Hvis jeg var blevet, var jeg ikke overlevet, så på den måde var det godt at komme væk fra Afghanistan. Men jeg savner det liv, der var, da jeg var, før Taleban overtog vores by. Min familie og mine barndomsvenner. Selvfølgelig håber jeg, at der bliver fred igen i Afghanistan, men jeg tror ikke, at den drøm kommer til at gå i opfyldelse i min levetid,” siger han.
Uddannelse er nøglen til fremtiden - fulgte dansk undervisning samtidig med sit fuldtidsjob i et restaurationskøkken
Flugten gik over Grækenland og med menneskesmuglere til Italien og videre med tog op gennem Europa. Den 23. september 2009 ankom han til Danmark uden at kunne ét eneste ord dansk og uden at kende noget som helst andet til landet end rygter om Muhammed-tegningerne. Han fik opholdstilladelse et halvt år efter og flyttede til Slagelse, hvor han begyndte på sprogskole.
Han praktisk talt høvlede igennem danskundervisningen og bestod de seks første moduler på ét år, samtidig med at han havde fuldtidsjob i først et restaurationskøkken og senere i køkkenet på et sygehus.
”Jeg arbejdede virkelig hårdt, for jeg ville lære dansk og være dygtigere. Jeg gik også på sprogskole om lørdagen for at blive færdig hurtigst muligt. Jeg havde og har det stadig sådan, at jeg mangler at nå rigtig mange ting. Derfor vil jeg ikke spilde min tid. Jeg vil læse mere, så jeg får en større viden og kan nå mine mål.” Til vinter får Rasoul Jafary hf-huen på hovedet på KVUC, hvor han har gået i snart fire år og både har taget 9. og 10. klasse og nu hf.
Det gik op for ham - at i Danmark kan man nærmest ikke få et job uden at have en uddannelse
Han tager en kuglepen op fra bordet, drejer den mellem sine fingre og fortæller, at det efter kort tid i Danmark gik op for ham, at man nærmest ikke kan få et job her uden at have en uddannelse.
”Du skal have et eksamensbevis. Uddannelse er en slags nøgle, uanset om den er kort eller lang. Hvis man får en uddannelse, får man også nøglen til den fremtid, man gerne vil have. Sådan er det,” siger han. Selv har han altid drømt om at blive læge, men dansk er svært og hans gennemsnit kommer ikke til at række, så nu satser han på en uddannelse som lærer.
Det vigtige for mig er at komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet
”Alle fattige mennesker drømmer om at blive læge. Men i virkeligheden drømmer jeg allermest om at gøre en forskel for mennesker, og dét kan man som lærer. Det vigtige for mig lige nu er at blive færdig og komme hurtigt ind på arbejdsmarkedet ,” siger han, smiler og lægger kuglepennen tilbage på bordet.
Fakta om Rasoul
- Født i 1988 og vokset op i Uruzgan-provinsen i Afghanistan.
- Som 12-årig flygtede Rasoul til Pakistan med sine familie, fordi deres folk blev forfulgt af Taleban.
- Rasoul er hazara, som er et persisktalende folk, der udgør cirka en fjerdedel af Afghanistans befolkning. Der bor også hazaraer i blandt andet Pakistan og Iran. De fleste hazaraer er shiamuslimer.
- Tog i 2004 tilbage til Afghanistan med sin familie og arbejdede senere som tolk for amerikanerne i Afghanistan.
- Rasoul måtte senere flygte, fordi han arbejdede for amerikanerne. Han kom til Danmark som 21-årig i 2009.
- Boede først i Slagelse i et par år, hvor han gik på sprogskole.
- Nu bor han på Amager i en lejlighed med en kammerat. Han har taget 9. og 10. klasse og snart en fuld hf på KVUC.
- Han satser på en uddannelse som lærer.
