Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

4 ting påvirker det: Så langt kan en elbil køre på "literen"

Bil og motor

13/05/2024 12:13

J. Bøgen

Der er flere ting end modeltype og batterikapacitet der spiller ind.

Der er stor forskel på, hvor langt elbiler går på ”literen”.

I den lave ende har vi fx Peugeot E-208, som er udstyret med et batteri på 50 kWh. Det svarer til en rækkevidde på omkring 300 kilometer ved blandet kørsel.

I den høje ende har vi nye Teslamodeller, som er opgivet til en rækkevidde på lige over 600 km. De har et batteri på 75 kWh.

Ifølge elinstallatørerne VS Automatic er der flere faktorer – foruden modeltype og batterikapacitet – som påvirker elbilernes distance. Her er 4 punkter:

1. Opladningsgrænse – 80 procent

I de fleste nye elbiler anbefales bilejerne at stoppe opladningen ved 80 procent. En af grundene til det er, at effekten herefter vil falde af sikkerhedsmæssige grunde. De sidste 20 procent tager næsten dobbelt så lang tid at oplade. Det betyder, at de 20 procent koster mere fra 80 til 100 procent end fra 60 til 80 procent.

En anden grund til ikke at oplade batteriet til mere end 80 procent er, at det slider på batteriet at være ladet helt op i længere tid. Det er altså bedst at fylde batteriet helt op, hvis du inden længe skal ud at køre.

Omvendt har batteriet bedst af ikke at blive kørt fladt. VS Automatics ladestandereksperter anbefaler som udgangspunkt, at du følger producentens anvisninger om opladning.

2. Batteriets alder

Batteriets alder har betydning for, hvor langt du kører i elbilen. Over tid vil batteriets kapacitet forringes – ligesom et batteri i en mobiltelefon. Jo mere telefonen bruges og oplades, jo mere vil kapaciteten forringes.

Hos de fleste fabrikanter er der en garanti på elbilens batteri på 7-8 år eller 160.000 kørte kilometer. Hvis batteriet er forringet til mindre end 70 procent af dets oprindelige kapacitet, kan der føres en garantisag.

3. Hastighed

Ligesom en benzinbil afhænger elbilens energiforbrug også af, hvor hurtigt du kører. Høje hastigheder betyder et større energiforbrug.

Hvis du vil spare på strømmen, kan du tænke over din kørestil. Du skal køre blødt og ikke accelerere for hurtigt eller bremse for hårdt. De hurtige accelerationer går ud over forbruget, og de hårde opbremsninger påvirker energipotentialet i batteriet. Forsøg derfor at holde bilen ”trillende”, og hold en konstant fart. På den måde udnytter du energien optimalt.

Foruden hastigheden bliver bilens kørselsdistance også påvirket af hældninger på vejen – dvs. kørsel op og ned ad bakke – og af vejrforholdene.

Magasinet Car and Drive har lavet en undersøgelse, der viser, at meget få elbiler lever op til deres angivne rækkevidde ved motorvejskørsel. Ud af den række af biler, de testede, var det kun Porche Taycan og Audi E-tron Sportback, der kørte længere end den opgivne rækkevidde på en fuld opladning. Tesla model 3, 2018, kørte kun 65 procent af den forventede rækkevidde.

Testen viser, at elbilens rækkevidde bliver mindre, når hastigheden øges.

4. Temperatur

De bedste vejrforhold for elbilers rækkevidde er en temperatur på omkring 21 grader. Det er også den temperatur, vi oftest foretrækker i vores hjem. Både koldere og varmere vejrforhold påvirker elbilernes rækkevidde.

Ifølge Geotab er der ikke forskel på, hvordan temperaturen påvirker individuelle mærker og modeller. Når vi snakker temperaturpåvirkning, gælder det alle elbiler.

Mange tror, at det er udendørstemperaturen, som påvirker rækkevidden mest. Den store synder er faktisk bilens varmesystem, som kommer på overarbejde, når du fx bruger bilens aircondition.

Når bilens aircondition er i gang, betyder det, at strømmen på batteriet bruges til at varme eller køle kabinen i stedet for at ”flytte bilen”.

For at få et par ekstra kilometer på batteriet, kan du følge disse tips:

  1. Opvarm kabinen, inden du skal ud at køre – dvs. mens den stadig sidder i opladeren.

  2. Rat- og sædevarme bruger mindre af batteriets strøm, så brug det til at få varmen, når du er på farten.

  3. Tænd for bilens Eco-mode.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.