Du kender det alt for godt. Du kører stille og roligt hjem fra arbejde eller måske på forlænget weekend, og så hører du et højt smæld.
Du er sikker på, du ikke har ramt noget, men så får du øje på det - det tydelige mærke i bilens forrude, hvor du lige er blevet ramt af en lille sten.
Særligt om efteråret kan stenslag være en plage, da vandet fra de, som regel, større mængder regn skyller grus og småsten ud på vejene. Det gør, at der er større risiko for, at den forankørende får en af stenene til at springe op og give din forrude en lidet flatterende ny udsmykning.
Hvis du får et stenslag, er det vigtigt, du får det fikset, da et nyt stenslag i en allerede skadet rude kan give endnu større, og farligere, problemer. Men du behøver ikke nødvendigvis punge ud for at få en helt ny forrude.
Faktisk er det ikke engang sikkert, du behøver betale for at få en professionel til at fikse stenslaget for dig!
Du kan gøre det selv
Det første, du skal gøre, hvis du får et stenslag, er at sætte noget tape henover skaden. Vælg klar tape, da det sikrer, at du stadig har fuldt udsyn.
Årsagen til, at du skal starte med tape, er, at det holder fugt og snavs ude af revnen, så skaden ikke bliver forværret.
Når det så kommer til at reparere stenslaget, kommer det an på, hvor stort det er. En god tommelfingerregel er, at hvis skaden er mindre end en 2-krone i diameter, kan du godt gøre det selv.
Reparation af stenslag sker ved, at der hældes en speciallim i skaden, hvorefter limen skal hærde, ofte ved hjælp af UV-lys. Der findes forskellige sæt til stenslagsreparation, du kan købe, så du selv kan udbedre skaden.
Gøres det korrekt, kan det være svært efterfølgende at få øje på den tidligere skade. Omvendt risikerer du, at ruden bliver mat omkring reparationen, hvis det ikke er gjort korrekt, så vær sikker på, du ved, hvad du laver.
Et få skiftet en forrude kan nemt koste omkring 10.000 kroner, så uanset hvad gælder det om at få fikset et lille stenslag så hurtigt som muligt (enten selv eller ved at få en professionel til at gøre det), så skaden ikke udvikler sig!