Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Flere oplever køresyge i elbiler: Nu er der godt nyt

Bil og motor

28/08/2024 07:43

Maria K.

For det kan trænes væk eller til et minimum

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vi kan træne os gode til mange ting – også til at minimere eller helt undgå køresyge. Sådan lyder det fra professor og læge Therese Ovesen, der har flere gode råd – ikke mindst til de mange nye elbilister, der kan opleve endnu større udfordringer med køresyge.

Det skriver OK i en pressemeddelelse.

For mange er køresyge en tilbagevendende plage, der kan gøre selv korte bilture til en ubehagelig oplevelse. Især børn er udsatte, men også voksne kan blive ramt, og med et stigende antal elbiler på vejene har problemet fået en ny dimension. Men heldigvis kan det for langt de fleste blive bedre.

Sådan lyder det fra Therese Ovesen, der er overlæge på øre-næse-halskirurgisk afdeling på Regionshospitalet Gødstrup og klinisk professor på Aarhus Universitet. Hun forsker bl.a. i balanceorganets funktion, og den gode nyhed er, at køresyge for mange både kan forebygges og reduceres ved hjælp af relativt simple tiltag og træning.

“Køresyge opstår, når hjernen modtager modstridende signaler fra kroppens sanser. Øjet registrerer bevægelse, mens balanceorganet i det indre øre fortæller, at vi sidder stille. Når disse signaler ikke stemmer overens, og der sker et mismatch, så reagerer hjernen med advarsler i form af fx kvalme og svimmelhed for at forsøge at få os væk fra situationen,” forklarer Therese Ovesen.

Hun understreger, at der heldigvis er flere måder at mindske ubehaget på – også for de mange nye elbilister, som oplever særlige udfordringer.

Træning kan mindske køresyge
En af de mest effektive måder at håndtere køresyge på er gennem træning. Ifølge Therese Ovesen kan man gradvist tilvænne hjernen til at håndtere de signaler, der udløser symptomerne. Dette kan gøres ved jævnligt at udsætte den køresygeramte for kortere køreture.

“Det er som at styrketræne: Hjernen skal udfordres gradvist for at blive bedre til at tolke de indtryk, den modtager. Ved regelmæssigt at træne med små køreture kan man opbygge en tolerance, som gør, at symptomerne aftager over tid,” siger Therese Ovesen.

Denne tilvænningsmetode er især vigtig for børn, hvor balanceorganet ikke er færdigudviklet før teenageårene. Man kan fx køre de små ture efter børnehave eller skole og i weekenden – gerne flere gange om ugen.

Elbiler kan gøre os mere køresyge
Elbiler har mange fordele, men de kan godt skabe nye udfordringer, når de tgælder køresyge. Traditionelle biler sender gennem lyd og vibrationer signaler til hjernen, som hjælper med at afkode, hvornår der sker accelerationer eller opbremsninger. Elbiler mangler disse signaler, hvilket kan føre til en øget risiko for køresyge – selv for chaufføren. Også elbilers hurtigere acceleration og anderledes opbremsning udfordrer hjernen.

“Vi er vant til at kunne høre og mærke, når en bil accelererer eller skifter gear. I elbiler sker dette ofte lydløst og uden de vibrationer, vi kender, hvilket kan være forvirrende for hjernen. Resultatet er, at flere oplever køresyge, også når de selv styrer bilen,” fortæller Therese Ovesen.

Hun råder derfor til, at man kører så jævnt som muligt – for personen bag rattet har stor betydning for at minimere køresyge hos passagererne. Med tiden vænner kroppen sig til den anderledes kørsel i elbilen.

Få frisk luft og kig ud af forruden

En anden vigtig faktor er ventilation. Frisk luft kan være afgørende for at mindske ubehaget, især fordi åndedræt og kvalme hænger tæt sammen. Hun anbefaler derfor, at man under kørsel sørger for at få frisk luft og undgår kraftige lugte, som kan forværre symptomerne.

Og så er distraktioner generelt en rigtig god idé. Det kan være musik, quizzer eller andet. Skærme er dog skidt, da de for mange vil sætte gang i eller forværre køresygen.

Det er også en god idé at kigge ud ad forruden og fokusere på et punkt i horisonten.

Sådan planlægger I en køresygefri tur
Når man skal ud på en længere køretur med nogen, der er tilbøjelige til at blive køresyge, er det vigtigt at forberede sig.

Det er en god idé at holde flere pauser, og det hjælper at inddrage børnene i planlægningen, så de ved, hvornår de kan forvente en pause.

“Det har en psykologisk effekt, at børnene ved, at der er en pause forude. Det kan hjælpe med at reducere angst og ubehag,” forklarer hun.

Therese Ovesen påpeger, at kosten også spiller en rolle.

“Inden afgang bør man undgå store, tunge måltider og i stedet vælge lette, kulhydratrige fødevarer. Små snacks som kiks og bolsjer kan også hjælpe med at holde kvalmen i skak under turen,” siger hun.

Faktaboks: Gode råd mod køresyge

  • Sid på forsædet eller i midten af bagsædet: Det giver mulighed for at fokusere på et punkt i horisonten og mindsker forvirrende sanseindtryk.

  • Undgå stærke lugte og fed mad: Spis lette måltider og undgå parfume og kraftige dufte.

  • Rul vinduet ned: Frisk luft hjælper med at reducere kvalme og ubehag. Tag dybe, rolige vejrtrækninger.

  • Planlæg pauser undervejs: Hyppige pauser kan give kroppen tid til at genvinde balancen.

  • Undgå skærme og læsning: Skærme og læsning forvirrer hjernen.

  • Træning er meget effektivt: Korte, regelmæssige køreture kan hjælpe med at opbygge tolerance over tid.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.