Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skal bilen til syn? 7 gode råd til at få den igennem uden problemer

Bil og motor

17/08/2024 08:22

J. Bøgen

Hvornår har du for eksempel sidst tjekket dine nummerpladelygter?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mens den gennemsnitlige bil er knap ni år gammel ifølge Danmarks Statistik, så viser nye oplysninger, at netop ældre biler rammes af mange flere fejl end nye biler.

En af landet største synsvirksomheder, Applus+ Bilsyn, lavede nemlig for nylig en undersøgelse, der afslørede, at 12 år gamle har op til otte gange flere fejl en biler, der er fire år gamle.

Og det er ikke bare farlige fejl. De kan også være dyre, da det er fejl, der betyder, at bilen dumper det lovpligtige bilsyn, så bilen skal omsynes.

Men vi vil jo gerne være sikre, når vi sætter os bag rattet, og det er nok de færreste af os, der har lyst til ligefrem at skulle betale flere gange for at få bilen synet, så hvad kan vi selv gøre for at sikre, at vores køretøj klarer synet med kryds og slange?

Her får du syv råd til, hvordan du i hverdagen kan gøre dit til at sikre, din bil glider gennem synet uden problemer.

Følg bilens serviceplan

Ved at følge bilens serviceplan sikrer du, at du fanger små problemer i opløbet.

For det første gør det bilen mere sikker, og for det andet er det en fornuftig økonomisk løsning, da det kan forhindre, at de små problemer vokser sig større og pludselig bliver rigtig dyre at få udbedret.

Hold øje med bremserne

Hvis der begynder at komme mislyde fra bremserne, eller de for eksempel begynder at ryste, kan det være tegn på, at der er noget galt.

Så hvis dine bremser ikke opfører sig "normalt", gør du klogt i at få dem efterset hurtigst muligt.

Hold øje med lamperne

Det kan være tillokkende at ignorere visse advarselslamper på instrumentbrættet, da de ofte er tegn på, at du står til at skulle af med en vis mængde penge - både for at få tjekket bilen og for at få udbedret eventuelle problemer.

Men bilen skal altså også omsynes, hvis der er en advarselslampe, der lyser, så det handler ganske enkelt om at få tjekket bilen hurtigst muligt, hvis der er en advarselslampe, der lyser.

Lygterne

Det er nok ikke noget af det, man husker at gøre oftest, men du gør klogt i at gøre det til en vane at tjekke alle lygterne på din bil regelmæssigt.

Selv en lille fejl på lygterne kan nemlig resultere i et omsyn.

Og når vi råder til at tjekke alle lygter, menes der virkelig ALLE lygter - hvornår har du for eksempel sidst tjekket, om nummerpladelyset fungerer, som det skal?

Rustkontrol og undervognsbeskyttelse

Rust er noget, onde magter har skabt, og det er klogt at sikre bilen så godt som muligt mod det frygtede fænomen.

Det er derfor en god idé at give særligt bilens undervogn opmærksomhed med regelmæssige undervognsbehandlinger, ligesom du også bør have fokus på at beskytte karrosseriet.

Det er alt sammen med til at holde rusten væk og sikre din bil længere levetid.

Styr på dækkene

Dæk skal som minimum have et mønster på 1,6 mm, men faktisk lyder anbefalingen, at man skifter allerede, når mønsteret er nede på 3 mm.

Alle dækkene skal desuden være af samme type - du må for eksempel ikke køre med en blanding af sommer- og helårsdæk.

Kør en tur

Det gør du jo ofte, men hvornår har du kørt en tur med det ene formål at teste din bil?

Tag en pæn køretur inden synet og få testet bremserne. En kold motor klarer nemlig ikke miljømålingen, og hvis der er overfladerust på bremserne, skal det køres af inden synet, så bremserne kan vurderes.

Kilde: Applus+ Bilsyn

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.