Af Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer
Jeg vil gerne starte med at anerkende, at arbejdsmarkedet – det offentlige såvel som det private – har mange mennesker med handicap ansat, og heriblandt mange med nedsat arbejdsevne. Men når det er sagt, må vi konstatere, at ca. 50% af alle personer med handicap er i arbejde, og at dette niveau ikke har ændret sig markant gennem de seneste 50 år.
Når man ser på udviklingen er der behov for nytænkning, når flere personer med handicap skal i erhverv, og særligt blandt gruppen af personer med sindslidelse, ADHD, Aspergers syndrom, fibromyalgi m.v., som regeringen og Folketinget har sat som deres ultimative succesmål i deres forsøg på at reformere velfærdssamfundet og bidrage til at øge arbejdsstyrken. Derfor er det en stor glæde, at Dansk Erhverv ”byder op til dans” her i denne stafet.
Samfundets opgave at kompensere
Når personer med nedsat arbejdsevne skal fastholdes eller ansættes på virksomhederne, bør det gælde, at det ikke skal være virksomhederne, der hver især bærer byrden i forhold til at kompensere for det, den enkelte person, pga. sin nedsatte arbejdsevne, ikke kan bidrage med. Virksomhederne skal betale løn svarende til det resultat, den enkelte producerer. Alt andet vil være socialfilantropi, og det kan man ikke konkurrere med på det internationale marked.
Men når det er sagt, bliver vi nødt til at forstå, at også mennesker med nedsat arbejdsevne har behov for et realistisk forsørgelsesgrundlag samt at blive anerkendt som en ligeværdig medarbejder på den virksomhed, hvor vedkommende er ansat. Det betyder ikke, at det er den enkelte virksomhed, der skal betale mere, men at samfundet har en opgave i at sikre velfærdssamfundets støtte til at kompensere for det, den enkelte person ikke selv kan tjene pga. sin nedsatte arbejdsevne.
Virksomhederne siger desværre fra
Det må konstateres, at regeringen og Folketinget har særligt fokus på de mennesker med nedsat arbejdsevne, hvor der er en begrænset arbejdsevne, som oven i købet kan være relativt ustabil. Her taler vi om en arbejdsevne, som kan ligge på max 3-5 timer pr. uge.
Læs om regeringens reformforslag her.
Det forholder sig imidlertid således, at virksomhederne ikke har den store lyst til at ansætte disse personer. 75 % af virksomhederne siger nej tak til personer med en så begrænset arbejdsevne – ja faktisk siger 33 % allerede fra, når det gælder personer med en arbejdsevne på 10 timer.
Læs mere om undersøgelsen her.
Lad os hente erfaringer fra udlandet
Fastholdelse og ansættelse af personer med en betydelig nedsat arbejdsevne kommer ikke af sig selv. Der skal nye værktøjer til. Og de skal være nye i forhold til dem, der hidtil har været anvendt. Enkelte har givet en vis succes; men ikke bragt os i mål i forhold til at opnå den reduktion i antallet af personer på førtidspension, som nogle har ambitioner om at nå.
Det er mit bud, at vi bliver nødt til at kigge os omkring for at se, om der er andre lande, der kan inspirere til og supplere vores værktøjskasse. Og samtidig skal vi se på, om ikke der er noget, vi kan lære af vores hidtidige indsats og derved finde frem til, hvor den kan blive bedre.
Jeg vil blot nævne nogle muligheder, som måske umiddelbart virker kontroversielle, men når vi nu skal tænke ud af boksen, skal vi vel også tænke helt nyt.
Jobcentre skal være udfarende
Der er ingen tvivl om, at det danske erhvervsliv, med dets særlige struktur med mange små virksomheder, skal have en helt anden service fra de kommunale jobcentre. De skal være mere udfarende, være til stede/åbne ved behov, de skal kunne kontaktes ”døgnet rundt”, de skal være meget mindre bureaukratiske osv..
Indfør fradrag for virksomhederne
Det kan være en god ide at overveje, om man kan flytte nogle forpligtelser over til virksomhederne i forhold til fastholdelse, ansættelse og indretningen af arbejdspladsen. Det kan f.eks. gøres gennem ændrede muligheder for fradrag for investeringer i f.eks. handicaptoilet, mentorer og teknologisk udstyr.
Finansiering fra fælles pulje
I det statslige system betaler alle ind til en fælles pulje, som betaler et tilskud som incitament til de virksomheder, der etablerer fleksjob. Det kunne være en god ide at overveje om ikke den samme løsning skal indføres på det kommunale og private arbejdsmarked.
Mere brug af sociale klausuler
I fremtiden bør det ikke være utænkeligt, at den offentlige sektor i Danmark benytter sig af de regler, man har fået fra EU, der giver mulighed for at tilknytte sociale klausuler til offentlige indkøb. Det kan være klausuler, der forudsætter en bestemt personalepolitik, at produkter er særligt egnede for personer med nedsat arbejdsevne/funktionsevne eller, at der løftes en særlig opgave i forhold til fastholdelse, ansættelse eller kompetenceudvikling over for personer med nedsat arbejdsevne.
Det kan også godt være, at man skal kigge på, om virksomhederne kan påtage sig et større ansvar, når det gælder om at fastholde mennesker med nedsat arbejdsevne i erhverv, fx gennem større forpligtelser indenfor forebyggelse af længerevarende sygdom eller øget forpligtelse til at forebygge en sygdom gennem mere effektive arbejdsmiljøer.
Der er muligheder nok, hvis man vil.
Stafetten går til Britta Thomsen
Jeg vil gerne bringe debatten videre ved at stille medlem af Europa Parlamentet Britta Thomsen, S følgende spørgsmål:
Hvis spørgsmålet er ligestilling på arbejdsmarkedet og ligebehandling på arbejdspladsen, er svaret så socioøkonomiske virksomheder?
