Af Steen Hildebrandt, professor i organisations- og ledelsesteori, Institut for Marketing og Organisation, Aarhus Universitet.
Kære Camilla! Tak fordi du har sendt stafetten videre til mig! Jeg glæder mig over, at et menneske med dine kompetencer og holdninger er skoleleder i Københavns Kommune.
Jeg færdes en del i folkeskolekredse, og noget af det, jeg bemærker, er, at der er så mange virkelig dygtige og engagerede ledere og lærere. Så mange og så kvalificerede mennesker, at man må undres over, at folkeskolen på så mange måder alligevel ikke fungerer imponerende.
I dit indlæg fokuserer du på nogle af forklaringerne på dette, og jeg er meget enig med dig i de synspunkter og holdninger, du fremfører, således som det også fremgår af min nye bog: Børnene er det vigtigste. Om fremtiden, skolen og barnet.
Hvad er der blevet af pligterne?
Jeg vil tillade mig i dette indlæg at inddrage et spørgsmål, som jeg tænker en del på, men stort set ikke behandler i min bog, nemlig forældrenes pligter og rettigheder. Forældre – og mange andre mennesker i vores velfærdssamfund – har striber af friheder og rettigheder. Og rigtig mange mennesker kræver deres ret. Man kæmper for sin ret; man vil have sine rettigheder indfriet, hvad enten det er penge, tilskud, adgang, råd, valgmuligheder mm. Man kæmper for sin ret, man kæmper for sit barn osv.
Men hvad med pligter og ansvar? Hvad med ansvaret for helheden? Hvilke pligter har jeg som forældre – eller for den sags skyld som morfar? På hvilken måde har jeg et ansvar for, og på hvilken måde påtager jeg mig et medansvar for helheden, hele klassen, hele skolen, hele kommunen? Og hvad er min pligt set i forhold til mit eget barn.
Hvilken pligt har forældre i forhold til deres barns skole, barnets klasse, barnet? Jeg er ikke ekspert på dette, men jeg ser ikke så mange pligter, hverken formaliserede pligter for forældre, eller en ansvarsfølelse, der bare reelt praktiseres og udfoldes af forældre.
Hvad ved forældrene?
Forældrene har naturligvis en meget stor indflydelse på deres barn/børn – selvfølgelig har de det, og det skal de have. Men hvilken form for aktivitet og påvirkning udøver forældrene i forhold til skolen? Hvad siger forældrene til hinanden og børnene om skolen, om lærerne, om fagene, om aktiviteterne i skolen mm? Hvad véd forældrene om skolen, om dens mission, værdier og om de regler og love, som skolen hviler på? Hvad véd forældrene om de fag, temaer, projekter mm., der undervises i, og som deres børn er involveret i? Hvad ved forældrene om de pædagogiske principper, der praktiseres på skolen? På hvilken måde og i hvilket omfang sørger forældrene for, at deres børn er parat til at være aktive, engagerede og nysgerrige elever i skolen, f.eks. med hensyn til den mad, forberedelse, ro, kærlighed, søvn, sundhed i bredere forstand mm., der karakteriserer forholdene i hjemmet?
Tid til et nyt fokus
Jeg tror, at tiden er inde til at betragte relationen mellem forældre og skole i et nyt lys. Jeg vurderer, at forældrene bør vide meget mere om, hvad der foregår på skolen; vide mere om skolens mission, vision, værdier, pædagogik, fag mm.
Sagt på en anden måde: Måske skal forældrene i virkeligheden på skolebænken, forinden deres børn kan påbegynde deres skolegang? Forældrene skal ganske enkelt vide mere om skolen, inden de kan forvalte deres ansvar som forældre både specifikt i forhold til deres børn og generelt i forhold til skolen.
Hertil kommer det meget enkle, men vigtige: Forældrene repræsenterer en enorm ressource i forhold til skolen. Forældrenes viden, engagement, netværk mm. Det er en anden sag, men det skal medtænkes her og huskes.
Stafetten går til Benedikte Ask Skotte
Jeg vil gerne give stafetten videre til Benedikte Ask Skotte. Du repræsenterer skolen og samfundet, Benedikte, og jeg vil bede dig om at kommentere nogle af de spørgsmål og temaer, som jeg er optaget af i dette indlæg.
