Licence to teach
”Hej praktikaaaanter!” En rødkindet dreng råber ud af et åbent vindue fra anden sal. Vi ser på hinanden med forbløffelse, for det er første gang vi er her. Vi er på rundvisning på skolen, som vi den næste måned skal i praktik på.
”Ja, jeg har jo sat jeres foto af jer på elevintra”, siger vores rundviser, historielæreren, med et drenget smil på læben, og vipper samtidig med det ene af sine mørke og markante øjenbryn som en anden Sean Connery.
Vores Sean er en meter og enoghalvfems og fra Sønderjylland. Han tager kaffen i glas - ikke kop – og når han slapper af fra tjeneste, læser han biografier om Winston Churchill og dyrker kitesurfing ud for Sydvestpynten på Amager.
Inde under trøjen, under hans venstre arm, kan man ane konturerne af en stor Fundo – en svenskproduceret lærerplanlægningskalender i A4-format med plastikomslag i priplak og en kraftig stålspiralindbindning. Den er i dag for den professionelle lærer, hvad timemanageren var for gulddrengen i 80’erne. Signalet er utvetydigt. Her mener man serious business!
”Her kommer I til at undgå ekstremerne – det er nok det, I kommer til at opleve”, siger Sean.
Jeg ved godt, hvad han mener, men jeg er sikker på, at det netop er ekstremerne, vi kommer til at møde, for vi er på en lille skole med kun et spor, her er max. 20 elever i hver klasse, dagen begynder klokken 9, og ikke sjældent lugter der af nybagt brød, når man træder indenfor om morgenen.
Det er den slags detaljer, der har betydning for karaktererne. Både elevernes – og dem de får i karakterbøgerne og til afgangsprøven i 9.ende.
Vi er landet midt i undervisningsverdenens superliga – vi er på privatskole.
Miss Moneypenny
”Vi har alle sammen vores problemer - det er det samme for alle, lige meget hvor man går i skole!”
Den kvindelige viceskoleleder har lige budt mig velkommen. Det er lidt ligesom at komme hjem, at træde ind på denne skole.
”Sikke en hyggebule!”, ryger det ud af mig, og fra et af kontorerne kommer det kvikt: ”Godt nok har vi hørt meget, men den har vi ikke hørt før!”
Her hænger Bernhard Ingemann og Benny Andersen side om side, der er blomster i vindueskarmen og gardiner i mange farver, og i de nyeste klasseværelser har de SmartBoard, og der lugter lidt som i Ikea. Her oser af overskud, omtanke og ordentlige forhold.
”Vi har skam også vores!”, fortsætter viceskolelederen, som jeg få dage senere kommer til at opleve trøste en lille pige, en elev, der vil hjem fra skole, så jeg kom til at ønske, at det var mig der ville hjem fra skole og skulle trøstes af hende.
Viceskolelederen signalerer urmoderlig omsorg med et touch af rarhed alla dukken Lotte fra Fredagsbio på DR1, og hun er let at blive tiltrukket af. Man får lyst til at hoppe op på hendes skød og putte sig ind til hende, bruge hende som bolværk mod senmodernitetens fortrædeligheder; traditionernes opløsning, individualiseringen og dårlig tv-underholdning fredag aften.
Viceskolelederen fungerer også som dansklærer, og på hendes bord ligger en dvd: Spielbergs sindsoprivende thriller ”Duellen”. ”Ja, vi har med spændingskurver at gøre, vi analyserer efter Hollywoodmodellen”, siger hun med en interessant mimik, der får mig til at forstå, at hun kun under eleverne det bedste, og at der bag den moderlige fremtræden, gemmer sig et overraskende og uforudsigeligt menneske.
Få dage senere finder jeg ud af, at hun stik imod al forventning er stor ynder af det tyske heavy metal band Rammstein.
Her på skolen overraskes man hele tiden – og inspireres - og jeg er endda kun lige nået til forkontoret. Jeg ser mig selv i ånden, sigte med den hat jeg ikke har, efter stumtjeneren, der ikke er der, og går ind på chefens kontor.
M
Der er intet på skolen, der er prangende, heller ikke skolelederen M’s kontor. Her er hvad der skal være, på en ordentlig måde – men så heller ikke mere.
”Jeg synes, der er så menneskeligt her!”, kommer det ud af mig.
M rejser sig fra sin stol i et skær af sprødt formiddagslys. Han smiler og siger, at det er han glad for at høre. Hans tonefald afslører, at han ikke siger det, fordi han skal sige det, men fordi han mener det. Vi hilser på hinanden.
Han er venlig på en ikke-pågående måde, og besidder en slags uhøjtidelig elegance. Det er tydeligt, at han er en slider. Han er typen, der møder tidligt og går som den sidste. Typen der følger med, og vil vide, hvad der sker i organisationen, vil lade sin indflydelse gøre gældende uden at virke dominerende. Men han har visioner og et tungt ansvar at bære, derfor dobbelttjekker han regnskaberne og kender hvert navn på hver elev, og personerne bag, og forældrene, og taler med dem alle. Han er ikke bleg for også at tage de alvorlige samtaler, der skal til.
Om morgenen coacher chefen sine lærere på lærerværelset. Sidste gang jeg overværede en coaching, fik ham der coachede 2500 kr. i timen. Skolelederen her skulle mindst have det dobbelte. Han er alle pengene værd.
Efter at have vekslet velvalgte ord med sine agenter, ser de målrettede og selvsikre ud og forsvinder, en for en, ud på dagens opgaver, med planer, protokoller og PowerPoints - og popcorn, hvis nogen er så heldig at have fødselsdag.
M’s lederskab ætser sig ind i – syrer ud i – tinter hvert led i organisationen, fra pedel til pædagog. Han er med overalt.
Selv de små planter i vindueskarmene ånder hans ånd.
Nationens sikkerhed
Det er tydeligt at M ikke har headhuntet, men hearthuntet sine medarbejdere til organisationen. Han ved, at når man har med mennesker at gøre, så er der særlig tre kompetencer, hans agenter skal være i besiddelse af: de skal kunne holde af, holde om og holde ud! Derfor kommer det ikke som en overraskelse for mig, at M’s agenter kerer sig om eleverne.
På et tidspunkt møder jeg ressourceperson på skolen, hende der tager sig af elevernes trivsel. Hun er dansk- og engelsklærer og altså også hønemor for hele hønsegården.
” Her er der ingen, der får lov til at gå og være ked af det!”, klukker hun, nærmest som et mantra. ”Folk tror, at der kun går stærke elever på privatskolerne, men det er ofte mobbeofre eller diagnosebørn, der får chancen her. Ikke at vi er en specialskole, men vi har så sandelig også vores udfordringer.”
På et andet tidspunkt ligger en dansk- og idrætslærer på briksen, lærerværelsets ene sofa, udslængt med våde øjne og omtaler eleverne som “mine børn”. Det er formiddag i Danmark, og i de sidste tyve minutter er en lærerlivshistorie blevet fortalt, om svig og svigt, om mod og afgrundsdyb kærlighed til ”børnene”, og om at stå op for det, man har kært, og gå om så det gælder.
”Opbakning fra ledelsen er alfa og omega, når man er lærer – særligt overfor elevernes forældre, og her er der aldrig nogen, der har taget røven på mig!”, slutter hun af med, og bekræfter min antagelse om M’s ledelsesstil.
Her er en mand, der har en uhøjtidelig, men elegant måde at køre tingene på, helt uden glamour, glimmer og boblende glar, men med ærlighed og ordentlighed og hårdt arbejde, og hele tiden med fokus på andres vel.
M’s etik er til at gå armgang i. Her på skolen gælder det ikke egen vinding. Her gælder det eleverne. Det gælder nationens sikkerhed!
Q
Jeg møder Q i lærerværelsets køkken, hvor han står med en tallerken med et blomkålshoved på, overhældt med kirsebærsovs. Jeg er godt klar over, at det ikke er hjemkundskab, der er på programmet. Synet giver frygtelige konnotationer til blodig hjerne på fad.
Tidligere på dagen har jeg set ham i gang med en filmoptagelse i skolegården, hvor han iført hvid kittel har instrueret en klasses elever, samtidig med han har været medspiller og kørt bil i en scene.
Q kan det hele. Giv ham en opgave, og han løser den! Hvis man fx ikke kan få trådløs internetadgang eller ikke kan få adgang til lærer-intra, så er han manden man kontakter. Så er der skabt adgang i løbet af få minutter.
Jeg ringer til ham midt i efterårsferien med et problem. En halv time senere er jeg online - uden brok, selvom det er midt i ferien. Næ, han siger, ”jeg var alligevel lige derinde, så det er helt fint, du skal jo have adgang!"
Q spøger aldrig med sit arbejde – det er det alt for vigtigt til.
Agenterne
Lærerværelset, en onsdag i november, klokken er 08:53, og to kvindelige lærere har et gigantisk grineflip. Den ene sprutter umådeholdent, mens den anden klynker mere afdæmpet, staccato.
”Vi vil gøre grusomme ting ved eleverne!”, forklarer den ene opløst af grin, da fysiklæreren støder til og spørger hvad hulan, der foregår.
De har planlagt sjov med eleverne. Ikke fordi der står i nogle faghæfter, at det skal de gøre, men fordi de ikke kan lade være. De er toptrimmede og dedikerede, og de kan lide deres job, for de føler sig trygge under M’s ledelse, og derfor udfolder de sig i det, man kunne kalde for ”et kreativt miljø”.
”Ah, I stimulerer eleverne!”, siger fysiklæreren, og begynder straks at advare mod overstimulation, som dengang på beredskabsøvelsen med pionererne fra Brandvæsnet hvor elev på elev gik i gulvet, simpelthen besvimede pga. farlige højder og stiger og ild og slanger og jeg-skal-komme-efter-dig.
Hans øjne sprinkler, da han fortæller historien, det er, som om der afspilles filmklip i dem fra det dramatiske optrin. Og selvom det lyder farligt, så har han altså været i hæren, og har netop været på førstehjælpskursus igen, så han har, og havde, kontrol over situationen, som alle gode agenter har, og for at demonstrere sine kompetencer lægger han lynhurtigt dukken Sally i stabilt sideleje, som tilfældigvis ligger på en hylde indenfor rækkevidde.
Pludselig står der en fyr med en lamineringsmaskine under armen. ”Hvad, jeg tænkte, om I mon kunne bruge sådan en her?” Det er en forælder, en anden type af agenter, som M gør brug af i sin organisation.
Dansk- og idrætslæreren tager imod med tak og smil, og der bliver trykket hænder, og nogle af de andre læreragenter blander sig, og der lyder igen latter.
Der er altid god stemning blandt agenterne.
”Jeg har altid godt kunnet lide jobbet. Inden man får set sig om, er klokken fire, og man aner ikke, hvad man har brugt tiden på!”, siger Sean, der lige er inde og vende på lærerværelset, inden han tager en ekstra gårdvagt.
From Sweden with experience
”Hvad er det nu, den her hedder på dansk?”, spørger den kvindelige tysklærer, Sabrina, og strækker siddende sit højre ben op til sit højre øre samtidig med, at hun peger på sin læg på sådan en rigtig Bondpige manér. ”Læg”, når min makker at svare, og redder situationen, for han kan godt se på mig, at jeg er en smule shaken, not stirred!
Sabrina er fra Sønderjylland, men bor nu i Sverige, og er af den hårdtarbejdende agentslags. Man skal stå tidligt op, bogstaveligt talt, hvis man skal følge i hendes fodspor. En morgen, hvor jeg er mødt meget tidligt, for at have kopimaskinen for mig selv, kommer der pludselig sider med tyske præpositioner ud mellem mine begrebskort fra mellemkrigstiden, og før jeg for set mig om, har hun overhalet mig indenom med både laminering og hulning. Sabrina skal bruge materialerne i tysktimen senere på dagen med 8.ende, som jeg skal overvære.
Da vi ankommer til klasseværelset, er drengene lidt oppe at køre, og mens Sabrina gør klar til undervisning, er der en af drengene der råber: ”Hvad er det nu, en omgangsluder er?”
Sabrina ignorerer elevens spørgsmål, og jeg gør klar til et verbalt saksespark, hvis situationen udvikler sig - men så begynder hun at tale tysk, og så er undervisningen i fuld gang.
Bagefter spørger jeg hende, hvorfor hun ikke reagerede, for hvis det havde været i min time, så havde jeg da reageret! Jeg tolererer simpelthen ikke sådan et sprog!
Sabrina sender mig et professionelt overbærende blik, og begynder at forklare mig det, som jeg godt nok har læst mig til i pædagogik og psykologi, men som jeg tilsyneladende ikke har forstået, eller erfaret og erkendt, nemlig at adfærd, der ikke får opmærksomhed, forsvinder.
”Men”, siger hun, ”hvis de var blevet ved, havde jeg selvfølgelig grebet ind!”
I Sabrinas selskab kommer man let til at føle sig som en nybegynder.
Praktikant i skudlinjen
Så fik vi lige det sat på plads!
”Jeg vil godt lige sige en ting til dig. Du minder meget om en der hedder Finn! Det er min fasters kæreste.”
(Pige i 3. klasse, første gang jeg bliver præsenteret for klassen.)
Min første gårdvagt
Jeg har givet 6.klasse et kort ophold i gården i midten af en dobbeltlektion i historie, og da de ikke må være alene, er jeg gårdvagt for første gang i mit liv. Som gårdvagt kan man komme ud for hvad som helst.
Selvom eleverne klarer sig selv; pigegruppen står ved gyngerne og ser video på deres mobiler, og drengene spiller fodbold inde i ”buret”, så er jeg helt fremme i skoene og parat til hvad, der måtte komme.
Pludselig er der en af drengene, der spiller fodbold, der løber over til mig, og spørger om ikke lige jeg kan holde hans nøgler og Iphone, mens han spiller.
”Jo, selvfølgelig, hvad er det nu, du hedder?”, spørger jeg, og han svarer: ”Tak!”
Der går lige 15 sekunder, hvor jeg undrer mig over, at man kan hedde Tak, indtil det går op for mig, at han har troet, at jeg sagde: ”hvad er det nu, det hedder?”
Englebørn!
Bare så I ved det!
”Jeg ved godt, at det er lidt langt ude, men min farmors onkels fætter er Henrik Sass Larsen.”
(Dreng i 3.klasse, i historietime om antikkens Grækenland og demokratiets fødsel.)
Lommerregnerjoken version 1976
Der er historie for 8.ende om børskrakket på Wall Street, vi taler om årsager til krakket. Vi har gang i begreber som aktier og obligationer, investering og spekulation, overoptimistiske forventninger til markedet og aktiebobler. De har lommeregneren fremme, kan jeg se.
Hver gang jeg vender ryggen til klassen for at skrive på tavlen, eller bruger SmartBoard, er der en hvisken og uro, men når jeg vender mig mod klassen, er alt igen normalt. Da timen er forbi, går jeg ned til min makker, der har observeret undervisningen.
”Jeg synes godt nok, det var lidt op ad bakke. De er svære at holde fanget”, siger jeg, men han bare griner og siger: ”Hver gang du vendte ryggen til cirkulerede en lommeregner, hvor der stod ”Bolle” på.”
”Nå, drengen på 18, der går op i opgang 85 og ringer to gange på, hvad skulle han der?”, spørger jeg ham, men det ved min makker ikke. Han er født i 80’erne.
Lommerregnerjoken opstod i lommeregneres barndom i Danmark i midten af 70’erne, med indførelsen af lommeregneren i folkeskolen, og demonstrerede på den tid en kreativ brug af moderne teknologi – og gør det stadig.
Prøv selv: 18 854 x 2, og husk at vende lommeregneren på hovedet!
Michelangelos provoperiode
”Aaaaaadvrr!”
(5. klasse i kor, da de i historie får vist et fotografi af Michelangelos Davidstatue.)
The Man with the golden View
En morgen jeg sidder i lærernes arbejdskontor, og forbereder mig foran computeren, hører jeg en velkendt stemme. Før jeg når at reagere, stikker min almen didaktiklærer hovedet ind og hilser præstagtigt og alfaderligt på mig, og før jeg ved af det, sidder vi sammen i lærerværelset og sludrer over en kop kaffe. Han er her for at observere en af mine medstuderendes undervisning, men er også involveret i min undervisningsplanlægning her på stedet.
”Husker du at evaluere fortløbende?”, spørger han, og sætter med det spørgsmål fingeren på det ømmeste punkt, han kunne sætte fingeren på; som kunne han se igennem mig, denne Buddha i moderne udgave, denne klartseende mester, denne lysets helgen og alvidende faglige faderfigur.
Jeg taler udenom, om mundtlige klasseopsamlinger til sidst i lektionerne og repetition af stoffet fra sidste lektion hver gang jeg begynder en ny lektion, men bliver med hans spørgsmål klar over, mens jeg bortforklarer, at jeg netop ikke evaluerer fortløbende, men blot giver den gas på undervisningspedalen, uden at sikre mig, om alle er med.
Jeg er ikke den eneste, der bliver udsat for mesterens klarsyn.
Senere på dagen overhører jeg matematiklæreren, der engageret fortæller sine kollegaer på lærerværelset, hvor imponeret han var, over at have set min almen didaktiklærer observere klassen, mens praktikanten underviste.
”Det tog under 40 minutter, så havde han grejet klassen fuldstændigt!”, siger han begejstret, og fortæller videre: ”Da timen begyndte, sad han og tegnede lidt på et stykke papir, og langsomt kom der trekanter og geometriske figurer på papiret. Så blev der gjort notater som fx 09:07 stadig med, 09:15 på vej væk og 09:22 helt væk, og da timen var forbi, var der fire tændstikmænd inde i en trekant, med navnene på netop de fire drenge, der er udfordringen i klassen!”
Jeg blander mig ikke, men sidder ovre i hjørnet af lærerværelset og nynner i stilhed sjette strofe af en gammel salme af Ingemann:
Den store mester kommer
Som smelter sjæl og sind
Han sidder ved hjertegruben
Han ser i sjælene ind.
Live and let go
”Det er ligesom livets cirkel!”, siger en dreng i 5.klasse, og sender mig et indforstået blik, mens vi er i gang med vores madpakker i spisefrikvarteret og ligeså godt kan smalltalke lidt.
”Det er lige, hvad det er!”, svarer jeg, og sender ham et mindst lige så indforstået blik tilbage. Det er noget vi mænd ved! Det går rundt og rundt, op og ned.
Også for M og hans lille varme skole, hvor der jævnligt er en nybagt duft, og de høje karakterer går som varmt brød.
Der er noget i luften, noget der kan ændre lugten i bageriet. Forandringens vinde blæser lige nu. Det er kølige politiske vinde, og de må gå gennem enhver privatskoleleders marv og ben.
Privatskolerne er nemlig blevet rigtigt populære. Man siger, at der er masseflugt fra folkeskolen til privatskolerne. Derfor taler politikerne nu om ændringer af tilskud, om sociale kriterier og om at privatskolerne skal tage socialt ansvar. Privatskolerne er bedre stillet end folkeskolen i konkurrencen om eleverne, og det skal der gøres noget ved – det er livets cirkel, basal markedsøkonomi og de nøgne kendsgerninger.
Og sådan har vi alle vores. For selvom M kan fremvise mesterlige resultater med eleverne og har en velfungerende agentstab af engagerede, dygtige og glade lærere, forældre, kontorrister og teknisk personale, så har han alligevel sit at kæmpe med - sit at se til.
Vi har nemlig alle vores. Jeg skal fx have min sidste time som praktikant.
Skyfall
Sidste time i 6. klasse i historie. Sidste time overhovedet i min sidste praktik. Eleverne er i topform, dygtige, energiske, glade og sjove.
Midt i en præsentation falder jeg et kort øjeblik i staver. På min indre nethinde kører flashbacks fra mine praktikker: Jeg ser en skoleleder med en blæreseddel, en lille skamskudt engel, der ikke kan spise sin livsvigtige medicin, en trøstende lærerengel, en kommende gangster, en meditativ matematiklærer, der henter skulkende elever på deres bopæl, en tysklærer med Bondpige manérer, en fysiklærer der lægger små legedukker i stabilt sideleje, en præstagtig almen didaktiklærer med klarsyn og en skoleleder, hvis etik kan sende hele banden fra guldnumrene af Børsens Nyhedsmagasin i seng uden aftensmad og aktieudbytte, og med rød numse - hvis den slags altså var tilladt!
Nu ringer klokken ud for sidste gang, og eleverne flokkes ved katederet, mens jeg skynder mig at pakke mine ting, og pigerne spørger: ”Skal vi så have dig som lærer nu?”, og jeg siger: ”Nej!”, og de siger: ”Øøøøøøøøøvvv!”, i kor, og der er en, der kommer og krammer, og en jeg ikke kan se i øjnene, der siger: ”Du er en rigtig god lærer, Jens”, og jeg skynder mig ud af klasselokalet, uden at se mig tilbage, og henter min frakke i kopirummet ved siden af lærerværelset og tager solbriller på og går ned ad trapperne ud i skolegården, og fire drenge fra klassen, jeg lige har forladt, kommer løbende, og de tre af dem hænger på mig, mens den fjerde giver mig high five, og jeg vrider mig løs af dem og fortsætter ud af gitterporten, stadig uden at se mig tilbage, men vinker alligevel med hånden over venstre skulder og drejer skarpt til højre om gadehjørnet på rigtig agentmanér - før det hele er forbi.
