Der er ikke noget at sige til, at en mand som bloggeren Johnny Larsen bliver repræsentant for tusinder af danskere, når han skriver om ”brøleaben” Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Frustrationerne er enorme hos de danskere, der ligger og kæmper i vandskorpen, mens vellønnede politikere og embedsfolk reformerer velfærdssystemet. Alene i det perspektiv er det opløftende, at der nu kommer støtte til forslaget om en socialkommission.
De senere år er socialpolitikken kørt over af populisme, flertal, overstyring og ikke mindst velfærdsstatens økonomiske krise. Det kommer til udtryk i en polariseret debat, hvor deltagerne taler hen over hovederne på hinanden i stedet for at søge varige løsninger – og hvor de, der har ansvaret for løsningerne, klandres for at have mistet forbindelsen til virkelighedens Danmark.
Læs også: Rådgivere slår alarm: Socialsystemet tæt på sammenbrud
Det store dilemma
Velfærdssystemet står i et livstruende dilemma. På den ene side, er vi som danskere relativt stolte over, at resten af verden kigger mod os for at søge inspiration til en samfundsindretning, der holder mennesker fra den værste fattigdom. På den anden side, er systemet blevet sin egen værste fjende, fordi overlevelse overskygger systemets kerneopgaver.
Læs også: Seks tidligere socialministre foreslår socialkommission
Det centrale spørgsmål er, hvor længe danskerne vil betale over halvdelen af de penge, de tjener, til et velfærdssystem, der bruger pengene på alt muligt andet end vi går og tror. Eller bare skuffer, når man har brug for hjælp, som bloggeren Johnny Larsen peger på i sin debat med Joachim B. Olsen. Forventningsafstemningen mellem borgere og system er gået helt skævt, og den nuværende kurs, der alene argumenterer ud fra kriserne, bidrager til at svække opbakningen til hele velfærdssystemet.
Læs også: Psykologen: Det offentlige har stress
Truslen er skræmmende
Truslen over velfærdsdanskernes – og her taler vi om os alle sammen, både de frelste og de fortabte - hoveder er skræmmende. Hold en sikker kurs i livet eller hop af på vejen til den sociale deroute.
Velfærdssystemet hjælper dig indtil du bliver for dyr, for besværlig eller for længe om at komme videre i livet.
Bliver du ramt af sygdom, ulykke eller andre livskriser gælder det om at komme hurtigst muligt videre.
Er du allerede blandt de danskere, der står midt i en alvorlig livskrise, er det bare ærgerligt. Kassen er tom. Viljen er væk og ansvaret er dit.
Sådan ser virkeligheden ud i velfærdsdanmark for titusindvis af danskere. Mennesker, der alt efter alder har haft en forventning om, at man betaler sin skat både for at finansiere institutionsliv, infrastruktur og sundhedsvæsen, men også for at få hjælp, hvis truslen om den totale livsopløsning banker på døren. Sådan har det jo også lydt fra politikerne i årtier.
Men sådan er det ikke længere.
Skattetrykket er godt nok stort set det samme.
Velfærdssystemet er der godt nok med omtrendt en offentligt ansat for hver gang man har passeret tre-fire huse på villavejen eller et par etager i lejlighedskomplekset.
Politikerne er der også, som de altid har været.
Men siden kommunalreformen er socialpolitikken – og dermed den del af velfærdssystemet, som vi har pralet højest og længst over - langsomt blevet beskæftigelsespolitik. Kriseårene har kraftigt forstærket den udvikling.
Det hele cementeres af kommunernes ”aktion socialt bedrageri”, hvor der nu anslået bliver brugt et par hundrede millioner skattekroner årligt på at afsløre sociale bedragere.
Læs også: Puks blog: Socialrådgivere - en uddøende race
Gå efter løsningerne
De Christiansborg-politiske bud på løsninger handler om justeringer i form af reformer. Formålet er besparelser eller på politikersprog en bedre brug af pengene. Det fører selvsagt til en skarp retorik, for politik er krig på ord og folkestemning.
Meningsdannerne, der varetager andres interesser, bruger en blød og defensiv retorik, der handler om dialog, diplomati, forhandlinger og justeringer af det, der lægges frem.
Men når man taler med meningsdannere privat erkender langt de fleste, at udviklingen er forfærdelig. At kursen er skæv.
Det er underligt, for i grunden er Danmark et fantastisk land. Vi har alle muligheder.
Derfor er forslaget om en Socialkommission den rigtige vej fremad. Nok er det endnu en arbejdsgruppe, men formen vil uundgåeligt fremtvinge en bred folkelig debat om indretningen af fremtidens socialpolitik. Om velfærdsstatens kerneopgaver. Kloge hoveder får en stemme i debatten, og borgerne en ny retorik og tro på løsninger, der virker.
Lige nu drejer vi alle sammen løs på de enkelte skruer i maskinrummet, debatterer regler og rammer eller justerer på tandhjul – vi burde i stedet tale mere grundlæggende om det værdigrundlag, som fremtidens velfærdssamfund skal stå på.
Velfærden hopper fra tue til tue.
Måske der skal stoppes op, så man kan kigge på tuen.
Lige nu er den bare fyldt med myrer.
