Af Stefan Hermann, rektor Professionshøjskolen Metropol
Bente Sorgenfrey spørger mig, hvordan professionshøjskolerne vil sikre, at de studerende tilegner sig viden om nye måder at løse opgaver på.
Mit korte svar er, at vi forsøger at give vores studerende både solid fag-lighed og et entreprenant forhold til fagligheden. For så kan de både de-res profession og fag til fingerspidserne og udvikle netop deres fag og profession i samarbejde med andre.
Udfordringen
Kravet om øget effektivitet i den offentlige sektor har sammen med blandt andet globaliseringen sat fokus på best practise, innovation mv. som ve-jen til fornyelse af den professionelle opgaveløsning. Det er nødvendigt at tage ved lære af de gode erfaringer, som gøres rundt omkring i den offentlige, private og frivillige sektor. Det er i praksis på skoler, hospitaler og så videre, der eksperimenteres og afprøves nye måder at gøre tinge-ne på. Det sker tydeligvis i betydeligt omfang.
Den viden, der oparbejdes ved at dele gode erfaringer og andet godt, skal ikke kun deles regioner, kommuner og institutioner imellem i form af fornyet praksis (selvom det i sig selv ofte er en stor udfordring for de in-volverede!), men også føres tilbage på uddannelserne, så de nyuddan-nede er klædt på til deres kommende opgaver, der så hurtigt ændrer ka-rakter – og ikke mindst omvendt fra uddannelserne til praksis. Det er vo-res oplevelse, at det netop er i samarbejdet og samspillet mellem praksis og uddannelserne, der opstår nye produkter, løsninger og arbejdsgange.
Derudover skal de studerende, professionshøjskolerne uddanner i dag, ikke alene have en grundlæggende viden, færdigheder og kompetencer i forhold til de eksisterende opgaver, de skal ud og løse som professionelle. De skal også kunne bidrage til at forny indsatser, arbejdsgange, metoder og organisering både inden for deres eget felt men også på tværs af fag, professioner og sektorer. Når det gælder sundhed, forebyggelse, udsatte børn og unge etc. Den forventning kommer klart til udtryk i blandt andet bekendtgørelser og landsdækkende studieordninger som eksplicit krav.
Men der er også et mere og mere bastant krav på det arbejdsmarked, vores studerende snart skal ud på: Evnen til at forny sin praksis og arbejdstilrettelæggelse er nødvendig for at realisere eksempelvis det paradigmeskifte i synet på Københavns ældre, som Sundhedsforvaltningen i Københavns Kommune har sat i gang.
At behandle ældre borgere som aktive deltagere i stedet for passive modtagere, som Københavns Kommune nu vil, kræver både på et strukturelt og politisk plan og i det enkelte møde, at de sundhedsprofessionelle evner både at udføre deres arbejde og at reformere det samtidigt. Ganske som Bente Sorgenfrey påpeger med sit spørgsmål.
Og hvordan gør vi så det?
Vores svar
Helt overordnet samarbejder vi som professionshøjskole med vores aftagere konkret og fortløbende for at bringe praksis og uddannelse sammen. Eksempelvis er vi i løbende dialog med Sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune og udveksler ideer, sparrer og forventningsafstemmer.
Og som sektor foretager vi disse år en massiv satsning på anvendt forskning og udvikling, som har til hensigt at forny og forbedre praksis. Satsningen betyder, at professionshøjskolerne i langt højere grad end tidligere deltager i forsknings- og udviklingsprojekter i samarbejde med univer-siteter, aftagerinstitutioner og øvrige samarbejdspartnere. Her deltager konsulenter, forskere og undervisere, der selvsagt også underviser vores studerende.
Det er med til at sikre, at den undervisning, de studerende modtager, er opdateret på nyeste viden og har praksis under neglene. Det kommer ikke af sig selv. Vi gør det ikke for at akademisere dem, men fordi der er brug for ny professions- og praksisnær viden til at forædle lærergerningen, det sociale arbejde, sygeplejen etc.
Derudover involverer vi vores studerende i udviklingen af den praksis, de uddannes til, eksempelvis gennem deres bachelorprojekter.
Vi har alle sammen hørt om akademiske afhandlinger, der er mere optaget af teoretiske og begrebsmæssige finurligheder, end den praksis ud-dannelsen retter sig mod. For snart år tilbage gjorde jeg mig sammen med Dorte Steenberg fra Dansk Sygeplejeråd visse tanker om det.
Men det er en gammel sang. I dag er langt størstedelen af de bachelor-projekter, der skrives på vores uddannelser fokuseret på den kommende professionsudøvelse, og de problemer og behov, den retter sig imod.
Dermed afspejler de studerendes projekter den anvendte forskning og udvikling, sektoren ser som sin særlige genre - nemlig problem- og behovsorienteret forskning, som er praksisnær og professionsrettet. I forlængelse af det spørgsmål jeg har fået, er formålet ikke alene en sikring af, at den nyeste viden tilgår de studerende gennem uddannelsen, men også at vi som sektor er med til at innovere praksis (og som del heraf og-så producere ny viden) og uddannelserne.
Der er således to spor i sikringen af, at de studerende tilegner sig viden om nye (og effektive) måder at løse opgaver på. Der er den indirekte vej, hvor underviserne inddrages i forskning og udviklingsarbejde med henblik på fortløbende kompetenceudvikling, der skal sikre, at vores uddannelser altid er opdateret på aktuelle behov og problemstillinger hos aftagerne og baseret på bedst mulige viden.
Og der er den mere direkte vej, hvor de studerende selv arbejder med egne projekter som fx bachelorprojektet, eller hvor de deltager i større forsknings- og udviklingsprojekter.
I det sidste tilfælde er ambitionen, at de bidrager til at skabe udvikling af praksis, og ikke kun får formidlet viden om de nyeste måder at løse op-gaverne på, og det understøtter vi på Metropol eksempelvis ved at inve-stere i ny teknologi til brug i undervisningen, der modsvarer den virkelighed, vores dimittender skal ud i. Den direkte vej til opnåelse af ny viden er selvfølgelig også, når de studerende er ude i praksis under deres studieforløb – i klinikken eller praktik, hvor de er helt tæt på den aktuelle professionsudøvelse.
Mit spørgsmål - stafetten går videre til
Jeg tænker nogle gange på hvordan vi sikrer et endnu bedre fælles fodslag og partnerskab med de sektorer vi uddanner til – sundhedsvæsen, folkeskoler, forvaltninger mv. Jeg tror ikke det er nok at være leverandør. Jeg tror på strategisk samarbejde, hvor motivationen for og evnen til at forny og udvikle sig er til stede på begge sider af bordet. Den skal være politisk motiveret og ledelsesmæssigt understøttet, hvis vi skal ændre noget. Det kan jeg se, at KL også er optaget af.
Jeg vil derfor gerne spørge adm. dir. i Børn- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune Else Sommer: hvordan sikrer vi et stærkere partnerskab mellem aftagere og uddannelsesinstitutioner?
