”Du er et udskud og nasser og bør bare skride ud af landet” …

Det er ikke ord, der direkte er blevet brugt i den danske udlændingedebat, men ikke desto mindre er der mange indvandrer med ikke-vestlig baggrund, som  føler, at det er sådan, de bliver omtalt i debatten. Linjerne er trukket så hårdt op efterhånden, og den mindste kritiske røst bliver opfattet som en anledning til at bashe udlændinge endnu engang. Dette til trods for at kritikken er politisk funderet og ikke altid et direkte angreb på minoriteter.

En anden ting, som vi også taler meget om i dag, men også har gjort gennem længere tid er, ”tonen”.

Tonen i debatten om udlændinge har altid været et omdiskuteret emne. Et emne, der ikke mindst har delt den borgerlige fløj, også internt i mit eget parti, Venstre. For hvordan skal man både være anstændig, borgerlig og liberal mens man samtidig ønsker en mindre indvandring fra ikke- vestlige lande for at bevare den danske kultur og vores sammenhængskraft i landet? 

Siden DF blev stiftet i 1995, har retorikken om udlændinge uomtvistelig ændret sig meget i dansk politik. Ganske vist havde Fremskridtspartiet gjort sit for at sætte udlændinge på dagsordenen helt tilbage fra 80’erne, hvor de primært ønskede et stop af muslimsk indvandring. Dengang omtaltes de konsekvent som *muhammedanere” i stedet for muslimer. Retorikken var ekstrem, og Mogens Glistrup blev da også flere gange dømt efter racismeparagraffen for sine udtalelser. Eksemplerne kunne være: ”Jeg er for udlicitering af muhammedanere. Ligesom med affald til u-landene.”(Ekstra Bladet, 16.5.1995) Eller ”Man kan ikke bare importere muhamedanere og muhamedanere, og det er jo kun for at udrydde og dræbe danskerne, at de kommer her.”(TV2 Nyhederne, 27.9.1999).

Og lige præcis ordet muhammedanere blev forskellen mellem de to partier. Pia Kjærsgård gik nemlig væk fra den betegnelse til et sætte fokus et helt andet sted, som endte med at være skelsættende for hendes indflydelse i dansk politik.   

En teoretisk ramme

I det følgende vil jeg gerne gennem systemteorien se på, hvordan den danske udlændingedebat har ændret sig fra dengang til i dag. Den tyske sociolog Niklas Luhmanns systemteori er et bud på, hvordan samfundet og dets organisationer kan iagttage sig selv. Luhmann definerer samfundet som bestående udelukkende af kommunikation. Sociale systemer består således af kommunikation og intet andet end kommunikation. 

Luhmanns kommunikationsbegreb adskiller sig fra den traditionelle forståelse af kommunikation på flere måder. For det første er det aldrig individer eller organisationer, der kommunikerer, men kun kommunikationen, der kommunikerer. Det betyder ikke, at der kunne være kommunikation uden kroppe, men at systemteorien arbejder med at finde mønstre og dynamikker, der ikke kan reduceres til den enkelte deltagende – det kan aldrig være en enkeltperson, der styrer al kommunikation i en social kontekst. Dette skyldes, at den traditionelle ’afsender’ ikke kan determinere eller vide, hvordan modtageren knytter an til kommunikationen, hvorfor kommunikationen får sit eget autonome liv, da tilfældighed altid er til stede. Derfor kan eksempelvis aktørers intentioner ikke iagttages i kommunikationen, da kommunikationen kun henviser til kommunikationen selv. Alle kommunikationer, som henviser meningsfuldt til hinanden, betragter Luhmann som et system, hvorimod alt andet er omverden. (Andersen, 1999) 

Det leder hen mod hans teori om, at samfundet er delt op i funktionssystemer. De er politiske-, retslige-, økonomiske mm. og har hver deres sprog (medie) som de kommunikerer i. Hver medie har en tilhørende binær kode, hvis evne er at dele verden i to dele, plus (motivation) og minus (refleksion). For eksempel er det økonomiske funktionssystems kode have/ikke-have og mediet er her penge. Altså enten sætter man fokus på at have penge eller ikke-have. Dette kaldes også Iagttagelsesbegrebet og defineres på følgende måde: ”at iagttage er at mærke noget indenfor rammen af en forskel”(Andersen, 1999;109), det vil sige at markere, hvad der er at have eller ikke-have. Iagttagelse skal forstås som en systemintern operation, og et system kan derfor ikke kommunikere med sin omverden, men det kan iagttage den, idet det kommunikerer om denne omverden.

DF’s kommunikative genialitet 

Og hvordan kan dette så være rammen for DF’s retorik og deres politiske dagsorden?

Den dag, Pia Kjærsgård satte fokus på ”danskere” inden for rammen af borgere, var hun med til at sætte ”alle de andre” uden for som nogen, der var ukendte, og som man nu kunne betragte inde fra systemet. Før i tiden skelnede man nemlig mellem borgere og de andre inden for rammen af Danmark. Borgere kunne i den forstand være alle slags borgere og ikke en specifik gruppe. Det vil sige, at muslimer også indgik i den gruppe. 

Ved at lave den distinktion skabte DF ”dem” og ”os”. Her startede så meningsudfyldelsen af, hvad danskere var og ikke var. Og alle de, der ikke kunne leve op til begrebet ”danskere”,  var dem, som man ikke kunne inkludere i gruppen. ”De andre” var nu en trussel mod det system, som DF havde skabt, og hvis fornemmeste opgave var at opretholde sig selv.  Her startede så kampen om danskhed, og hvilken størrelse den egentlig skulle have. Flere politiske modstandere prøvede gennem 00’erne at modstå den distinktion, som DF havde lavet som f.eks. Lars Kolind (Koncernchef i Oticon og tidl. folketingskandidat for Ny Alliance (2007)

”Opskriften er enkel: find en svag gruppe i samfundet og udstil, hvor meget de koster os andre, sådan at vi andre kan få nogle håndfaste argumenter for at udstøde de svage. Historien har vis,t at den taktik er særlig effektiv over for svage grupper, der er let at kende i forhold til os andre; fx. folk med en bestemt religion (jøder) eller med en bestemt hudfarve eller etnisk oprindelse. Lad os få bevis for, at det er deres skyld, at vi andre skal betale så meget i skat, eller at vi andre skal vente længe på hofteoperationer. Jeg er enig med Pia Kjærsgaard: Lad os slippe ånden ud af flasken og ikke være bange for at kalde det menneskesyn ved dets rette navn: Fascisme. Tak til Integrationsministeren fordi hun afviste forslaget netop med henvisning til menneskesyn.” (Kolindkuren.dk, 8.8.2010).

Men DF var dygtige og vedholdende i deres kommunikation, som de også tit har fået ros for. For jo flere ”danske værdier” de fik nævnt som determinerende for danskhed, jo flere borgere blev tvunget til at vælge side i distinktionskampen. Er jeg dansker eller ej - og dermed en del af den udefinerbare gruppe af ”dem”.

Fra et muslimsk perspektiv er dette enorm svært at forholde sig til. Som muslim er du gennem livet vokset op med distinktionen muslim/ ikke-muslim inden for rammen af religion. Der er de troende i systemet og de ikke-troende udenfor som kan betragtes. Hvordan skal det muslimske system så finde sin vej i systemet ”dansker”, når man på forhånd står udenfor som ”de andre”? Man kan tilegne sig de danske værdier ubetinget, hvilket er kravet fra DF og den borgerlige fløj i disse dage. 

Men det skaber et paradoks for mange muslimer, for de danske værdier harmonerer ikke med deres interne distinktion om, hvad det vil sige at være en god troende muslim, der har underkastet sig koranen. Det kan f. eks forholdet mellem mænd og kvinder. For på trods af at koranen dikterer at mænds og kvinder skulle være lige værd, er de ikke ligestillet. De er i koranen blevet tildelt bestemte subjekt-positioner, som ikke er ens. Disse subjekt-positioner er i dansk kontekst anderledes. Her har det danske samfund gennem flere årtier kæmpet for, at tildeling ikke længere skulle være kønsbestemt. Men at alle havde retten til at indtage den position, som de ønskede uagtet deres køn. De mange love var med til at stadfæste disse rettigheder i det danske samfund. Det kan være en af forklaringerne på, hvorfor ligestillingsperspektivet er så svært at diskutere med troende muslimer. For de føler jo selv at de opfylder kravet om ligeværd mellem kønnene. Det er bare ikke det, som det handler om.

Danskhedsdebatten fortsætter 

Kampen om danskhed er langt fra slut og jo mere dem uden for systemet prøver at ændre systemet, jo mere slutter det om sig selv og prøver at beskytte sin autonomi. Flere politiske partier i Danmark har fundet deres egne positioner i systemet ”dansker”, og selvom de prøver at ændre systemet indefra, er det i høj grad også en kamp om at definere dem uden for systemet. Det kan være i form at statistikker, identitetsmarkører og anderledes kulturer. Det er her de anstændige borgerlige kommer ind. Problemet er bare også, at iagttagelsen af dem udenfor er multiple og derfor kan vi ikke være enige om, hvem vi skal lukke ind, og hvem der skal forblive udenfor. 

For manges vedkommende har anerkendelsen af, at der findes paradokser, hvis vi lukker dem ind, ikke fundet sted. For mange andre er paradokser med til at komplicere systemet, hvilket mennesket ikke er trygt ved. Vi kan godt lide at simplificere vores verdensforståelse, og derfor er reducering af kompleksitet os magtpålæggende. Dette fører til, at debatten ofte kan virke sort og hvid. Nuancerne skaber paradokser, og så længe vi ikke har kunne løse de paradokser politisk, er det nemmere at bevare retorikken på et niveau , der hedder ”dem” og ”os”. 

Hvordan ser fremtiden ud?

Ja, man kunne jo prøve at genskabe systemet, hvor distinktionen igen bliver ”borger”, som mange liberale prøver at gøre ved at påpege, at det må være tilstrækkelig at kunne dansk, arbejde og bidrage til samfundet. Det er simpelt i deres øjne. Men det, de ikke har blik for, er, at det muslimske system kan blive så stærkt, at deres iagttagelse af danskerbegrebet og de danske værdier får mere indflydelse, så det nuværende danskersystem ændrer sig selv indefra. Det er det, som Nye Borgerlige og DF prøver at bekæmpe. For et system består jo også af strukturer og ved at udfordre dem ved at kommunikere anderledes om dem, kan man også muligvis ændre dem. Det er her, at vi tit oplever debatterne om kønsopdelte svømmehaller, svinekød i institutioner og sharialove i parallelsamfund.  

For ikke så længe siden havde jeg en diskussion med en, som mente, at vi bare burde have holdt kæft med at snakke om muslimerne. Så ville de efter flere generationer have indfundet sig i borgersystemet og derved været en del af det danske samfund. For tryk avler mere modtryk. Retrospektivt og analytisk kan jeg jo godt give ham ret. Men i dag jeg tror simpelthen ikke, at der findes en klar løsning. Dette handler ikke længere om retorik og tonen – det handler om magt mellem to systemer der er uforenlige på mange parametre. Det handler om, hvem der bliver i stand til at opsluge den anden. I mine øjne kræver det, at det muslimske system begynder at definere sig selv på en anden måde internt, hvor de sætter borger først og ikke muslim. Men denne øvelse er enorm vanskelig. Det kræver i høj grad, at religiøsitet tilsidesættes for sekularisme, hvilket det danske samfund har brugt mange år på at nå frem til, og som man ikke bare kan forvente, at andre kan gøre på den halve tid. 

Så kære udlænding …

Når du føler, at du bliver omtalt som nasser og udskud, så husk på, at det ikke er en iagttagelse som nødvendigvis behøver at passe på dig. Det er nemlig distinktive iagttagelser, som samtidig levner et refleksivt rum for alle de andre. Jeg har selv aldrig følt mig ramt af debatten, for jeg lever aldrig op til de negative iagttagelser, der sættes fokus på. Til gengæld kobler jeg mig gerne på de positive distinktioner.  

Det handler om at finde de andre iagttagelser i systemet, som tillader alle at være en del af danskheden. Men det kræver, at du er parat til at redefinere dig selv ud fra to systemer, der kan fungere parallelt og ikke kæmper mod hinanden. Det er dit ansvar at finde ud af den øvelse, for hvis du begynder at ville indpasse dit muslimske system med dets kulturelle baggrund i det nuværende danske, så skaber du et paradoks. Paradokser er ikke velkomne. Paradokser er kompleksitet, og vi ønsker at reducere dem. Derfor bliver du reduceret og udskilt igen, hvis du ikke vil defineres som dansker. Men husk på, at de ting, der definerer danskere, stadig er til debat og mangfoldige, så mon ikke du kan finde utallige iagttagelser, der passer på dig også?