Alt for høje cheflønninger er blevet et problem, mener den fremtrædende socialdemokrat, Henrik Sass Larsen. Derfor skal bonusordninger mv. nu ved lov reguleres, således disse ikke bliver for høje. Forslaget og tankegangen åbner for et centralt spørgsmål.
- Hvorfor er der tale om et problem? De høje lønninger i den private sektor betyder væsentlige skatteindtægter for statskassen. Flere penge til velfærd. Øget forbrug, og heraf flere jobs til personer i udsatte fag, eksempelvis detail, service og produktion. Og for ikke at tale om investeringer i andre virksomheder som igen fører til mere vækst og velstand i samfundet. Det eneste jeg kan se som er problemet er misundelsen. Den typiske misundelse og populisme fra venstrefløjen nu om dage.
Til gengæld vil et sådant gennemført forslag rejse en lang række reelle problemer, hvoraf flere kan være fatale - endda for vores arbejdere og middelklasse. Forslaget kan være en begrænsning for, at en større dansk koncern kan tiltrække en kvalificeret direktør i forhold til deres konkurrent. Den danske stat har nemlig i så fald forbudt en virksomhed at aflønne over et givent niveau. Direktøren vælger konkurrenten, der ikke har denne restriktion. Virksomheden får en mindre kompetent ledelse, mister ordrer, må afskedige medarbejdere. Alt sammen på grund af statslig overregulering på baggrund af misundelse.
For slet ikke at tale om risikoen for, at en ledelse flytter sit hovedkvartér til udlandet, og derfra løbende udbygger sin produktion i stedet for i Danmark.
Hertil komme de administrative udfordringer ved definitioner og reguleringer af området. Danmark har i forvejen en ekstrem bureaukrati nedfældet over virksomhederne, så de hvert år bruger enorme ressourcer på rådgivning og vejledning. I stedet for at lette denne byrde ønsker Socialdemokrateiet at gøre det endnu vanskeligere at drive privat virksomhed i landet. Det er jo en absurd tankegang, når man samtidig advokerer for at gøre velfærdskagen større.
Men, for Socialdemokratiet og venstrefløjen er arbejdsløshed, færre indtægter i statskassen, og kompliceret lovgivning ligegyldigt. Det afgørende er, at ingen har mere end Henrik Sass Larsen og partifællerne, alt sammen i lighedens tegn. Sikke en omgang valgflæsk og utopisk politik at slynge ud.
