Før i tiden var vi Des med hinanden i Danmark. I dag er vi dus og idiot eller spade med hinanden, men distancen har vi stadig. Når jeg møder Hus Forbi sælgeren på Nordhavn Station i København siger jeg ”God morgen, hr”. Så ønsker han mig en ganske, ganske særlig dag. Han gengælder min borgerlige og distancerende respekt med sin egen meget umiddelbare næstekærlighed.
Dermed afsløres klasseforskellen, og den forskel har betydning, for mens han har al tid i verden til mig, så kan min distance blive til middelklasse-arrogance: Jeg kan være ligeglad og tænke ”Det er hans egen skyld, at han er så udannet. Han må tage sig sammen.”
Jeg var i Sydney for at deltage i en it-konference, men rejsen til den anden side jorden bragte noget andet med sig.
Manden ved Museum Station
En dag da jeg skulle med toget fra Museum Station centralt i byen, sad der en mand med et skilt. Der stod, at han kun tiggede, når det var nødvendigt.
Ved siden af ham sad en ung kvinde. Han var fattig, måske hjemløs, men hun var ingen af delene. Alligevel sad de og talte sammen, og på omgivelserne kunne jeg fornemme, at hér ved stationen i storbyen, var det slet ikke ualmindeligt.
En ting er at være forskellige: Tilhøre forskellige klasser og have forskellige omgangsformer. Men det er et valg at lade forskellen være en undskyldning for distance og ikke at engagere sig blot en lille smule i sit medmenneske.
Sælgeren på Nordhavn Station kalder sig Finnur og har fortalt mig, at han ser sig selv som iværksætter. Da jeg talte med ham, fik jeg også at vide, at han har drømme og meget gerne vil noget med sit liv.
Australsk velfærd?
Australien er et moderne kapitalistisk samfund med stormagasiner, banker, it-industri og enorm samhandel med omverdenen. Kvinderne i stormagasinet Westfield går stilsikkert rundt på sølv-stiletter, mens håret sættes hos tidens mest checkede hairdresser. Der shoppes igennem og vises social status. Image is everything, også blandt Sydneys jetset.
På nogle måder er Australien ikke anderledes end Danmark, men på andre er forskellene enorme.
Mine kolleger i it-branchen klager over prisen på den privatiserede børnepasning, der er så dyr, at livet i børnefamilien har svært ved at hænge sammen med to udearbejdende forældre. I praksis betyder det, at mange kvinder i middelklassen går hjemme med børnene indtil de kan starte i skole. Det offentlige har ingen tilbud om børnepasning.
Levn fra kolonitiden
I erhvervslivet har kolonitiden efterladt spor i form af en meget hierarkisk erhvervskultur i de store virksomheder og den offentlige sektor. Hovedstaden Canberra er ikke et sted, hvor it-folk med passion for innovation og kvalitet ønsker at rejse hen for at finde arbejde.
Den sociale ulighed er enorm: I en ny undersøgelse dokumenteres det at 2,5 mio mennesker eller næsten 14% af Australiens befolkning lever under OECD's fattigdomsgrænse. Måske mest skræmmende er at hele 603.000 eller næsten 18% af alle australske børn lever i fattigdom. I en anden ny undersøgelse dokumenteres det, at ungdomsarbejdsløsheden nu er den højeste siden 2001.
Det er forhold, der ville skabe socialt oprør i Danmark.
Et rigt, men barsk kontinent
Det er kun få hundrede år siden, at straffefanger fra England blev landet i det, der nu hedder Sydney for at kolonisere landet. De enorme arealer i Australien er rige på ressourcer som jern, kul, guld og uran, men landet omkring Sydney er tæt bushland og bag det er Australiens outback: Ørken og halvørken, hvor man ikke kan leve.
Så koloniseringen af det enorme kontinent har på ingen måde været let og savnet af hjemlandet var helt sikkert stort. De første ikke-aboriginal australiere har måttet deles om både mad og savn af det hjemland, som mange immigranter blev deporteret fra.
Deraf må være opstået en fornemmelse af, at man havde brug for hinanden, altså en samhørighed, som på en eller anden måde lever videre i hilsnen 'mate'.
Samhørigheden kommer til udtryk
I Sydney spiste jeg frokost på en kebab bar. Manden bag disken så mig direkte i øjnene og vidste dermed, hvor han havde mig. Han spurgte direkte og uden omsvøb, så jeg vidste, hvor jeg havde ham.
Jeg opdagede skilte i byen, der meldte klart ud, hvilke forventninger, der er til min adfærd. Jeg kunne tilpasse mig, hvis jeg var i tvivl.
”What's wrong with you, John?”
En dag i Sydney tog jeg ud til Bondi Beach, hvor jetsettet bader og surfer på Stillehavets bølger. Jeg blev sulten og fandt et sted, hvor jeg kunne få en fish burger with chips.
Mens jeg spiste kom en mand ind. Han havde en slidt hue på hovedet og snavset jakke.
Bukserne var hullede og i den ene hånd bar han en sammenbundet, men perforeret hvid skraldepose med noget ubestemmeligt i. Han humpede og jeg så på hans fødder: På den venstre bar han en gammel sko, men på den højre blot en tyk sok.
Fiskedamen kendte ham.
”Hello, John” sagde hun, og efter en kort pause:
”What's wrong with you, John?”.
John fortalte fiskedamen om foden.
”Have you seen the doctor, John?” spurgte hun højt. Jo, det havde han da og fortalte lidt om det. Jeg kunne ikke høre præcis, hvad han sagde, men fiskedamen konstaterede at John havde gjort, hvad han kunne.
John bestilte frokost, men sagde at han ikke havde været i banken. Han kunne ikke betale.
”That's all right, John,” sagde fiskedamen og gik i gang med at lave hans mad.
Var John bare en heldig fattig, der kunne få et gratis måltid hos et par fiskehandlere, der tilfældigvis måske selv havde være dér, hvor han nu er?
Måske var det en tilfældighed, men det rørte mig, at John, der var fattig og sulten først og fremmest blev mødt som et værdigt medmenneske.
