Når selv Venstre frelægger en politik, der ikke bare taler til vælgerens indre svinehund, men som også læner sig direkte op ad en totalitær tænkning må vi altså råbe højt!
Jeg forstår faktisk slet ikke, at forslaget om, at udvide loven om forældrepålæg til at bekæmpe mobning i skolen overhovedet kan diskuteres.
Ny social modstandsbevægelse
Velfærdsmodellen er under forandring. Staten bliver styrket og samfundet klemt. Det har fået flere og flere til at samle sig i protest. Vi kalder det den sociale modstandsbevægelse, som mobiliserer mennesker i protest mod konkurrencestatsreformer og i kamp for at bevare og styrke samfundet. De drømmer om velfærdssamfundet.
Nogen burde diskutere, hvordan tanker som disse kan slå rod i et liberalt parti og få opbakning fra landets mest indflydelsesrige politikere?
Jeg er aldeles målløs. Lad mig forklare hvorfor.
Forslaget
Venstre lancerede fredag den 27/2 et forslag om at forældre skal kunne straffes økonomisk, hvis deres børn mobber og forældrene ikke vil være med til at løse problemet. Forslaget er en del af en større pakke mod mobning i folkeskolen.
Det er ni år siden, at kommunerne fik mulighed for at give forældre pålæg og straffe økonomisk: Forældre skal sende deres børn i skole, regulere børnenes adfærd, holde dem ude af kriminalitet og samarbejde med myndighederne. Sådan lyder det i Servicelovens paragraffer om forældrepålæg.
Og gør forældrene det ikke, så kan en socialrådgiver i kommunen træffe myndighedsafgørelse om at trække forældrene i de sociale ydelser.
Det er længe siden socialrådgivere var netop rådgivere og hjælpere tæt på borgeren. I dag er de først og fremmest myndighedspersoner.
Forældrepålæg er ikke for alle
”Forældrepålæg kan kun gives, hvis det er forældrenes manglende vilje, der er problemet. Hvis det er manglende evne til at håndtere barnets problemer, så skal kommunen i stedet hjælpe forældrene med det, ” sagde socialminister Manu Sareen den 14. november 2014 til Folketingets socialudvalg da han blev forespurgt om Landsforeningen Autismes bekymringer over, at de oplever flere forældre til børn med autisme, der bliver truet med forældrepålæg.
Men forstår alle politikere forskellen? Jeg tvivler og er meget bange for at vi er godt på vej ad en glidebane, der ender et ubehageligt sted.
For hvor går grænsen mellem vilje og evne? Og hvordan vurderes den?
Loven om forældrepålæg beskytter ikke det menneske det ellers burde handle om: Barnet.
Et forældrepålæg koster kun en forvaltningsafgørelse og nogle få museklik. Det er en meget billig og hurtigt gennemført indsats. En medicin, der er billig at udskrive, men også en medicin, der kan have alvorlige bivirkninger:
”Hvis man trækker i børnepengene har det direkte skadevirkninger. Familien bliver yderligere presset, og det vil ramme familier, som i forvejen er marginaliseret og som har en svag økonomi. [...] Det er faktisk et forslag, der kan forstærke sociale problemer hos børn.”
Sådan skriver Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening i en kommentar her på DenOffentlige.DK
Yvonne og socialrådgivervikarens notat
Og følgende historie fra virkeligheden viser, hvor hvor lidt der skal til før en borger bliver stemplet som usamarbejdsvillig og uansvarlig forælder.
Yvonne (navnet er ændret) har i årevis kæmpet med hjerte og omsorg for sine børn, der var præget af adfærdsproblemer og svær skolevægring. Bl.a. har hendes ene barn været kilde til store udfordringer i skolen. Kommunen var efter hende for at få løst problemet og Yvonne var klar til at gøre alt for at få løst problemerne.
Men engang nægtede Yvonne en socialrådgiver at tale med børnene. Yvonne stolede ikke på socialrådgiveren, der var ansat i et vikariat. Kemien var dårlig og Yvonne havde opdaget, at socialrådgiveren så stort på regler og lovgivning.
Kort tid efter stoppede socialrådgivervikaren, men samarbejdet med kommunen gik mere og mere i hårdknude. Yvonne blev konsekvent mødt med skepsis og modstand i det kommunale system!
Først for nylig fandt Yvonne ud af, at vikaren efter afvisningen var gået hjem og havde skrevet et notat i journalen, der vurderede Yvonne til helt at mangle vilje til at være en god mor.
Notatet var skyld i, at Yvonnes efterhånden større og større frustrationer blev tolket som modvilje mod at leve op til forældreansvaret.
Med venners hjælp og støtte er det lykkedes Yvonne at få rettet op på dialogen med kommunen, der har lovet at undersøge om man kan fjerne notatet fra journalen.
Men det kunne let være gået helt galt.
Det er den rene velfærdskommunisme!
Lige så stille lister totalitære metoder sig ind i den offentlige sektor. Dermed cementeres systemets magt over borgeren. Lige nu er det minoriteter og særgrupper, som ingen chancer har for at tage til genmæle, der rammes.
Først kom det i reformer, nu ser vi konkrete forslag i politiske udspil. Over tid vil det inkludere og ramme os allesammen, og hvad sker der så?
Det her er et værdiskred, der rammer os alle. Hvor er tiltroen til et gensidigt forpligtende fællesskab i civilsamfundet? Det er den rene velfærdskommunisme!
Det understreger kun problemet, at man selv i Venstre - Danmarks liberale parti? - vil overlade det til professionelle at gøre det beskidte arbejde med at regulere adfærden hos udsatte og svage borgere.
Grøften graves atter dybere og bredere
Det kan være det skaffer stemmer til det kommende Folketingsvalg: Tale til vælgernes indre svinehund. Sige: Det er myndighedernes opgave at løse problemerne i dit barns klasse. Undgå at stille krav til vælgere, der ikke har lyst til at engagere sig i udsatte og svage medborgere.
Men det går ikke!
For så graver vi igen blot grøften endnu dybere og bredere mellem den selvfede middelklasse og udsatte, der i forvejen kæmper med næb og klør for at få en meningsfuld plads i vores fællesskab.
Har totalitarismen slået rod på Christiansborg?
