Så kom afgørelsen fra Ankestyrelsen i Lars og Laura-sagen: Lars og Laura, der begge stort set siden fødslen har boet hos plejeforældrene Elin og Steffen, er nu definitivt ude af børnenes dagligliv. Børnenes hjem er fortsat de døgninstitutioner, der blev flyttet til, da kommunen greb ind 1. december sidste år og fjernede Lars og Laura fra plejefamilien.
Læs mere om Lars og Laura sagen
Et søskendepar blev tvangsanbragt under kaotiske forhold. Læs historierne i Lars og Laura sagen her.
Denne afgørende ændring i børnenes liv sker mod de biologiske forældres ønske og så vidt jeg ved også mod børnenes eget ønske. Men med Ankestyrelsens afgørelse er alle klagemuligheder reelt udtømt. På trods af, at Ankestyrelsen een gang har bedt kommunen bringe børnene hjem til plejefamilien, og på trods af, at kommunen åbenlyst har udfordret Ankestyrelsens myndighed, ender styrelsen med at efterkomme kommunen.
Det er bare rigtig svært at fatte for mig.
Jeg ved, at jeg sidste år mødte to skønne børn, der trivedes. Ikke uden problemer, men de trivedes.
Jeg så også en plejemor, der tog sig af dem og som elskede dem.
Jeg ved også at der var mennesker i lokalsamfundet, der gik fakkeltog i Odense for at de kunne komme hjem til de plejeforældre, der har givet dem så megen omsorg gennem opvæksten.
Kan en kommune bare sende en sag som denne til genbehandling i Ankestyrelsen indtil man får det som man vil have det? Er det sådan det er?
Jeg har fået mail fra Elin, der er knust:
”Vi sidder i dyb sorg. De to børn som har været omdrejningspunkt for alt, hvad vi har gjort gennem 10 og 14 år er definitivt revet væk fra os. Sådan føler vi det. Men vi elsker dem begge som var de vores egne. Vi er derfor gået langt. Nogle vil måske sige at vi gik for langt?”
Odense kommune har indrømmet at sagsbehandlingen ikke har været god. De har offentligt beklaget forløbet. Der er også rigeligt at beklage! Ikke bare i forhold til den sidste tid, hvor lovgivningens grænser er blevet udfordret til det yderste. Men også i en sag, hvor to børn bliver taget som gidsler i en kamp mellem myndigheder. Og ikke mindst i forhold til plejefamilien, som for mange år siden opgav daværende beskæftigelse for at blive plejefamilie for først Lars og siden Laura: To børn, der i kraft af deres start på livet havde ganske særlige udfordringer.
Derfor havde plejeforældrene gennem flere år søgt en kommunens hjælp til at løse de udfodringer, der naturligt ændrede sig efterhånden som børnene blev større. Men samarbejdet med kommunen var vanskeligt. Kommunen har tydeligvis også fundet samarbejdet vanskeligt. Hvorfor skulle den ellers diskvalificere en plejefamilie så brutalt, når der iøvrigt ingen dokumentation findes for mistrivsel i familien, der kunne retfærdiggøre fremfærden?
På den måde ligner Lars og Lauras historie måske mange andre udsatte børns historier: Kommunens døre er lukkede indtil tålmodigheden hos den ene eller anden er opbrugt. Det synes åbenlyst at Odense kommune ikke har anerkendt behovet for hjælp godt nok mens Lars og Laura var hos Elin og Steffen.
Kunne man have forebygget at det kom hertil? Det kan man jo aldrig vide, men hvorfor ikke?
Faktum er at at man har ladet stå til og når man handler gør man det på en måde, der åbenlyst er et svigt. I snart et år har de boet på hver deres institution, på trods af, at de har boet sammen som søskende hele deres liv. I det år har de skiftevis fået at vide, at de kunne komme hjem og ikke kunne komme hjem. Hvad har det seneste år gjort ved dem?
Jeg håber, at Ankestyrelsen har set svigtet og nu truffet en fagligt begrundet afgørelse, der støtter at man giver børnene det bedste vi kan gøre for udsatte børn i Danmark: Institutionalisere dem hos professionelle behandlere.
Men, hvis der ikke er nogen, der lærer noget af denne sag, så er afgørelsen da slet ikke til at holde ud.
Jeg håber, at Lars og Laura vil få lov at bevare tilknytningen til det par som tydeligvis har elsket dem betingelsesløst det meste af deres liv, og som er gået længere end de fleste plejeforældre er klar til. for at give dem det bedste de har.
Elin slutter sin mail med følgende ord:
”Lars og Laura vil altid være dybt dybt i vores hjerter. Vi ved at vi kunne dem. Men ærlig talt: Det har været en kamp mod en forvaltning, der har været modvillig hele vejen igennem, og i den kamp slap vores ressourcer op.”
Elin og Steffen har brugt ressourcer, men sagen koster også et kontant sekscifret beløb for børnenes ophold på døgninstitutioner, advokater for børnene og forældrene, masser af sagsbehandling hos Ankestyrelsens højt lønnede jurister og et kommunalt sagsforløb, der ikke alene involverede en afdeling, men også flere politikere, som jeg tænker undervejs må have haft svært ved at leve med tavshedspligten.
