I december sidste år fjernede Odense Kommune to søskende fra deres plejefamilie. Efter henholdsvis 11 og 12 års faste rammer hos samme plejefamilie blev børnene hentet få uger før jul, fjernet fra hinanden og placeret på hver deres døgninstitution.
Læs mere om Lars og Laura sagen
Et søskendepar blev tvangsanbragt under kaotiske forhold. Læs historierne i Lars og Laura sagen her.
Nu, godt 10 måneder senere, er børnene gidsler i et juridisk spil, hvor ansvarlige politikere og topledere vender ryggen til. Jeg er chokeret over, at de kynisk holdes som gidsler i et tovtrækkeri mellem to offentlige myndigheder. Rystet over, at end ikke ministeren - Manu Sareen - redder de to søskende fra yderligere pinsler. Skræmt over, at alle demokratiske mekanismer ignoreres og end ikke een af de mange mennesker, der har kendskab til denne sag har råbt højt.
Jeg gyser, når jeg læser det samtalenotat fra Ankestyrelsen, som jeg i dag kan offentliggøre med tilladelse fra børnenes far. Et notat, der afslører magtesløshed hos Ankestyrelsen og tilsyneladende kynisk ligegyldighed hos Odense Kommune.
To uskyldige børn
Her er lidt om sagens kerne. Efter 11 og 12 års stabile rammer hos plejefamilien Elin og Steffen fjernede Odense Kommune i december sidste år de to søskende, Lars og Laura. På den første dag i julemåneden blev børnene hentet og derefter placeret hver for sig på to forskellige institutioner. De havde aldrig været skilt ad i længere tid. De havde været i pleje hos Elin og Steffen siden få uger efter deres fødsel.
Siden december sidste år har de været fanget i et juridisk spil. I maj kunne de have været hjemme igen. I august kunne de have været hjemme igen. Ankestyrelsen har pålagt kommunen, at børnene skal hjem. Alligevel er de stadig placeret på hver deres institution - og ser kun familie på månedsbasis i en time af gangen.
Lars og Laura blev født i Odense og begge få uger efter fødslerne anbragt hos det samme plejeforældrepar på Fyn, Elin og Steffen. Jim Lønfeldt, børnenes far har fortalt mig om børnenes opvækst, som han har oplevet det. Han har altid været tryg og glad for Elin og Steffen.
"Hvis vi har haft nogen problemer, eller ikke forstod noget, så skulle vi bare sige til. Elin og Steffen har altid været der for børnene og for mig og deres mor," fortæller Jim mig.
Jeg har set deres sager, og der har ikke været anmærkning i plejeforældrenes måde at varetage deres opgave på fra det tilsyn de har haft. Jeg har tilmed set og konstateret med egne øjne, at børnene trivedes i plejefamilien. Det så jeg to måneder før de blev fjernet af Odense Kommune fra plejeforældrene.
Mit møde med Lars og Laura
Jeg mødte Lars og Laura i Legoland i efterårsferien sidste år. Jeg kendte plejemor Elin af omtale gennem ADHD-foreningen. Elin blev i 2012 præmieret med ADHD-foreningens Aalykkepris, der gives til et menneske, der har gjort noget særligt for ADHD-sagen. Elin har bl.a. etableret ”Dalen”, et fristed for familier hvor ADHD er et vilkår, et sted, ”hvor man kan komme på ferie uden bekymring”.
Jeg vidste ikke noget om Lars og Laura på forhånd, og det var første gang jeg mødte Elin. (Hvis du vil læse om min dag med Lars og Laura i Legoland, så har jeg skrevet en længere blog om dagen her.)
Lars og Laura gjorde indtryk på mig som to glade og energiske, men også sårbare børn.
Først for nylig har jeg med hendes fars tilladelse læst psykiatrisk udredning på Laura. Den beskriver hende med en alvorlig bagage. Sårbarheden jeg så, kom altså ikke af ingenting.
Lars var anderledes udadvendt og energisk. Glad og aktiv. Lars viste ingen tegn på adfærdsproblemer, selv ikke i Legoland.
Det var en god oktoberdag for snart et år siden.
To måneder senere
To måneder senere bliver de to børns liv brutalt forandret. 1. december 2013 fjernes de fra deres plejefamilie, der har været deres forældre så længe de kan huske. Men ikke nok med det: De skilles fra hinanden og placeres på to forskellige døgninstitutioner med andre børn og fagprofessionelle voksne, de aldrig har mødt før.
Et juridisk tovtrækkeri, der går langt ud over min forståelse, starter.
Det kunne have fået sin afslutning i maj måned, og burde være afsluttet den 20. august, da Ankestyrelsen endeligt afgjorde, at børnene skal hjem til plejefamilien. Men den afgørelse har Odense Kommune valgt at udfordre, og i mellemtiden er børnene stadig på institutionerne.
Telefonsamtalen med Ankestyrelsen
I dag kan jeg med børnenes fars tilladelse offentliggøre indholdet af et samtalenotat fra Ankestyrelsen, der dokumenterer, at Odense Kommune er vidende om, at de ikke bare er fagligt uenige med landets øverste myndighed på området, men også at de bevæger sig på kanten af loven ved ikke at sende børnene hjem til plejefamilien med det samme.
Notatet er sjældent klart og skarpt i sin beskrivelse af telefonsamtalen mellem styrelsen og kommunen.
To sagsbehandlere fra Odense kommune ringer således den 21. august til Ankestyrelsen og oplyser, at de ikke har tænkt sig at følge Ankestyrelsens afgørelse. De vil da lave en ny afgørelse om ændring af anbringelsesstederne, så børnene ikke skal hjem alligevel. Ankestyrelsens sagsbehandler oplyser, at hvis kommunen træffer sådan en afgørelse, så har sagen opsættende virkning, hvilket betyder at ”børnene skal derfor forblive hos plejefamilien indtil vi har truffet afgørelse i klagesagen.”
"Vi taler om opsættende virkning, og jeg påpeger, at vi ikke har kompetence til at gå ind i den vurdering, og påpeger på det kraftigste vores afgørelse fra april, hvor vi fandt det yderst kritisabelt, at de ikke havde tillagt afgørelsen opsættende virkning," fremgår det bl.a. af notatet som du kan læse i sin fulde længde her.
Vi skriver nu september måned. Ankestyrelsen har allerede i april - for over fem måneder siden - kritiseret kommunen for at lade børnene blive på hver deres døgninstitution frem for at blive forenet og komme hjem til deres plejefamilie.
Sagsbehandlerne fra Odense Kommune spørger også til om Ankestyrelsen har de udredninger, der er blevet lavet på børnene, hvilket Ankestyrelsen bekræfter. Ankestyrelsen har altså haft al relevant materiale til sin afgørelse om at børnene skal hjem.
Så hvad sker der?
Socialminister Manu Sareen gik ind i sagen den 28. august. Her meddelte han dog alene, at Ankestyrelsen skal se på sagen igen, og derefter, understreger ministeren, skal kommunen efterleve styrelsens afgørelse. Det var dagen efter, at børnechefen fra Odense Kommune sagde til Ritzau, at han varetager børnenes tarv.
"Jeg er godt klar over, at processen ikke har været optimal. Men jeg er sikker på, at den beslutning, vi har taget, er den rigtige for børnene. Vi varetager deres tarv," sagde Stig Thomasen til Ritzau den 28. august.
Det siger han syv - 7 !!! - dage efter at hans sagsbehandlere har fået temmelig klar besked fra Ankestyrelsen. I dag skriver vi den 9. september.
Ankestyrelsen, der som øverste myndighed for området behandler rigtig mange sager om anbragte børn hver eneste måned, har forholdt sig grundigt til sagens akter og alle undersøgelser. Styrelsen har afgjort klart og tydeligt, at børnene skal anbringes, der, hvor de helst selv vil være: Hos de plejeforældre de er vokset op hos.
Alligevel er Lars og Laura, hvis eneste brøde er, at de er født af en mor, der ikke kunne være deres mor, placeret på hver deres døgninstitution.
Hvordan Odense Kommune kan slippe afsted med at ignorere Ankestyrelsen, og hvorfor de er så fast besluttede på at gå imod landets øverste myndighed, forstår jeg ikke. Jeg forstår heller ikke, hvordan de sagsbehandlere, ledere, kolleger og politikere, der kender til sagen, er fuldstændig tavse.
Hvordan kan det være i børnenes tarv, at skille dem fra hinanden i en alder af 11 og 13 år, placere dem på hver deres døgninstitution og med jura i hånden stort set afbryde enhver kontakt mellem dem, og de mennesker de har kendt hele deres liv?
Jurister spiller poker
Det her kan kun have en forklaring: Jurister spiller med to børns liv. De mennesker, der kan gøre noget deltager i spillet. Resten af os kan kun kigge magtesløst på.
Hvorfor? Hvordan kan lederkolleger, politikere og sagsbehandlere i og omkring sagen vende det døve øre til og holde sig for øjenene? Hvorfor lytter man ikke til landets dygtigste eksperter? Hvorfor er der ikke en eneste af disse mennesker, der åbent har sagt fra?
Er det ikke åbenlyst, at vi her har at gøre med en kommune, der - når det kommer til stykket - ikke evner god offentlig styring af et særdeles vigtigt forvaltningsområde? Det specialiserede børneområde i kommunerne er afgørende for, at Danmarks aller mest udsatte børn kan få mulighed for at vokse op som hele og livsduelige mennesker. Det betyder alt for de udsatte børn, men det er jo også vigtigt for hele samfundet.
