En dugfrisk rapport fra Center for Selvmordsforskning viser, at 15% af danske unge har skadet sig selv med vilje fordi de har haft det psykisk dårligt eller ønskede at dø.
Det er et stort tal, men det er desværre ikke nyt, at alt for mange børn lider af alvorlige psykiske problemer.
”Et rigtig godt sted at starte er at melde sine børn ind i en forening, hvor man får et socialt netværk og møder andre børn og unge. Og i eksempelvis en sportsklub lærer man, at man både vinder og taber her i livet” sagde psykiatri- og forebyggelsesordfører for Venstre Jane Heitmann til DR Fyn i en kommentar til rapporten.
Børn skal rustes til livet og vi kan alle gøre en forskel, men velfærdssamfundets institutioner har det afgørende ansvar for at hjælpe når børn er plaget af svære psykiske lidelser. Det ville have klædt Jane Heitmann, hvis hun som en af dem vi har betroet ansvaret for at udvikle vores velfærdssamfund, havde været opmærksom på sit ansvar og ikke bare havde sendt bolden videre til borgerne.
Køen var lang, nu er det bedre
For kun få år siden var køen af børn, der ventede på udredning i børne- og ungdomspsykiatrien for at blive undersøgt håbløst lang. Mange valgte af den grund psykiatriens hjælp fra.
Dén kurve er heldigvis knækket og ventetiderne er faldet. Det er lykkedes i kraft af politisk fokus på problemet. Der er blevet effektiviseret og bliver styret stramt.
Men når man ser på statistikkerne kan man ikke se en effekt af effektiviseringerne af psykiatrien.
Er det psykiatrien, der fejler? Eller er der noget andet galt?
Den svære kamp for et børneliv
Jeg taler jævnligt med forældre, der står midt i kampen for at få deres børn tilbage på sporet. Tilbage til et nogenlunde normalt børneliv.
Mange oplever desværre kampen med systemet som lige så eller mere opslidende end kampen for barnet.
I handicap- og patientforeningerne har man i årevis beklaget at kommunerne ikke tager problemerne alvorligt nok. De er tit modstræbende med at henvise til psykiatrien og når udredningen er færdig kan de tit enten ikke forstå attesterne eller vil ikke tage anbefalingerne alvorligt:
Børn med autisme får ikke altid det rette skoletilbud, børn med ADHD må jævnligt klare sig kun med medicin til hjælp, børn med angst eller depression kan ikke kan få hjælp i skoletiden. Og hvis problemerne er sammensatte ved man ofte slet ikke hvad man skal gøre. Er det godt nok?
Ventelister som en synlig sejr
Det er ikke nok, at børn dyrker mere idræt og at ventelisterne hos psykiaterne bliver kortere.
Tænk over dette: Hvis en cykelkælde er rusten er det ikke nok at tjekke og smøre et enkelt led i kæden. Hele kæden skal gås efter og smøres.
Psykiatrien er lykkedes med at forkorte ventelisterne, men hvis vi som samfund vil knække kurven og vende udviklingen i antallet af børn, der udvikler alvorlige psykiske sygdomme, så skal hele systemet gås efter
Forebyggelse er et smukt ord, men vi må ikke glemme behandlingen, der skal sikre at børn, der har fået det svært, finder vejen tilbage til livet. Som systemerne er skruet sammen kan psykiatrien ikke sikre dét alene. Kommunerne har et stort ansvar.
I politik bliver man genvalgt på de synlige sejre. Nogle af de politikere vi har betroet ansvaret for at videreudvikle velfærdssamfundet bryster sig af de kortere ventelister og den effektive udredning.
Men nu skal de se at komme videre i teksten.
Ønskes: Politisk fokus på sammenhæng
Der er brug for et nyt politisk fokus og nye mål for at behandle børns mistrivsel.
Problemet angår alle. Vi taler jo ikke blot om en lille gruppe særligt socialt udsatte eller handicappede børn: Det kan være din nabo eller genbos børn, der går med tanker om at tage deres eget liv. Der er med overvejende sandsynlighed en eller flere i dit barns klasse, der har det sådan.
Effektiv psykiatri og gode idrætsklubber kan hverisær hjælpe lidt. Men de har det til fælles, at de ikke alene kan løse de problemer børn har når livet føles meningsløst.
Derfor er det intet mindre end katastrofalt, at systemerne styres i isoloation. Man skla måle og benchmarke effekten af den samlede indsats for børnene.
Selvfølgelig kan KL, Regionerne, Sundhedsministeriet og Socialministeriet få systemerne til at hænge bedre sammen. Ja tag også Undervisningsministeriet med, skolerne har jo også en vigtig rolle at spille.
For konsekvensen er at alt for mange børn går alt for længe med deres problemer, at forældre og familier slides op i kampen for at skabe helhed i et usammenhængende system og at samfundet derfor tit ender med at fastholde - ikke hjælpe - børn og unge i svær mistrivsel.
Mistrivsel i ungdommen trækker spor langt op i voksenalderen, så vi vil skulle bære omkostningerne i mange år frem i tiden.
