Vi har prøvet alt, har vi ikke? Fundet os i meget, været tålmodige, givet det en chance. Og en chance mere. Og en til. Mange har opgivet troen på at inklusion nogensinde bliver godt.
Men måske er der håb fra en uventet kant: Græsrødderne. Dig og mig. Vi kunne starte en bevægelse.
Den tanke har hidtil manglet i debatten om inklusion.
Læs mere om samskabelse her
Bestræbelsen på at forstå samfundets små og store problemer, udvikle nye og bedre løsninger, og gennemføre disse i praksis bliver bedre, hvis vi samarbejder på kryds og tværs.
Sammen er vi både klogere, mere nyskabende og i stand til at udrette mere, end hvis vi er hver for sig.
I København har en ung lærerstuderende taget fat og arrangeret en hel konference på frivilligt arbejde. VAI: Viden om Inklusion og ADHD. Anne Louise Holck fortæller:
”Det var helt tilfældigt, at jeg kom til at arbejde med børn med ADHD. Jeg blev lærervikar ved en skole og meget hurtigt blev jeg fast tilknyttet en klasse, som var en del af skolens gruppeordning.
Jeg opdagede, at hvis man skal få en skoledag til at fungere med børnene, så er man nødt til at se på hele barnets liv, for at kunne hjælpe dem i skolen.”
Salamanca – tilbage til rødderne
Inklusion var en smuk og begavet tanke da Salamanca-erklæringen blev skrevet i regi af UNESCO i 1994 og den blev en officiel del af folkeskolen da Danmark ratificerede den i 1997.
Siden skete der bare ikke rigtig noget: En lille smule forskning og nogle få ildsjæle blev tændt.
Min kloge ven Jenny Bohr er en af dem, der har brændt længe og stadig brænder for sagen. Der er da lys.
Men generelt var tænkningen i skolerne, at børn med problemer nok var bedst tjent med at være sammen med andre børn med problemer i forskellige mere eller mindre kvalitative kommunale skoletilbud. Ved siden af det var der amtslige og siden regionale højt specialiserede skoletilbud for børn med handicap.
Strukturreformen i 2006 gjorde det synligt, at der var en kæmpe ulighed i systemet: Mange penge blev brugt på forholdsvis få børn med handicap, mens udsatte børn og børn med f.eks. ADHD generelt blev svigtet i forskellige kommunale specialskoletilbud.
Var det rimeligt? Spørgsmålet er ikke uvæsentligt og debatten bølger stadig.
Og tanken opstod: Måske var grunden til specialskolernes popularitet blot at det tit var det nemmeste for lærere, skoleledere og de andre børns forældre, at "problembarnet" kom over på ”støtteskolen”?
Salamanca-erklæringen kom op igen
For ca 10 år siden fandt økonomer derfor Salamanca-erklæringen frem frem. I mange kommuner og på nationalt niveau. I Finansministeriet tog regnedrengene fat i den smukke ide og fik inklusionsdagsordenen fra 90’erne genfødt som et økonomisk projekt.
Men fagligt set var lærere, pædagoger, skoleledere og skolen i Danmark i stort omfang på bar bund. Symptomatisk var der stadig ganske lidt forskning.
Inklusionsloven og den efterfølgende skolereform med sin lockout af lærere og faste struktur og undervisningstid kan vi alle huske.
Det er nok ikke for meget at sige, at dén lagde et lag beton over et i forvejen presset system.
Men der er en VAI
Inklusion er en kampplads man kan vinde stemmer på, indflydelse og magt. Børnene vinder ikke ved den debat, der kører nu.
Derfor er det på høje tid, at der skabes en revne i systemet: En revne, hvor fornuften kan slippe ud. Og jeg tror det skal gøres lokalt af dem, der ikke har været på banen før: Græsrødderne.
Græsset er tørt og måske kan der tænde en lille brand. Af den gode slags, forstås: Starte noget, der kan brede sig. Lige nu er inklusion blot en kronisk sygdom i folkeskolen.
Lad os da for pokker komme videre!
Anne Louise Holck siger:
”Med VAI vil jeg skabe et forum, hvor dem der arbejder med det, dem der er berørt af det og dem der forsker i det kan mødes og dele deres erfaringer. Hvor de kan få afløb for deres bekymringer og hvor alle kan lære af hinanden.
Det er vigtigt for mig, at de mennesker, som rent faktisk har dét her inde på livet til daglig, bliver lyttet til – deres stemme er den vigtigste.
Jeg drømmer om at være med til at ændre debatten om inklusion, så den handler mere om det hele barn – og ikke kun om skolebarnet med ADHD.”
Ses vi på VAI’s første event, konferencen den 11.marts?
Da alle arbejder frivilligt, også oplægsholderne og hele arrangementet er støttet af ADHD-foreningens lokalafdeling koster det kun ca 400 kr for hele dagen med morgenmad, frokost og drikkevarer.
