Regler, procedurer, kontrol, styring, måltal, servicemål, digitaliseringskrav, standardiseringer, effektiviseringer, kvalitetsstyring, budgetter, dokumentationskrav, journaliseringskrav, nul-fejlskultur. Alt dette, oplever jeg, frarøver tid og fokus fra at kunne løse de egentlige opgaver i den offentlige sektors frontlinje.
Støjkonsulent
Claus Beck Schmidts egne erfaringer er beskrevet i bogen Velfærdsillusionen.
I 14 år arbejdede han som støjkonsulent i Københavns Kommune, hvor han modtog ros for sin løsningsorienterede tilgang fra både borgere og erhvervsdrivende i nærmiljøet.
Fra Velfærdsillusionen: "Jeg har igennem mine mange års ansættelse i Københavns Kommune brugt rigtig mange kræfter på at finde på nye løsninger for dem, jeg var til for. Den største udfordring har været at skulle forholde mig til, at denne tilgang rent faktisk udfordrer systemerne. Ofte gav det anledning til negative reaktioner fra dem, der styrer systemet - altså lederne - fordi de tog det som personlig kritik. Men grundlæggende havde jeg en tro på, at mit fokus, mine resultater og de positive reaktioner i frontlinjen kunne bringe mig langt."
I starten af 2014 fik Claus Beck Schmidt en ny chef, der fandt hans pragmatiske tilgang problematisk. Forløbet endte med en advarsel, stress-symptomer og til sidst at støjkonsulenten fandt et nyt arbejde.
I dag er Claus Beck Schmidt miljømedarbejder i Gentofte Kommune.
Jeg har i mange år været frustreret over at skulle bruge tid på så mange ting, som ikke bidrager til at løse mine opgaver - og det tror jeg også mange andre er. Se blot hvordan frustrationerne væltede frem under de overståede overenskomstforhandlinger. Det ser ud som om, der begynder at vokse en kritik af de offentlige systemer frem fra os, der arbejder ude i frontlinjen. Der hvor man dagligt - ofte ansigt til ansigt - kæmper for at levere på de forventninger, vi alle har til hvad den offentlige sektor skal kunne. Det meste af kritikken handler om, at vi er frustrerede over at skulle bruge tid på noget, vi ikke oplever hjælper med at løse opgaverne, og dermed hjælpe borgeren.
Det at få hjælp er en individuel, unik oplevelse. Vi er, heldigvis, forskellige, har forskellige behov, vi oplever ting forskelligt. Her begynder besværet for alvor. For som offentligt ansat er det svært at gå efter individuelle løsninger og det, der ‘giver mening’, når systemet ikke understøtter dette. Endnu vanskeligere bliver det, når meget af ens arbejdstid går med at tilfredsstille systemforhold. Vi bruger for eksempel mange ressourcer på at træffe korrekte afgørelser, i stedet for at gå efter den rigtige løsning.
Mange af de brugerreaktioner jeg har oplevet tyder også på, at systemet tænker rigtig meget på systemet. Borgere føler, at de bliver kastet rundt, oplever mange indviklede regler, møder lange sagsbehandlingstider, besværlige digitale løsninger, skriftlig kommunikation på grund af dokumentationskrav og juridisk systemsprog, som ofte er fyldt med specialfaglige udtryk.
Forslag: Lad systemkritikere blive til offentlige intrapranører
Nu er Ledelseskommissionen kommet med sine anbefalinger til, hvordan en del af disse udfordringer kan løses. Hovedbudskabet er at sætte borgeren først. Jeg har dog set meget af den slags før, så min egen optimisme er ikke særlig stor. Efter sommerferien kommer formodentlig en Sammenhængsreform. Ved dens lancering udtalte innovationsminister Sophie Løhde, at “hvis vi gør det vi plejer, så får vi det vi plejer at få.”
Mit ærinde er enkelt: Lad os forfølge dette ved netop at prøve noget helt andet.
I stedet for som offentlige medarbejdere at sukke, kritisere eller være passive, så lad os prøve at få fokus på at skabe en sammenhængsreform fra frontlinjen. Jeg tror de fleste af os sidder med et oprigtigt ønske om at sætte borgeren først.
Der må findes flere såkaldte ‘systemkritikere’ som, i mine øjne, ofte brænder for at skabe sammenhæng i den offentlige sektor indefra. Folk, der er villige til at kritisere, fordi vi oplever, at noget kunne gøres bedre - at vi kan blive bedre til at sætte borgeren først. Kunne man ikke begynde at opdyrke og udvikle disse kræfter systematisk?
Hvis de kræfter blev sat ind i en konstruktiv ramme, så ville de måske virkelig kunne udfordre og forny de offentlige systemer. Både i opgaveløsningen, men ikke mindst i hvordan løsninger organiseres, så borgerne oplever, de får den hjælp, de har brug for. Vi kunne hjælpe med at udvikle på velfærdsløsninger og ligefrem opdyrke nye. Udvikle nye måder at organisere, lede og styre. Forenkle eller helt afskaffe regler - afbureaukratisere. Udvikle ny teknologi og digitalisering.
Når kritik opfattes som støj
Jeg har selv oplevet mange forskellige reaktioner fra systemerne, når jeg har forsøgt at pege på det, jeg oplever ikke fungerer. Ofte opfattes det som støj i den daglige drift af systemerne. Jeg har igennem længere tid forsøgt at forstå reaktionerne fra systemet og ud fra dette forsøgt at etablere noget, hvor kritikken bliver brugt konstruktivt. Men det er en vanskelig opgave for en offentlig organisation at søsætte et systematisk angreb på sig selv.
Selvom ordet “reform” kan lyde farligt - i hvert fald når det kommer fra frontlinjen - tror jeg ikke man behøver at frygte for, at slippe entreprenørkræfterne i den offentlige sektor løs. Det er langtfra alle i en organisation, der kaster sig ud i rollen som ‘intraprenør’. Interessen skal være der - og så er det i øvrigt ofte hårdt arbejde.
Jeg håber kræfterne er derude og at vi måske sammen kan finde frem til et konstruktivt initiativ til sammenhængsreformen fra frontlinjen. Konstruktive systemkritikere og andre interesserede kan kontakte mig her. Lad os få startet et netværk af offentlige intraprenører.
