Folkeskolelærer til forældre: Lad os stå sammen om bedre vilkår i skolen

For nylig skrev jeg til en mor, for at høre hende om hvordan det gik hendes drengs på den nye skole. Moderen sluttede af med denne kommentar:   ”Jesper har snakket om hvor meget han savner dig og han siger, at der ikke er nogen lærer, der kan lære ham noget ligeså godt som dig”.   Tidligere samme dag sagde en anden forældre, at jeg som lærer var ude af stand til at lede en klasse og ”bare stod der”.   Frustrationen var forståelig. Vi havde haft en morgen, der lignede Dantes version af helvede. En elev havde smidt alle klassens bøger på gulvet. En anden var løbet ud på gangen, hvor der blev skreget højt – årsagen til skrigeriet var, at jeg havde sagt til barnet at barnet måtte vente lidt. 3-4 andre børn var i gang med en højlydt pudekamp i hjørnet. Nogle børn prøvede på, at gå i gang med det de var blevet bedt om og resten løb rundt mellem hinanden.

Jeg er hverken den lærer der bliver beskrevet i den første eller den anden kommentar. Jeg er en helt almindelig lærer. Sådan en lærer med to arme, to ben, 4 års uddannelse og fem linjefag.

Med de to megeet forskellige bedømmelser af mig som lærer håber jeg, at du, kære læser, er åben for mit budskab. At vi kan tale folkeskolens rammer og vilkår uden brug af "lærerens skyld”, ”uopdragne børn", ”skærmbørn”, ”curlingforældre” og ”curlingbørn”.   For hvad nu hvis vi kunne løse mange udfordringer i folkeskolen ved at kigge på det miljø vi tilbyder børn og deres lærere?     ”Under sidste forældremøde blev luftfugtighed og co2 målt i klassen. 80% luftfugtighed og co2 kunne slet ikke måles. Den bibbede højlydt og advarselslamperne lyste. Jeg brokker mig ikke over, at der mangler koncentration. Jeg har sendt flere elever hjem med hovedpine,” skrev en lærer fra en anden folkeskole til mig forleden.     Jeg tror det ville lukke en arbejdsplads, hvis det skete på storrumskontoret ude i erhvervslivet.    Senere i samme uge, som Dantes helvede, skulle jeg tale med et barn, der havde bedt om en samtale om noget vigtigt.   Jeg havde udskudt samtalen, fordi jeg ventede på, at vi kunne få optimale betingelser. Altså fred og tid.   Der var en pædagog og jeg selv i klassen. Klassen har mange elever med forskellige udfordringer, så både pædagogen og jeg, bedømte at det var urimeligt, at pædagogen stod alene med dem alle.   Ud over det barn, jeg skulle have en fortrolig samtale med, havde jeg to børn med ud af klassen. De blev sat i gang med deres opgaver og jeg fandt et lokale lige overfor de to, der skulle arbejde. Et lokale med glasrude, så jeg kunne holde øje med de to elever på gangen, mens jeg have en samtale med den tredje elev. 

Vi var lige kommet i gang med samtalen, da en større gruppe elever og deres lærer skulle bruge lokalet. Vi afbrud samtalen og gik ud i en garderobe, tæt på de to børn, der fortsat arbejdede i deres bøger.   Det barn jeg samtalede med havde lige fortalt om en meget smertefuld oplevelse, da der lød høje skrig og trusler ude på gangen. Jeg undskyldte overfor det barn jeg talte med og gik ud på gangen for at løse konflikten. Da konflikten var løst gik jeg tilbage til barnet. Vi forsatte samtalen, men nåede ikke ret langt, før der igen blev skreget. Denne gang, var der også et skriveredskab i spil. Jeg måtte igen afbryde samtalen og løse en konflikt.   Da jeg kom tilbage til samtalen, sagde barnet:   ”Du er en sød lærer og jeg ved godt, at du gør dit bedste, men har meget travlt”.     Sådan skal det ikke være, når et barn viser tillid til, at en voksen vil hjælpe. Et barn der fortæller noget vigtigt skal ikke mærke, at det barn i den situation ikke er det vigtigste barn i verden, for den lærer barnet taler med. Men sådan er virkeligheden ude i folkeskolen.   I stedet for at pege fingre af alle os, der har tråde til folkeskolens hverdag skulle vi måske gå sammen i stedet og rette fokus på det, som vi kan gøre noget ved sammen. Arbejds- og elevmiljøet.   

• Lad os tale om, hvor mange hænder en klasse med børn der har det svært kræver?
• Lad os kræve klare regler for, hvor mange børn, der må opholde sig på x –antal kvadratmeter.
• Lad os rejse en debat om, hvor tæt på kvælning mange skolebørn er i hverdagen på grund af højt co2 i klasselokalet.
• Lad os forstå de situationer, hvor børn slår på deres lærer.
• Lad os måle støjen og sætte nogle grænser, der skal overholdet.

  Forældre og lærere er stærke sammen. Skal vi prøve?