Whistleblower: Skoleledernes formand tryner ytringsfriheden

”Man har ret til at ytre sig, også i offentligheden, men man skal være opmærksom på, at man er i et ansættelsesforhold. Der er en arbejdsgiver, der betaler lærernes løn hver måned.” (”Kredsformand: Vi skal ytre os kritisk for elevernes skyld”, Politiken, 30. oktober 2018).

Sådan fik skoleledernes formand mig helt op af stolen forleden, da jeg læste hans ord i Politiken. Jeg gik de følgende dage med undren og forskrækkelse over, at ingen rigtig gjorde noget for at rette op på de signaler, skoleledernes egen formand dermed sendte til landets ansatte på folkeskolerne. 

Der er tale om en slet skjult trussel, når en leder trækker ”løn-kortet” som Hjortdal gør i ovenstående ciat. Det er en magtdemonstration som vil få medarbejdere til at krybe i skjul og tie, så lederne kan passe deres respektive lederrum på landets folkeskoler. Men det er også et signal til medlemmerne af Skolelederforeningen om, at der er opbakning til dem, der lukker kritik ned, så den ikke kommer til offentlighedens kendskab. Hvordan sådan en udtalelse kan få lov at stå uimodsagt, er over min forstand.

Debatten om åbenhed, kritik og ytringsfrihed fylder ellers en del i denne tid. Vi kan læse, hvordan flere fagforbund - bl.a. BUPL, FOA og Danmarks Lærerforening, med et samlet medlemstal på ca. 330.000 - åbent fortæller, at deres medlemmer oplever problemer med at ytre sig kritisk om deres arbejdsforhold.

Undersøgelser fra bl.a. FTF, hovedorganisationen for offentlige ansatte, har tidligere påvist det samme. Offentligt ansatte viger tilbage fra at ytre sig såvel internt på arbejdspladsen som eksternt i f.eks. debatindlæg. De er bange for at blive kaldt ind til en opdragende samtale og i værste fald fyret.

Angsten er reel nok.

Inden for alle faggrupper i det offentlige oplever medarbejdere, at deres kritik af arbejdspladsen får konsekvenser i form af tjenstlige samtaler, ofte ”forklædt” som bekymringssamtaler eller ligefrem advarsler. I yderste konsekvens smides der en fyreseddel på bordet. Det er beklageligt, for det er medarbejderne i det offentlige, der kan sikre gennemsigtigheden i de velfærdsydelser, som det offentlige leverer. Ydelser som vi alle betaler skat til og derfor har ret til at kende kvaliteten af.

 

Værst når det rammer udsatte

I mine øjne er det især, når det går ud over udsatte borgere, at offentligt ansatte skal tage bladet fra munden. Svage borgere er virkelig alene, når de oplever magtovergreb, fejl eller konsekvenser af dårlig ledelse. Alligevel vælger alt for mange at pålægge sig selvcensur og vige tilbage fra at gøre ledelsen eller offentligheden opmærksom på problemerne. 

Tager medarbejderen alligevel modet til sig, er det en kendt erfaring, at kritikken strander på lederens kontor. I bedste fald med et ”jeg forstår din kritik, men jeg har ingen mulighed for at gøre noget ved det,” og i andre mere ubehagelige tilfælde - måske fordi lederen selv er presset oppefra og har svært ved at rumme bøvlet - så får medarbejderen en afvisende reaktion i stil med ”hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så……”

Når lederne håndterer kritik svagt eller med brutal afvisning har det alvorlige konsekvenser for stemningen på en arbejdsplads. Det dræber initiativrighed og arbejdsglæde. Dét der følger i kølvandet på afvisning er ofte resignation og kan i sidste ende føre til ren og skær kynisme i arbejdets udførelse. Det primære bliver at overleve i sit job, og den tilstand rammer i sidste ende de borgere, der møder velfærdssystemet. Eksempelvis ledige og sygdomsramte, som i årevis har råbt højt om et sygt system.

 

Mere viden til tillidsrepræsentanterne

Fagforbundene fortælle om problemer år efter år. Men er de dygtige nok til at uddanne og forberede deres medarbejdere og tillidsrepræsentanter til at håndtere de ledere, der svigter? Noget tyder på, at fagbevægelsen kan blive bedre til at udbrede viden om rammer og regler, så flere medarbejdere deltager åbent i debatten om tilstanden i velfærdssystemerne. Viden avler mod.

Jeg har igen og igen oplevet, at offentlige ansatte ikke har kendskab til de basale og i øvrigt meget få regler. Men når de er blevet klædt på til at ytre sig, så har nogle faktisk turdet gøre det bagefter. Jeg glemmer ikke den kursist, der en dag skrev til mig;

”Nu har jeg skrevet et debatindlæg, og har fået så meget ros for det af mine kolleger. Og der kom slet ikke nogen leder og skældte mig ud for det”.

 

Fortæl lederne om deres ansvar og pligter

Ledere og mellemledere kan vinde ved at kende medarbejdernes rettigheder for at ytre sig i langt bedre omfang, end de gøre i dag. Min erfaring er, at kritiske medarbejdere oftest er dem, der brænder allermest for deres arbejdsplads.

Frem for at lukke munden på kritikerne, skulle man i stedet rumme, anerkende og inddrage dem i arbejdet med at forbedre forholdene. Jeg er helt enig med Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen af socialpædagoger, når han i et blogindlæg kalder åbne og kritiske medarbejdere for en gave til både ledelse og demokrati.

Der er behov for dem, der tør udtrykke sig kritisk. Hvis kritikken kun går på, at chefen er et fjols, fordi frugtordningen er sløjfet, skal man skal bruge krudtet på at finde sig et andet job. Det her er langt mere alvorligt end et personalegode. Det særlige ved offentligt ansatte ytringsfrihed er jo netop deres udvidede ret til at ytre sig. En rettighed som jeg mener, at Claus Hjortdal lukker ned for med sin udtalelse.

Hjortdal gør iøvrigt regning uden vært, for hvem er det der betaler skoleledernes løn? Borgerne. Det ville derfor klæde skoledernes formand at støtte op om ytringsfriheden frem for at lukke den ned.

 

Jeg var whistleblower

Du tænker måske, at det er nemt for mig at afkræve andre, at de skal ytre sig. Men jeg véd i den grad, hvor svært det er, og hvor bange man kan være. For det var jeg i allerhøjeste grad i 2014, da jeg så mig nødsaget til at fodre medierne med oplysninger om den familieafdeling, jeg var ansat i. Jeg blev én af de stadig relativt få whistleblowere. (”Hold mund: Fem sager, der udfordrer ytringsfriheden”, Politiken. 15. juni 2016)

Jeg blev whistleblower, fordi jeg ikke turde stå offentligt frem om de usle forhold, som min arbejdsplads udsatte sårbare børn og familier for. Derfor forblev jeg anonym i flere år. Også over for mine kolleger.

At stå frem med kritik af sin egen arbejdsplads er bestemt ikke nemt. Slet ikke når kritikken var så voldsom, som i mit tilfælde.

Jeg gjorde det fordi, at det var pivhamrende nødvendigt, hvis vi skulle undgå et katastrofalt svigt af børn. Mine kolleger og jeg havde forsøgt at gøre alt internt for at forbedre situationen, men intet virkede. Derfor valgte jeg til sidst at gå i medierne for at gøre offentligheden opmærksom på de kritisable forhold. Det var sidste udvej. Det førte til fyringer af 2 ledere samt et kæmpe oprydningsarbejde i den pågældende afdeling. Et oprydningsarbejde som stod på i flere år derefter.

Jeg bliver den dag i dag stadig berørt, når jeg bliver spurgt til, om der mon var nogle sårbare børn, som blev svigtet af os socialrådgivere. For det må der uundgåeligt ha´ været.

Ingen véd, hvorvidt jeg var blevet fyret, hvis man i ledelsen dengang havde kendt min identitet, men det var det, jeg frygtede ville ske.

Ville jeg så gøre det igen? Ja, det ville jeg, men ikke under pseudonym. For jeg har ret til at ytre mig.

Man behøver ikke være ildsjæl eller højere begavet i forhold til mundtlig eller skriftlig kommunikation for at gøre brug af sin ytringsfrihed. Det vigtige er at holde sig til de få regler, der er. Altså gøre det klart, at man taler på egne vegne, tale sandt og overholde sin tavshedspligt i forhold til personfølsomme oplysninger.

Hvis vi skærer ind til benet, er der altså meget frie rammer for ytringsfriheden, og reglerne er nemme at forholde sig til.

Kom igang derude.