Bøje anmelder Welfare-In-The-Making: Halvt oprør mod Den Gode Maskine

Christa Amhøj, Thorbjørn Kristiansen, Christina Berg Johansen og Johannes Ask Batzer (red.): Welfare-In-The-Making. Urbant Seismografisk Lederskab. Et Levende Velfærds Anarki-V, CVL, CBS 2017, 198 sider.

Min første reaktion på denne bog var en instinktiv modvilje: Sludder ved hjælp af mystiske ord. Men jeg havde det problem, at jeg kendte en af redaktørerne fra et tidligere samarbejde, Christa Amhøj. Hun er begavet og socialt kompetent. Hvis hun var på den galej, så måtte der være noget i den. Jeg var nødt til, hvis jeg skulle skrive om den, at prøve at forstå, hvad hun og de andre godt 30 bidragydere, fra det akademiske miljø og fra de offentlige virksomheder, som har været inddraget, mener. Ikke bare reagere instinktivt.

Jeg kan ikke garantere, at min fortolkning i det følgende er helt korrekt. Men deres tankegang lægger også op til, at det, jeg bliver inspireret til, er vigtigere, end hvad de vil. Men jeg prøver dog at være tro mod dem. Til sidst kommer der så noget kritik. Mere reformeret er jeg ikke blevet.

Den Gode Maskine – stabile roller godt?

Jeg tror, at deres tænkning kan sammenfattes ved hjælp af udtrykket ”Den Gode Maskine”: For det meste lever vi en verden, der er ”i orden” og forudsigelig. Det er vi normalt glade for. Vi er glade for, at medtrafikanterne på motorvejen ikke er ”for kreative”. Vi er glade for, at når vi kommer til lægen, så forholder han sig mere eller mindre til vores sygdom ikke til sin egen. Vi er glade for, at når vi spørger partneren, om hun er sulten, at hun i store træk svarer på spørgsmålet (her hopper mange kæder af). Det er eksempler på Den Gode Maskine.

Christa & co. undersøger, hvad der sker, hvis verden ikke er som Den Gode Maskine. Og om det kan have sine fordele. Det kan det.

Eksempel 1: Du kommer til et kursussted, men i stedet for at det er et pænt og ”normalt” sted med borde og stole og projektor, lærerpladser og elevpladser, et på forhånd publiceret program etc. etc., så er det en rå industribygning uden inventar, men med en mystisk stor gynge placeret midt i lokalet - og ikke noget program.

Denne anderledes situation (som deltagerne på Christas seminarer mødte) sætter tanker i gang. Man er nødt til at snakke med naboen for at skabe mening i dette nye og dæmpe sin angst for at gøre noget forkert. Og når kursuslederne beder deltagerne forklare/fantasere over, hvad gyngen kan have af betydning for dagens emne, så må man igen tænke sig om. Unormal arkitektur, mangel på kendte ting at klamre sig til, uklarhed om fremgangsmåde stimulerer til tænkning.

I eksemplet er der altså kursusledere, men der er mindelser om den i 1970erne populære ”sensitivitetstræning”, hvor kursuslederne abdicerede rollen og ikke ville sige, hvordan man skulle arbejde. Det måtte ”deltagerne” gøre. Det var også en radikal og kreativ fornyelse. Det byggede på den pædagogiske tanke, at når der mangler struktur og faste roller at forholde sig til, så må deltagerne ”tænke selv”. De eksponerer sig også mere, viser ”hvem de er”. På den måde kommer de tættere på hinanden. Relationen bliver mere ”autentisk” – et slidt ord, som bogen heldigvis ikke bruger. Der er også andre forgængere i psykologi og sociologi, som kunne nævnes.

Eksempel 2 (s. 4, bearbejdet): I socialforvaltningen til et formodet ”møde” mellem ”sagsbehandler” og en ”klient” (faste roller og formål) tager en af parterne en hund med. Hvad sker der? I bedste fald begynder de at klappe hunden. De er med andre ord delvis faldet ud af rollerne. Fået en anderledes kontakt. Det er det, som bogen kalder ”affektiv samskabelse” – parterne laver noget sammen, der bryder igennem til eller involverer deres følelser, som et sted i bogen defineres som det ikke-italesatte. Det giver en mulighed for, at de så også efterfølgende kan løse det ”problem”, de formelt set er samlet om. Hunden ødelægger Den Gode Maskine og hjælper dermed.

Eksempel 3 (videreudviklet fra bogen): Lægen går stuegang. Også en situation med faste roller. Men her sætter han sig på sengekanten, og patienten undrer sig lidt, men heller ikke mere. Nu spørger lægen, om patienten er tørstig. Patienten tror måske, at det er et lægefagligt spørgsmål og virrer lidt med hovedet. Lægen tager karaflen på bordet og skænker noget vand op for patienten, som vist allerede er på vej til at tro, at lægen er mere end læge … eller lidt tosset. Og det er selvfølgelig problemet i sådanne uklare situationer, lægen eksponerer sig … og det kan føre til den ene eller anden tolkning.

Hvis nu hvis lægen selv drikker noget af bægeret? Læger kan også være tørstige. Måske opfatter patienten det som et menneskeligt træk, som vedkommende varmes ved. Men hvad nu hvis lægen trækker en lommelærke op af lommen og byder noget og endda drikker noget selv? Eller i en anden retning: Lægen kærtegner patientens kind for at trøste. Jeg ville ikke turde det som læge. Men i hvert fald vil patienten huske det og måske også tolke det positivt. Og så er der basis for en god relation.

Eksempel 4: Forud for et møde på rådhuset med de frivillige i kommunen går kommunale medarbejdere på besøg hos potentielt interesserede mødedeltagere. I stedet for en verbal anbefaling af mødet, giver de små gaver. Det huskes og skaber en positiv stemning. (s. 34 f)

På s. 39 opstilles 12 omveje, ”der får dig tættere på”. Som den første nævnes: ”Gor noget andet end du plejer - eller gor det på en ny måde.” Giv en gave, skriv et brev, gå ud og besog dem… lav en vinsmagning, bag en kage…” (stavning som i originalen).

Måske skulle betjente gå med T-shirts med slogans eller mærkater som ”Make love, not War in the Streets” og uddele bolsjer. Bryde facaden. Måske skulle læger kærtegne mere, måske skulle flere hunde og marsvin være ansat i det offentlige (og færre konventionelle ”sagsbehandlere”). Måske skulle kommunen skrive personlige julekort til ensomme borgere eller andre. Det er ikke bogens ord, men i dens ånd … og ikke helt ude i hampen som inspiration.

A til B tankegang del af den Den Gode Maskine

Den Gode Maskine bygger ud over kendte og stabile roller også på det, Christa kalder en A til B tankegang. Den findes i meget tænkning om planlægning, strategi og beslutningstagen, både på virksomhedsniveau og på det personlige plan. A til B tankegangen vil sige, at vi ved, hvor vi vil hen, og at det er godt, at vi kommer der. Nogle gange er det også godt. Hvis vi vil til Århus, så er det jo godt, hvis toget kører derhen. Hvis vi vil købe grøntsager, så er det godt, hvis vi går hen i en butik, hvor de har grøntsager.

Men i mange af livets situationer er det kedeligt og uproduktivt.  James March er en amerikansk organisationssociolog, der står mit hjerte nær. Han har kritiseret, hvis man et liv langt lader sig styre af de halvdumme ønsker f.eks. mht. ægteskab og karriere, man havde, da man var 20 år. Tænk også på rejser: De bedste bybesøg er ofte dem, hvor man er faret vild og er kommet uden for de ”normale ruter” og finder noget, som man ikke har søgt efter. Ikke mindst, hvis man ikke kan sproget og må tegnfægte sig frem med en masse indfødte for at finde hjem til hotellet. Men hvis man skal nå et fly i lufthavnen kl. 14.55, så er det nok ikke en god metode. Enhver ting til sin tid, er min klamme vurdering. Bogen, som andre prædikantbøger, angiver kun én rette vej; Kast dig ud i det.

Den Gode Maskine vil, som jeg tolker bogen, højst give dig et sikkert liv. Men den giver også et kedeligt liv. Uden lykke, læring og menneskelig kontakt. Og en velfærdsstat, hvor også de såkaldte ”varme hænder” er kolde. Og som kun holdes oppe af traditionelle roller, sanktioner og massive tilskud.

Bogens form er ment som et udtryk for oprøret - her mod ”den gode bogmaskine”: Breve, digte, personlige essays, langhåret forskningstale og masser af billeder samt forskelligt farvet papir blandes. Christa skriver s. 7: ”I stedet for at forsøge at standardisere den vibrerende og vilde og uforudsigelige viden, holder vi den i live gennem eksperimenterende, kreative, poetiske og upolerede tekster og aktiviteter, der er på jagt efter den uforudsigelige og kvalitative bedre velfærd.” Det vender jeg mere kritisk tilbage til nedenfor.

”Welfare” i titlen kan forstås sådan, at de praktikere, der har deltaget i de seminarer, som Christa & co. har afholdt, kommer fra den kommunale og sociale servicesektor (blandt andet fra Herlev og Ringkjøbing Skern kommuner)… socialpædagoger, sygeplejersker, ifølge billederne en overvægt af kvinder. De andre mærkelige ord i titel og tekst er et udtryk for en bevidst tanke om, at der skal nye ord til for at vække nysgerrigheden.

Kritik – optimistisk konsulentbog uden forlagsredaktør

Kritik 1: Bogen er for optimistisk, ude af proportion. Det er det modsatte af at skyde spurve med kanoner, nemlig at skyde jetfly med slangebøsse. Kan man lave ”verdensrevolution” ved på den måde at smile til verden, og den smiler igen - samt huske at tage sin hund eller marsvin eller kæleslange med på arbejdet (groft sagt)?

CBS-professor Niels Åkerstrøm har i en anden bog, som Christa havde del i, skrevet, at sådanne tiltag (som f.eks. de anderledes seminarer, som Christa & co. arrangerer) gør deltagerne blinde for virkelige problemer og muligheder. Mens de sidder dér i pædagogisk rundkreds og leger på gulvet, går verden under. Og de lægger ikke mærke til det.

Det er ikke en kritik, jeg 100% vil tilslutte mig. Små indgreb kan gøre en stor forskel. Da en enkelt, afvigende læge pludselig opdagede, at en lille ting som at vaske hænder før en operation kunne afgøre, om patienten overlevede, var det en illustration af de små og foragtede tings mulige styrke. Og da Gandhi startede sit ikke-voldsprogram, kunne få tage det seriøst. Marxistisk tænkende anti-imperialister ville have krudt og kugler. Men Gandhi vandt.

Kritik 2: De forfattere i bogen, der er knyttet til forskellige universiteter har delvis en ret slem skrivestil. Praktikerne skriver normalt klarere, staver og sætter bedre kommaer. Teoretikerne synes også så optaget af at være kloge, at de namedropper navne på forfattere og tænkere, som de mener flugter med teksten og argumentation. Men de gør sig sjældent den ulejlighed at forklare for os andre, der ikke nødvendigvis kender disse fine teoretikere, hvad de mener (delvise undtagelser er nogle længere, men så uforklarede citater). Man går i ikke klogere derfra mht. teori, men mere frustreret over alt det, man forstår, at man ikke ved, men burde vide. Derved nedgør man de læsere, man gerne vil stille sig på linje med.

Kritik 3: Er det forskning? Nej, men det er måske forstadier hertil. Det er tanker. Sådanne forstadier kan man også finde i gammel forskning, afvigerkulturer, tegneserier, aforismer, romaner og aviser etc. Der er halvbagte ideer overalt. Men forskning handler om den måde ideerne behandles på.

Forskning er det først, når det normaliseres mere. F.eks. synspunkter fra de droppede forskernavne fremstilles og diskuteres mere systematisk og gerne mod hinanden. Og synspunkterne udsættes for nogle flere forsøg på afprøvning end udvalgte breve fra positive kursusdeltagere. Helst også en, måske bare foregiven, beskedenhed og selvkritik. Nogle af forfatternes forbilleder er allerede berømte filosoffer og forskere. Sådanne kan tillade sig at lade hånt om de krav, jeg her opstiller. Men det kan forskere, før de er berømte, ikke, selvom de tror det. Af hensyn til deres fremtidige chancer hos bevillingsgivere og forskningsbedømmere – og for resten deres egen ære, bør de arbejde sig opad på dette punkt.

Bogen hører mere hjemme fra et privat konsulent- eller kursusfirma. Der kan tankerne, hvis de rammer rigtigt, måske også få flere i tale og skabe større forandringer. Potentielt kan man også tjene flere penge hér. Forskning er en mere nørdet virksomhed, der ikke kaster så meget af sig, og det er ok, men som er beskæftiget med at ordne, kritisere og evaluere ideer og teorier. Derfor er forskningstidsskrifter ofte kedeligere end konsulentpublikationer, med mindre man er en nørd.

Kritik 4: Bogens form skal afspejle indholdet, skriver Christa. Fint, men man har svært ved at læse teksten, når baggrundsfarven er brun og teksten sort. Når teksten er hvid på sort baggrund, kan man ikke skrive i marginen. Korrekturlæsningen er svingende. Kommasætningen er overordentlig kreativ. Der har tilsyneladende ikke været et forlag og en forlagsredaktør inde over. Her overdriver de oprøret mod Den Gode Maskine.

Det er en optimistisk, tankestimulerende og flippet bog i en mørk tid på året.

PS Jeg modtog bogen fra Christa indpakket i julepapir og sløjfe med en julehilsen.

Affektiv samskabelse i Havanna

En vinterferie i Havanna gav mig et yderligere eksempel: Uforsigtigt vandrede jeg rundt i byen i et par nyindkøbte sandaler. Resultat: Sår på fødderne. Altså måtte jeg finde et apotek for at få nogle plastre. Jeg fandt et i den gamle by, der både var apotek og museum. Flot og gammeldags indrettet. En ikke så høj cubansk kvinde bag skranken. Jeg foredrog mit ærinde og pegede på mine fødder. Hun nærmest lagde sig ind over den høje skranke for at se problemet. Alene dette havde jeg næppe fået en europæisk kvinde til. Hun var måske, måske kommet ud foran skranken og set på mine fødder med kølig professionalisme. Men hende her … hun tog hånden for munden og hendes hele krop sagde ”uha, uha”, som følte hun selv smerten. Men de var udgået for plastre. Og hvad så? Hun fandt nogle selvklæbende små adresselabels og gav mig gratis (og de løste problemet for et par dage). Det vil jeg huske i lang tid. Den Gode Maskine brød ned, og et menneske hjalp mig. Men gad vide om forfatterne til denne bog ikke - som mig - ville have foretrukket Den Gode Maskine …. De er som mig nok sådanne vestlige luksusdyr, der ikke rigtig ønsker at leve med for mange maskinnedbrud, selvom de koketterer med det.