Tanken om, at man skal være åben, ærlig og autentisk, er velfunderet i vor kultur. Det er også kernen i megen børneopdragelse, selvhjælpsbøger og ledelsesrådgivning.
Pligtsludder er en stor del af enhver dagligdag, leder eller ej: ”Hvordan har du det?” ”Jeg har det godt, tak.” (normalt forventes det ikke, at modtageren bryder sammen og tilstår, at det fandme kunne være en del bedre, med mindre det er et meget tæt forhold). ”Hej, du ser godt ud!” (du har dog taget på og ser ud, som om du drikker for meget).
Mere om Bøjes Verden
Bøje Larsen har både været konsulent for og underviser af offentlige ledere og medarbejdere, især i regi af eget firma, han har været forfatter og forsker. Han var senest professor ved CBS, hvor han nu er tilknyttet som adjungeret.
Bøje Larsen spidder stemninger og normative opfattelser og inviterer til respektfuld debat.
Læs mere fra Bøjes Verden lige her.
Sådanne pligtudvekslinger kan kaldes ritualer. Og de er en god måde at komme i gang på, men efter dem skulle gerne komme en rigtig samtale. Men det gør der ikke altid.
Hvorfor pligtsludrer ledere?
At ledere faktisk er særligt udsatte for pligtsludring, kan forklares ved hjælp af begrebet rolle. Det henviser til de forventninger, som forskellige parter har til en person i en bestemt ”position”. Position kan være mor, far, julemand, parterapeut, dommer, leder etc..
Selv noget, som man kunne se som mindre vigtigt, som at være supermarkedskunde, er omgivet af forventninger. Forretningen forventer, at du ikke stjæler, at du betaler, ikke går ind i baglokalet, ikke roder for meget med dine beskidte fingre på bagervarerne etc.. De andre kunder forventer, at du ikke springer over i køen eller snupper varer fra deres indkøbsvogn osv. Hvis forventninger ikke opfyldes, vil der i større eller mindre grad følge straf. Fra medkundernes løftede øjenbryn til anmeldelse til politiet..
Til ledere er der et meget mere omfattende og stærkere forventninger og også potentielt stærkere straffe. Derfor opfører de sig typisk mere forventningskonformt og siger kun pæne og forventelige ting – og gør sædvanligvis klogt i det.
LÆS OGSÅ LEON LERBORGS ARTIKEL OM PLIGTSLUDDER
Hvor galt det kan gå illustreres af caset prins Henrik. Han har sikkert i årevis været træt af det pligtsludder, der er nødvendig i en repræsentativ rolle som hans, da han trådte ud af skabet og ikke ville begraves i Roskilde mm.. Han blev straks hugget ned. Først da han kunne erklæres syg, gik det bedre.
Ledere som kransekagefigur
Hvad ledere faktisk laver, i modsætning til hvad de burde lave, er ikke særligt godt beskrevet. En, der har gjort det, er Henry Mintzberg. Han deler de aktiviteter, som han fandt hos de ledere, han undersøgte, ind i12 kategorier. Nogle af disse aktiviteter er næsten pr. definition præget af pligtsludder: F.eks. de repræsentative roller, hvor lederen, nærmest symbolsk, skal være til stede og sige nogle pæne ord. F.eks. når gæster er på besøg, indvielser, fødselsdage, jubilæer og fratrædelser. Her er rituel optræden på sin plads. Men det repræsentative går videre f.eks. at sidde med i udvalgsmøder og bestyrelser, inviteres til interne kurser og konferencer, hvor vedkommende er med ”for at vise flaget”, ”for at bakke op”.
Direktøren for en børsnoteret virksomhed (og normalt også andre virksomheder) finder sjældent på at sige ligeud: Vi har trådt i spinaten, salget går kraftigt ned, jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. Kurserne vil rasle ned.
Når man på den måde forventes at ”tegne firmaet”, lurer pligttalen. Her er det ikke op til lederen at tilkendegive afstand. Det er dem på ”tredje række”, der kan sidde og fnise. Det er de mindst socialiserede medarbejdere i produktionen, der kan lave gas og ikke vise 100% respekt. I dag er det også de højtuddannede og efterspurgte specialister, som mener, at de let kan få et andet job, der kan sige de åbne, kritiske, ironiske, drillende og ”ærlige” ting. Ledere er systemet.
Man kan oven i købet gøre den antagelse, at disse repræsentative opgaver bliver der flere af, og de bliver tommere, jo højere man kommer op i hierarkiet. Indtil man ender som kongehuset. Og de opgaver, som også Mintzberg nævner som del af lederarbejdet, og som man let tror, dominerer det, nemlig beslutningstagen, entreprenørship og personaleledelse, forsvinder helt.
Skab baglokaler
Men hvad kan ledere, inden det er kommet så vidt, så gøre for at komme til orde?
En af rolleteoriens fornyere, Erving Goffman har introduceret udtrykkene ”on stage” (på scenen) og ”off stage” (bag scenen) om dette. De eksempler, jeg har opregnet ovenfor, hvor der nærmest er sludrepligt, er typisk situationer med kontakt med omverden og fremmede. Dvs. hvor ledelsen er på scenen.
Men der kan være ”baglokaler”, hvor man kan tale mere frit fra leveren. Tilkendegive sin usikkerhed, markere sine fordomme, være sur på dem, man normalt ikke må være sur på: medarbejderne, politikerne, pressen, diskutere taktisk (hvordan klarer vi den og den situation, forhandling, møde?), fremsætte ”urealistiske” forslag.. Det kan være små arbejdsgrupper blandt ligestillede.
Ideelt set bør ledergrupper være sådanne beskyttede rum. Men tit er baglokaler kun mulige med enkelte udvalgte kolleger, hvor der er fortrolighed bag en lukket dør, med ægtefællen sent på aftenen eller med en gruppe meget gamle venner, der mødes på stamværtshuset, til bridge eller i idrætsklubbens seniorafdeling. Her er et område for indsats. Skab sådanne baglokaler, hvor I kan tale frit – eller i hvert fald friere - med hinanden, afprøve tanker og strategier.
Giv pligtsludren et indhold, en drejning
Der er konstruktive mellemformer mellem ærlighed og sludder. Nogle pligtsludrere har opdyrket en evne til at få sagt noget personligt eller virksomhedsmæssigt vigtigt i pligtsludringssammenhænge. F.eks. kan Dronning Margrete i mine øjne det. Hun kan i hvert fald simulere ret overbevisende, at der ikke kun er tale om pligtsludren, når hun holder sin nytårstale (undtagen hilsenen til søens folk og lignende ritualiserede bemærkninger). Hvis man er nødt til at gå til (for mange) rituelle møder, så er det her, du må føre kampen. Drej på det rituelle og læg noget ind, der ligger dig på sinde. Det kan være, at du bliver rost for det. At også andre lider under den indholdsløse snak.
Kyndige pligtsludrere ved, at sludderen kan formuleres forskelligt. Der kan sniges fornuft ind i pligtsludder. Der er en god dansk måde at give kritik på, som illustrerer dette: Først roser man urimeligt (og derved lever man op til kravet om sludder), men så siger man, som jeg bl.a. har set fra instruktørers i prøver på Det Kgl. Teater: I må dog gerne gøre mere (eller mindre) af det og det. Man kan også bruge humor til at ytre en sandhed med.
Bryd ud af pligtsludren
Det mere radikale alternativ er at springe helt ud af pligtsludringen og gå direkte til biddet og sige og gøre det, der forekommer vigtigt. Eller som man ikke kan lade være med. Hvis det er udadtil, så er det mineret terræn, men hvis du har talt med andre i baglokalet om det, eller du har en vis støtte på anden måde, kan det være muligt.
Det kan virke stærkt og positivt, hvis du som leder enkelte gange kan vise ægte vrede, sorg og engagement. Ikke blot verbalt. Og ikke blot noget, der handler om egne problemer, men sorg, medfølelse og bekymring med andres, samfundets eller firmaets problemer. Det var her, at prins Henrik missede. Det var for meget hans egen sag, han talte. Ikke kongehusets eller Danmarks.
Man kan også bryde igennem eller i hvert fald understøtte et udbrud af pligtsludringen, hvis man radikalt ændrer sit argumentationsmønster, sin sprogstil, tøjstil og kontorindretning eller prøver at fungere uden kontor. Man kan også signalere en ny indstilling ved ikke at skaffe sig selv for mange status- og økonomiske goder, hvis besparelse er på dagsordenen. Selv at interessere sig for sagsbehandlingen, hvis den er i krise (og det ikke skyldes, at du hidtil har blandet dig for meget).
Man kan tillige minde sig selv om, at der trods alt er andre muligheder for en leder end den konforme. Det viste og viser Christmas Møller, Uffe Elbæk, Spies, Lars Larsen og Thyra Frank, når de er og var bedst. Min tilfældige eksempelrække peger dog også på, at det ikke for alle har været uden omkostninger, eller noget som alle har anset for godt og rigtigt.
Mange ansatte ledere har et begrænset repertoire, både skriftligt, mundtligt og kropsligt. Det er ikke helt ved siden af, at den første ledertræning i USA i begyndelsen af forrige århundrede bestod af talekurser (Dale Carnegie). En skuespillertræning er også relevant. Ikke for at man skal spille fremmede roller, men for at man på overbevisende og personlig måde kan spille sin egen rolle. Ærlighed skal indøves og iscenesættes, både for effektens og overlevelsens skyld.
Min konklusion: Man kan ikke overleve som leder ved kun at være autentisk, så skal man blive forfatter, hvor man kan være autentisk på sine figurers vegne, eller drukmås på en bænk, hvorfra man kan råbe alt. Men man kan heller ikke leve af kun at gengive de kulturelle selvfølgeligheder. Så er man ikke reel leder, men rituel leder.
