Ny bog om uforudsigelige teknologier til erstatning for ”varme hænder”

Bogen, jeg omtaler, er Anders La Cour, Susanne Boch Waldorff og Holger Højlund (red.): Når teknologier holder mere, end de lover, 2017

Den har 12 artikler af forfattere, der for flertallets vedkommende synes at være sociologer (der står ikke noget om forfatternes baggrund). Den handler om ny teknologi på velfærdsområdet. Både ”hård” teknolog som f.eks. it-programmer, der styrer arbejdet, eller ”blød” teknologi som visse former for planlægning eller møder.

Titlens udsagn om, at teknikken holder mere end den lover vakte min nysgerrighed. Jeg fandt ud af, at de herved ikke mener, at teknologi altid er mere effektiv, end man forventer. Men at den ofte har – eller kan fås til at have – gode eller dårlige ”sidevirkninger”, der går ud over eller ved siden af, hvad man forventer.

Helene Ratner skriver om en hjemmeside, som Undervisningsministeriet har oprettet – www.uddannelsesstatistik.dk. Den indeholder mængder af data om folkeskole og gymnasier og efterskoler. F.eks. fravær, karakterer i forskellige fag og klasser. Også data om elevernes socio-økonomiske baggrund, så man kan kontrollere for den faktor. Jeg har set på siden, for jeg kendte den ikke. Den er tilgængelig for alle og meget interessant. Her kan man se, hvordan enkelte skoler ”scorer” i forhold til andre. At man lærer at læse bedre på en skole i Nordjylland end på en på Lolland, også når den socioøkonomiske baggrund regnes med.

Formålet med statistiksiden, siger en medarbejder i ministeriet til Ratner, er at ”massere en evalueringskultur ind i alle styringsled” i skolerne (s. 23).  Men ikke ved kontrol fra ministeriet, men ved at ledere og andre i skolen kan gå ind og selv foretage de sammenligninger, de finder interessante. Et smukt princip, synes jeg.

Ratners pointe er nu, at det trods alle ”data” ikke er et helt neutralt værktøj. For det første, som embedsmanden nævner, så søger det at fremme evaluering ud fra resultater, og her ret kortsigtede resultater. Ikke læring for livet, men læring for skolen, i form af eksaminer bl.a., fordi det er, hvad ministeriet har data om. Men der ligger også en formning via, hvordan data bearbejdes og præsenteres. Data drejes og formes i overgangen fra rå form til ”sande” data om situationen. Noget som den franske videnskabssociolog Bruno Latour illustrerede i 1979 i en bog om data i naturvidenskaben. Sande data er i en vis grad socialt, dvs. menneskeligt konstruerede.

Hertil kommer også forhold, som dataene ikke fanger ind. F.eks. at en skole med gode scoringer pludselig bliver dårligere, pga. af at forældre med børn, der måske ikke klarer sig så godt i en anden skole, sendes til den skole i håb om, at de kan løftes her. Men i første omgang resulterer det måske i en nedadgående score for skolen. Der er også andre faktorer, der kan skabe en sådan ”regression to the mean” (tilbagevenden til gennemsnittet), som det ofte kaldes. Blot det simple, at de gode resultater ét år måske skyldes heldige sammentræf, der ikke kan forventes næste år.

Uden at Ratner stiller det tydeligt sådan op, så får jeg det indtryk, at hun mener, at disse talmæssige målinger ikke er så gode som en fri fortælling om den pågældende skole, som f.eks. en skoleleder ville give i et interview. Her kan man få mange flere relevante faktorer med, men man kan også bruge det til at snakke sig fra det og bortforklare mange pinlige forhold. Det er måske ikke uden grund, at man skal afgive sin selvangivelse hovedsagelig med tal, med alle de begrænsninger, det har, og ikke som blød tale. Sådanne bløde udsagn er heller ikke lette at ordne i en database.

Strategisk analyse hos politiet forudser forbrydelser

Den følgende artikel handler om ”strategisk analyse” i politiet. En metode (man kan kalde den en ”blød” teknologi) til at forudse kriminalitetsmønsteret og kunne planlægge f.eks. forebyggende indsatser ud fra. Også her konkluderes, ud fra de samme teoritraditioner som i artikel 1, at ”[t]eknologier er altså ikke neutrale”, s. 44. Strategisk analyse signalerer, at politiet har styr på det, også selvom det i en vis forstand gør dem mindre effektive, fordi det tager tid fra andre opgaver. Det sender også et signal om, at politiarbejdet er meget professionelt, baseret på data og analyse.

Morten Knudsen og Magnus Larsson ser kritisk på lederuddannelsesprogrammet i Region Hovedstaden. Også her sporer de sidevirkninger ved programmet, nemlig at organisationen (hospitaler mm.) og lederopgaven bliver beskrevet som det, de kalder ”simple maskiner”, hvor der er et let forståeligt forhold mellem input (hvad man gør) og output (de resultater, man får). Her over for stiller de ”ikke-trivielle maskiner”, hvor det er svært at forudsige, hvad der sker, når man gør et eller andet. Synspunktet kendes også fra den såkaldte kaosteori og implementeringsteori (det implementerede kan være meget forskelligt fra det tilsigtede). Ud over at lære deltagerne ledelse, så indoktrinerer det dem altså i en maskinmodel af organisation og ledelse. Disse forfatteres teoriforbillede er den tyske sociolog Niklas Luhmann.

Læseren må vove pelsen selv

Niels Åkerstrøm Andersen, kendt og respekteret professor på CBS med ofte inspirerende anderledes og svært forståelige synspunkter, skriver om ”Potentialiseringsteknologier som immunmekanismer” – tag lige og slug den! Han angler i hvert fald ikke efter billige læserpoint. Også han bruger Luhmann. Ved immunmekanismer mener han alt det, der beskytter en organisation mv. mod problemer. Og ved potentialiseringsteknologier mener han f.eks. fremtidsværksteder, styringslaboratorier, hvor man undersøger muligheder. Hans konklusion er, som i de forrige artikler, at disse teknologier også har andre virkninger end tilsigtet. Og at disse vist ikke altid er gode, f.eks. kan man argumentere, at de beskytter mod ”rigtig” forandring; de er kun forandring i tanken. Jeg må anbefale læseren selv at læse Åkerstrøms artikel (flere gange!) for at se, om min meget forkortede læsning er rigtig.

Niels Thyge Thygesen tager målstyring – styring ved hjælp af mål, ikke ved styring af midler og arbejdsmetoder - under behandling på samme måde. At sætte mål for fremtiden kalder han en begejstringsmetode, hvor man komprimerer tiden fra før til efter. Også her må læseren vove pelsen og tolke artiklen selv.

I antologien er også en artikel om kræftpakker (Kirstine Zinck Pedersen), dvs. forprogrammerede behandlingsforløb i tilfælde af kræft. De letter arbejdet for lægerne, men kan også være for firkantede til det enkelte tilfælde.

Tilsvarende programmering og skemalægning på plejehjem lyder ikke rart for den endnu uerfarne (mig) – skemaer fastlægger, hvornår beboeren skal sove, gå på toilettet (det kan også styres af en elektronisk ble), medicinskema etc. (Anders La Cour og Holger Højlund). Jeg behøver ikke hjælp fra Luhmann (som også er med her) til at forstå, at der er kedelige sidevirkninger i form af udefra kommende bestemmelse af, hvad der er mine behov, og hvornår jeg har dem. Og den deraf følgende unødvendighed af samtale med mig, når jeg kommer på plejehjem.

Forsvindingsteknologier kalder en anden artikel, her med hjælp af Bourdieu, de it-systemer i form af PDA’ere, disse små håndholdte registrerings- og planlægnings-dingenoter, der anvendes i hjemmeplejen (Anders la Cour, Maria Kirstine Stilling og Janus Hecht). Nogle gange anvendes eller virker denne teknologi heller ikke helt efter et formål om gennemsigtighed og styring, f.eks. melder hjemmehjælperen ikke altid, hvis de (er nødt til?) at levere mindre end lovet f.eks. mht. tid, i systemet. Måske fordi de sparer tiden til den næste borger.

Klaus Majgaard skriver om Testhallen, et møde mellem borgere og medarbejdere i Odense kommune, der skulle afprøve og vise nye arbejdsgange inden for rehabilitering.

Affektiv samskabelse – på vej mod det uvisse

Christa Amhøj er leder for Center for Virksomhedsudvikling og Ledelsesteknologi på CBS. Hun skriver om ”affektiv (dvs. følelsesmæssig) samskabelse” og giver derved samskabelse en drejning i forhold til, hvordan det normalt præsenteres. Hun illustrerer sine tanker med et indledningseksempel, en fødselsdagsfest på et plejehjem. Dette ser hun som en velfærdsteknologi. Den er karakteriseret ved, at det kan udvikle sig mange steder hen, hvad vi vel alle kender mht. fester uden for plejehjemmet, ikke mindst når spiritus er med.

Det er ikke bare et planlagt forløb fra A til B. Ikke bare en teknologi i klassisk forstand. Det åbner for noget nyt og ukendt. I modsætning til en fortælling fra RUC-samskabelses-folket om, at man har ryddet op i en lokal skov ved hjælp af frivillige. Her ville man dog nok ikke være glad, hvis de frivillige fandt på at rydde skoven snarere end at rydde op. Til tider er det rart at vide, hvor noget fører hen, til andre tider er det en begrænsning. Det er det sidste Amhøj beskæftiger sig med. Jeg har nok ikke læst tæt nok, for jeg forstår ikke, hvorfor det kaldes ”affektiv” samskabelse. Det lyder for mig nærmest som ”uforudsigelig” samskabelse.

Amhøj med kolleger har under navnet POEM – Public Open Evaluation Management - afprøvet sine tankegange i flere kommuner i det, man kunne kalde ”laboratorier”, hvor deltagerne opfordres til spontant at tænke, også spekulativt, æstetisk, filosofisk og etisk på, hvordan dagligdags situationer f.eks. på et plejehjem kan håndteres anderledes og også undervejs at evaluere dem. Amhøj går på den måde mere modigt frem, hvor nogle af de andre forfattere mere er interesserede i at kortlægge kedelige sider af den bestående teknologibrug.

Et næstsidste kapitel diskuterer ”bekymringssamtalen” (Hanne Knudsen og Iram Khawaja). I sidste kapitel behandler Henriette Langstrup og Nete Schwennesen digitalt understøttet genoptræning og mener, at det let bliver et stand-in for levende hjælp fra professionelle.

Sammenfattende er bogens hovedargument, at teknologier, hårde som bløde, ikke altid alene har eller indføres, fordi de har de ”tekniske” gode virkninger, der står i brochurerne. Det svarer til, hvordan det var med Claus Møllers Time Manager (et kalendersystem og tilhørende måde at bruge det på), der var populært i 1980erne. Man fik ved at bruge det og bære timemanageren i læder med sig måske styr på sin tid, men man fik også signaleret, at man havde styr på den og var oppe på beatet.

Bogen er her ud over interessant ved, at man får indblik i nyere styringsmetoder på forskellige fagområder.

Kritik

I indledningen hedder det, at forfatterne ikke er teknikfjendtlige. Det holder ikke helt. De søger helst og gerne, hvad man – og de vist også - kan opfatte som negative sidevirkninger af de analyserede teknologier. Men det er også i orden. De gør det ikke på en bondsk måde. Det havde dog været sjovt, hvis de nogle gange havde overrasket os med positive, ikke tilsigtede virkninger. Men jeg er bange for, at de ikke har spurgt til det.

Som læseren har set, nævner jeg forfatternes teori(for)brug: Nogle gange er der mange mærkelige og ikke altid nødvendige ord fra deres foretrukne teoretikere: Latour, Foucault, Bourdieu, Luhmann. Empiri bruges ikke til at undersøge, om disse teorier holder eller til at udbygge dem, men empiri bruges til, endnu en gang, at overbevise om disse synspunkter og at udlægge verdenen ifølge dem. 

Hvis man læser bogen som led i et undervisningsforløb, hvor disse forfattere også læses, er det godt, at disse i sig selv fremragende teoretikere inddrages og eksemplificeres. For forfatterenes meritering er det måske også brugbart. For mere almindelige læsere er det nok ikke noget, der hjælper.

Denne analyse-teknologi (se verden gennem kendte forfattere) har som teknologierne, der omtales i bogen, sidevirkninger og ekstravirkninger, f.eks. at placere artiklerne som værende på et højt akademisk niveau og forfatterne som tilhørende de rigtige hip teoriretninger i verbalt let venstreorienterede forskningsmiljøer. Dette siger jeg for at drille forfatterne med deres egen metode, som sikkert heller ikke føles rar for fortalerne for de i bogen beskrevne teknologier.

Men der er meget gods i bogen, når man trænger igennem sløret.