I denne fortælling af Kong Christian den halve beskrev vi, hvordan den lægefaglige udredning blev omskrevet samt at der i løbet af fire år reelt kun var to dages sundhedsfaglig udredning, som del af sagsbehandlingen i beskæftigelsesforvaltningen. Løsninger var der meget lidt af og ventetid var der tilgengæld masser af.
Som opfølgning på de tidligere antikler i fortællingen om Kong Christian den halve har jeg forsøgt at skitsere andre løsningsforslag på de beskrevne mangler, fejl og barriere.
Problemer som ifølge mine erfaringer er repræsentative for en stor del af de ofte meget lange forløb, som borgerne oplever i beskæftigelsessystemet, når deres udfordringer er andet og mere end blot ordinær ledighed.
Jeg har forsøgt at skitsere en nemmere adgang for borgerne i deres første møde med beskæftigelsesforvaltningen, ved at forenkle strukturen for screening og typer af ydelser. Med en opdeling af borgerne i to nemt identificerbare grupper: a) ordinært ledige og b) komplekse udredninger, så bliver det en entydig adgang til beskæftigelsessystemet – illustreret ved bibeholdelse af kontanthjælp for gruppe a og flekspension for gruppe b.
Hertil knytter jeg forslaget om en udredningsgaranti på f.eks. tre måneder, samt en ret til at vælge anden leverandør til at foretage udredningen. På den måde kan borgeren vælge imellem flere kommuneres tilbud og specialiserede private aktører, hvilket vil øge kvaliteten og servicen som en naturlig del af konkurrenceudsættelsen.
Kong Christian den halve
Følg historien, der trækker centrale nedslagspunkter frem fra et 30 år langt sagsforløb. Det her er ikke en enkeltsag. Det er en afklædning af et system, som svigter dagligt.
Læs også folketingskandidat og fleksjobber Claus Janssons blog om forslag til et nyt beskæftigelsessystem.
Vi har i årtier forsøgt ”one size fits all”, og det er næppe for meget at konkludere, at det er blevet til ”one size fits non”.
Årsagerne hertil løses ikke alene med de forslag, som jeg har skitseret i de tidligere artikler, da de blot vil medvirke til at skaffe en nemmere adgang til beskæftigelsessystemet samt en hurtigere udredning.
Skal vi nå helt i mål, så er vi også nødsaget til at se på de øvrige barrierer, som bl.a. findes i brugen af ”sektoransvars princippet” og ikke mindst ”nærheds princippet”.
Sektoransvarsprincippet betyder, at det forvaltningsafsnit/den myndighed, der har ansvaret for et givent område eller funktion, også har fagligheden og beslutningskompetencen til at udføre opgaverne under ansvarsområdet.
Nærhedsprincippet betyder, at de førnævnte opgaver løses i så tæt samarbejde med borgerne som muligt og dermed på det laveste organisatoriske niveau, der er hensigtsmæssigt for at løse opgaven.
For nærhedsprincippet handler det om, at borgeren er i centrum. F.eks. at opgaver med sundhedsfaglige udredninger, først og fremmest sker i samarbejde med borgerens privatpraktiserende læge – dernæst ,alt efter kompleksitet, i samarbejde med dele af det øvrige sundhedsvæsen.
For sektoransvarsprincippet handler det om, at de relaterede dele af indsatserne også lægges ind under de respektive forvaltningsafsnit. Sundhedsfaglige udredninger således i sundhedsvæsenet – og der er i den grad brug for at den lægefaglige udredning ikke fortsat udsættes for den nuværende omskrivning af patienternes diagnosticeringer.
På tilsvarende vis skal den socialfaglige indsatser og borgernes ydelser behandles af socialforvaltningen – så den nuværende risiko for kassetænkning minimeres. En kassetænkning som muliggøres ved at ydelsestype kombineres med beskæftigelsesindsatser, som giver det for kommunen bedste økonomiske resultat. Vi kalder det trods alt SOCIALE ydelser og ikke beskæftigelsesydelser.
For at løse indsatserne på TVÆRS af de respektive sektorer/forvaltninger er det nødvendigt at indføre et generelt løft i den faglige indsats. Både ved at give de eksisterende medarbejdere beslutningskompetencer til at træffe beslutninger i tæt samråd med borgeren og i respekt for de naturlige grænser medarbejderne har i deres kompetencer.
Derudover bør det ikke udelukkes, at kompetencer hos eksisterende medarbejdere skal løftes, så det modsvarer de skitserede ændringer i mine forslag. På sigt er det naturligt også at indtænke ændringer i nuværende uddannelser, så der kan komme medarbejdere med de rette tværfaglige kompetencer.
En altafgørende faktor for at borgeren modtager den rette individuelle tilpassede indsats er, at borgeren har en fast tilknyttet tværfaglig rådgiver, som kan følge borgeren ind i samtlige forvaltninger og være tovholder, hvor borgeren måtte have behov for det.
Og ja. Borgeren skal naturligvis hav lov til at vælge en anden tværfaglig rådgiver, hvor kemi eller andre forhold gør, at borgeren ikke føler sig tryk ved samarbejdet.
Dette skal være en rettighed, fordi borgerens ejerskab og indflydelse er grundforudsætningen for at indsatsen bliver så succesfuld som muligt.
