God ledelse har fokus på høj trivsel og faglighed, mens styring er synonymt med (ond) økonomistyring og regelfokus. Sådan hører jeg – groft sagt – ofte forholdet mellem ledelse og styring omtalt.
Det var også tilfældet på et debatmøde på CBS for nylig om den nye skolelederuddannelse. Her diskuterede deltagerne, hvad behovene i en kommende skolelederuddannelse er. En debat, som i min optik uden problemer kunne overføres til alle andre offentlige lederuddannelser.
Et bud på ledelse efter NPM: New Public Leadership
Læs mere om New Public Leadership her.
Læs mere om Center for Public Leadership, der står bag bogen om NPL.
For debatten afspejlede et fokus, jeg ofte støder på – nemlig samarbejdet mellem ledelseskæden (her skolelederne) og forvaltningen. Ønsket i debatten på CBS var, at skolelederne skulle have et stærkere fokus på faglig ledelse tæt på praksis. Fordi forestillingen er, at faglig ledelse er lig med god ledelse, som skaber høj trivsel og læring. Begrebet styring var – igen, fristes jeg næsten til at sige – mindre relevant, fordi det jo er synonymt med økonomistyring og regelfokus. Og det har ikke noget med god ledelse at gøre.
Tag lederskab for en ny styring
Intet kunne være mere forkert. Jeg mener, at fremtidens skoleledere – og alle andre offentlige ledere for den sags skyld – skal uddannes til at tage lederskab for en ny styringskultur i ledelseskæden. En styring, der er baseret på effekten for borgerne.
At mange opfatter styring synonymt med regneark og regler kommer selvfølgelig et sted fra. Årtier med New Public Management samt lov om budgetoverholdelse har sat sine spor. Og derfor er opfattelsen af styring jo ikke forkert. Men den spænder alvorligt ben for udvikling af ledelse og styring i den offentlige sektor. Spørgsmålet, vi skal stille os selv i den sammenhæng, er: Er vi i stand til at nytænke styringsdagsordenen, eller vil vi blot reproducere den adfærd, vi har haft i årtier?
Ingen sammenhæng i Finansministeriet
Ser man på, hvordan politikere og embedsmænd på Slotsholmen agerer, kan jeg godt blive bekymret for, at nytænkningen får svære kår. For innovationsminister Sophie Løhde skriver i sit udkast til regeringens Sammenhængsreform Borgeren først – en mere sammenhængende offentlig sektor: ”Borgerne får mere velfærd for pengene gennem, at den statslige styring får mindre fokus på proceskrav og mere på styring efter det, der skaber værdi for borgerne og samfundet”.
På den anden side af gangen - i Finansministeriet – har man lavet en kommunal økonomiaftale for 2018 med KL, hvor et nyt moderniseringsprogram ser dagens lys. Så kunne man jo forvente, at de to dokumenter – moderniseringsprogrammet og sammenhængsreformen – ville have en rød tråd, som bandt dem sammen, da de jo er født i samme ministerium. Men nej, men det synes ikke at være tilfældet.
Sammenhængsreformen tager ganske forfriskende hul på et nyt ledelses- og styringsparadigme – bedre for mindre – med fokus på effekten for borgerne. Moderniseringsprogrammet er desværre bare mere af det gamle paradigme mere for mindre – med økonomien som bundlinje.
Omdefinér effektivitet som begreb
Problemet med mere for mindre-paradigmet er, at spørgsmålet om, hvorvidt ydelsen har effekt for borgerne, simpelthen ikke er en del af ligningen. På den måde er den offentlige sektor nok det eneste sted i samfundet, hvor man definerer effektivitet alene som så meget som muligt for så få penge som muligt: Flest mulige studerende igennem uddannelsessystemet eller laveste mulige normering, fx som vi så det i SKAT, til billigst mulige pris.
Jeg har svært ved at forestille mig andre sammenhænge, hvor man ville sige, at en ydelse er effektiv, alene fordi den er så billig som mulig. Om den er effektiv eller ineffektiv afgøres jo af, om effekten er tilfredsstillende ift. det, der var målet med ydelsen. Ellers ville det svare til, at FCK under en kamp styrede efter antallet af pasninger, hvor modstanderne ikke rører bolden, eller alene efter antallet af minutter i boldbesiddelse uden tanke på, om det fører til mål. Men når man taler om effektivt pasningsspil, hænger det jo uløseligt sammen med, at det resulterer i mange mål.
Så skal vi den offentlige sektor i mål med bedre velfærd til borgerne inden for en fornuftig økonomisk ramme, må vi vende styringen på hovedet. Ligningen, der hedder, at effekt er lig med ressourcer divideret med antal ydelser, fungerer ikke længere.
Hvordan ligningen burde se ud, kan du læse i min artikel Vi har brug for en ny ligning i offentlig styring, som jeg offentliggør her på sitet på fredag.
