Nøj, hvor har vi lært meget af de sidste årtiers fejlslagne integrationspolitik. Og tænk engang, at vi formåede at få noget konstruktivt ud af en polariseret og ukonstruktiv indvandrerdebat.
Men det lykkedes. Skuden er ved at vende. Indvandrere og deres efterkommere stikker ikke længere fuldstændig af på statistikkerne for kriminalitet. Og det med massearbejdsløshed blandt indvandrere og efterkommere er efterhånden noget, der hører fortiden til.
Hvordan kom vi her til? Det gjorde vi ved at dæmme op for velfærdsstatens slagsider; høje skatter, høje ledighedsydelser og mindstelønninger, som pressede ud af arbejdsmarkedet og over på passiv forsørgelse. Vi erstattede “Det Danmark vi kendte” med et langt bedre Danmark med vækst, optimisme, glæde og ikke mindst personligt ansvar og frihed.
Selvforskyldt problem
Men vi skulle igennem 5 årtier med forfejlet integrationspolitik.
I 1980erne så vi indvandrere som stakler. Ressourcesvage mennesker, der skulle parkeres på offentlig forsørgelse.
En stor del af de indvandrere der kom hertil, var arbejdsdygtige og duelige, men blev forstenet og passive med penge i lommerne uden indsats. Det var folk, der var vant til at drive deres liv, før de kom til landet. Hvorfor pludselig en kovending?
Fordi Danmarks overbeskyttende, overhellige og påpasselige jomfruelige socialpolitik (der paradoksalt synes asocial) gjorde dem til ofre og martyrer i det danske paradis. Det var den spæde begyndelse til den danske integrationsmareridt begyndte.
Og det skabte samtidig grundlaget for, at Dansk Folkeparti kunne få vind i sejlene op gennem 90erne. De påpegede reelle problemer med den forfejlede integrationspolitik, men hverken retorisk eller substantielt havde de noget konstruktivt at byde på.
I stedet for at anerkende problemernes omfang og komme med bedre løsninger, var den politiske elite bange for at fremstå som værende fremmedfjendske, umenneskelige og i seng med Pia Kjærsgaard. Stueren mangfoldighed og lukkede øjne over for de voksende problemer var herskende.
I stedet for at bekæmpe den arbejdsløshed og sociale armod blandt ikke-vestlige indvandrere, havde vi med Politiken-segmentet i front mere travlt med at bekæmpe Dansk Folkeparti og gøre deres marginaliserende ”fremmedhad” til grund for, at indvandrere og efterkommere var underrepræsenteret på arbejdsmarkedet og overrepræsenteret i kedelige statistikker for vold og bandekriminalitet.
Op gennem både 00erne og 10erne opstår der dog en bred, politisk konsensus om, at integrationen i Danmark har slået fuldstændig fejl. Det kunne ikke benægtes længere – og befolkningen havde indset det for længst.
Reelle, holdbare løsninger kom der til gengæld ikke mange af – i stedet indledte stort set alle etablerede partier et retorisk kapløb med DF om, hvem der kunne dæmonisere indvandrere allermest – til gunst for meningsmålinger og vælgertilslutning.
Kønt og konstruktivt var det ikke. I stedet for at fokusere på krav om selvforsørgelse og få gjort noget ved bagsiden af medaljen ved en for stor velfærdsstat, var fokus i højere grad på at holde indvandrere og flygtninge ude af landet.
Invandrere en del af løsningen
Men indvandrerne var og er ikke problemet. Tværtimod har vi brug for indvandring. Uden kloge hoveder, dygtige hænder og arbejdsomme mennesker fra Indien, Irak og Egypten, kan hverken hængekøjeproblemer og ældrebyrde klares eller en tung og rigid velfærdsstat finansieres.
Gennembruddet kommer i 2020erne. Og det var ret åbenlyst; indvandringen er ikke problemet. Den er nødvendig. Velfærdsstaten, kasser på åben, vidt gab og for høje mindstelønninger og arbejdsløshedsydelser er derimod problemet.
Vi når endelig frem til den ret åbenlyse erkendelse af, når man flytter til et væsentlig anderledes land, er uuddannet og ikke taler sproget, så har en månedlig check fra de offentlige myndigheder ikke en positiv effekt.
Det gør så det hele markant sværere, at man skal op og tjene godt over 120 kroner i timen for, at det overhovedet kan betale sig at arbejde i Danmark. Vi tog fat om problemets rod, satte skatterne ned og indførte et krav om 100% selvforsørgelse for nytilkomne.
I 2030 har vi fået vendt skuden og er ved at nå kulminationen af 50 års lektier i fejlslagen integrationspolitik.
Vores grænser er åbne for alle indvandrere. Alle kan frit komme hertil og søge lykken. Til gengæld er kasserne smækket i. Kommer man hertil, skal man forsørge sig selv og sin familie og i øvrigt tegne private sundhedsforsikringer og arbejdsløshedsforsikringer – kompenseret ved lavere skatter. Indvandrere strømmer hertil for at arbejde.
Det er en almindelig selvfølge, at se Mahmoud bag kassen på McDonalds eller Yassine, der gør rent for de store virksomheder eller Fathi der er ude og bygge carporte. For det kan betale sig for dem med den øgede økonomiske frihed. Og det kan ikke betale sig at lade være, fordi vi har indrettet et system med et stort personligt ansvar.
Samtidig kan vi tiltrække de dygtigste læger, ingeniører og forskere fra udlandet, fordi vi langt om længe har taget et opgør med det progressive skattesystem, topskatten og de for høje marginalskatter.
Lærte af Canada, USA og Schweiz
I starten af årtusindet var der kun Sverige, som var dårlige end os til at integrere indvandrere fra ikke-vestlige lande. Dengang var beskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrere 41 procent lavere end den er for den etnisk danske befolkning.
Men vi lærte af lande som USA og Canada, hvor forskellene i beskæftigelsesfrekvens var på kun henholdsvis fire og ti procent. Fordi de havde fleksible arbejdsmarkedet og lave skatter, hvor det kunne betale sig at tage lavtlønnet arbejde. Hvor marginalskatterne var så lave, at de mest veluddannede indvandrere tog til dertil for at søge lykken og gøre de respektive nationer rigere og mere produktive.
Når halvdelen af danske indvandrere stod udenfor arbejdsmarkedet, mens et land som Schweiz med 23 % indvandrere oplevede, at arbejdsløsheden blandt fremmede var på sølle 7 %, så måtte vi indse nogle ubehagelige sandheder;
Den danske velfærdsstat havde spillet fallit, og formåede hverken at tiltrække de dygtigste indvandrere eller at få de mindre veluddannede indvandrere i job.
Den væsentlige forskel mellem Schweiz og så et land som Danmark var, at det var markant sværere at komme på offentlig forsørgelse i Schweiz. Til gengæld blomstrer erhvervslivet i det liberale alpeland, hvor lave skatter og lav regulering gør det attraktivt at arbejde.
For en lille stat med lavere skatter fordres det, at indvandrere kommer i arbejde og derved bliver integrerede.
Og nu er Danmark langt om længe kommet i samme bås som Schweiz, Canada og USA. Indvandrere, der kommer hertil, er i høj grad velintegrerede, i arbejde og en enorm positiv samfundsgevinst på lige fod med dygtige østarbejdere.
Optimisme, medmenneskelighed og åbenhed har endelig erstattet frygt, fremmedskepsis og lukkethed. Det har styrket vores økonomi, vores samfund og kultur. For frihed i hånd med det personlige ansvar har altid – og vil altid – give de bedste resultater for både individet og samfundet.
Er skattelettelser altid svaret? selv i integrationspolitikken? spørger formand for DSU, Alexander Grandt i sin kommentar
Det er egentlig komisk, at selv i integrationspolitikken er skattesænkninger og afmontering af velfærdsstaten det politiske svar fra Alex Vanopslagh og ultraliberalisterne. Det er deres evige automat svar, selv når de skal give et bud på, hvordan dansk indvandrings- og integrationspolitik ser ud i 2030.
Komisk, fordi argumentet blafrer som en påstand uden belæg. Hvordan bliver Fatima dygtigere til at lære dansk bare fordi hendes trækprocent falder? Hvordan stopper vi social tvang, ved at sænke lønningerne? Hvordan retter vi op på unge indvandreknægte, der er havnet i en kriminel løbebande, ved at presse dyre forsikringer ned over familien, fremfor lige adgang til den velfærd vi kender og holder af?
”Vores grænser er åbne for alle indvandrere. Alle kan frit komme hertil og søge lykken. Til gengæld er kasserne smækket i.” skriver Alex Vanopslagh. Kasserne er ikke bare smækket i for indvandrerne, den er med tydelighed smækket i for os alle sammen, i det liberalistiske korstog partiet ønsker at føre mod velfærdsstaten.
Lukkede kasser åbner sådan set kun op for en elitær indvandring, hvor kun dem der har mest har muligheden for at komme til Danmark. Men det passer jo sådan set meget godt på det samfund ultraliberalisterne i forvejen kæmper for.
Alex Vanopslagh harcelerer mod 90’ernes integrationspolitik. Det er forståeligt nok, men hvor adskiller Liberal Alliances politik fra den Laises fair tilgang vi så i 90’erne? Problemerne med 90’ernes integrationspolitik, var jo ikke de sociale bidrag til de indvandrere der stod uden job. Problemet var, at man grundlæggende ikke stillede krav til de mennesker der kom hertil.
Det hjælper ikke at gøre folk fattige eller fjerne deres velfærdsydelser. Det hjælper, at understege, at der med rettigheder også følger pligter.
Visionen i 2030 må da være at fjerne forskellene mellem etniske danskere og indvandrere i arbejdsmuligheder, uddannelseskompetencer og social mobilitet. Det skal vi bruge vores velfærdssamfund til. Jeg mener vi skal stille ret klare krav, mens indsatserne må være forskellige afhængigt af hvem vi har med at gøre. Det bedste vi kan gøre for en flygtning der kommer hertil, er at sætte vedkommende i gang med at lære sproget og i arbejde med det samme.
Vi ved meget mere om udfordringerne i dag, end vi gjorde under de store indvandrings- og flygtningestrømme i 80’erne og 90’erne. Vi ved, at tilstrømning betyder noget – et faktum Vanopslagh desværre benægter. Vi ved, at ghettoerne er ødelæggende for integrationen. Vi ved, at isolering og identitetsforvirring fører til øget radikalisering.
Velfærdssamfundet er langt fra perfekt til at styrke integrationen, men sammen med klare budskaber om pligter og rettigheder, nedbrydning af ghettodannelser og en målrettet arbejdsmarkedspolitisk indsats, så kan velfærden i den grad gøre den forskel der skal til, for at styrke integrationen. Vi kommer ingen vegne ved bare at sætte vores lid til skattesænkninger.
