I den danske filmklassiker ”Den store badedag” skildres 1930’ernes familieliv i en lille arbejderfamilie på Vesterbro i København. Der er trænge kår. Familien bor i en lille baggårdslejlighed med lokum i gården, så Erik Clausen må, i rollen som familiefaren, skide på en avis på gulvet, da hele opgangen har levet af billig kål i en uge.
Den 14-årige barnepige tjener en ekstra skilling ved at tage sig kærligt af blikkenslagersvenden. Og det hidtidige højdepunkt i den 7-åriges Gustav Adolfs liv er, når familien vælger at bruge ugens enkelte fridag på at tage en tur på stranden uden for København.
Folketingsvalget 2015
Familielivet fortsat under pres
Omtrent sådan var mange danskeres familieliv i 1930’erne. Meget er sket siden og heldigvis er billedet i dag et ganske andet. De sociale og økonomiske kår er bedre. Arbejderfamilien har ofte råd til eget hus, med gulvvarme og to toiletter, egen bil og charterferie til en solskinsø i Middelhavet. Arbejdslivet er præget af en 37-timers arbejdsuge, fri i weekenden og 6 ugers ferie om året.
Velfærdssamfundet sikrer at børnene kan blive passet og senere komme i skole, og blive endnu dygtigere end deres forældres generation. Det betyder også, at mor kan komme på arbejde i stedet for at gå derhjemme og passe ungerne. Alt i alt er rammerne for det gode familie liv blevet en hel del bedre i takt med at økonomien er vokset, velfærdssamfundet er blevet opbygget og forholdene på arbejdsmarkedet er blevet forbedret.
Betyder det så, at familielivet er blevet bedre og mere lykkeligt? Det tror jeg ikke nødvendigvis. Vi lever i dag en verden, hvor presset for at skulle præstere på højeste niveau konstant er til stede.
Allerede i uddannelsessystemet presses unge til at strække sig til det yderste for at opnå de højeste karakterer eller færdiggøre deres uddannelse på rekordtid. Med konstant politisk pres med karakterkrav og fremdrift er vi ved at skabe en ”generation præstation”, hvor stress og psykiske problemer rammer flere og flere i en yngre og yngre alder.
Det er ikke fordi, det er meget anderledes på det arbejdsmarked forældrene befinder sig på. Arbejdslivet er præget af et kontant pres for at løbe hurtigere og hurtigere. Karriereræset betyder, at man prioriterer overarbejde frem for tid med familien.
Mange, især mændene, bruger meget kort tid på barsel af hensyn til karrieren. Også hos de voksne udmønter det præstationsprægede samfund sig i stressdiagnoser og psykiskbetingede sygemeldinger. Det endda uden at nævne en skilsmissestatistik på omkring 50 procent. Alt sammen levner mindre overskud til det gode familieliv.
Det familieliv, der formentligt har en stor betydning for, hvorfor vi i mange år har kunne kalde os verdens lykkeligste land. Så selvom rammerne og vilkårene for det danske familieliv er blevet bedre, er vi bestemt ikke i mål.
Fokus på mennesker
Vi skal have større ambitioner for familielivet, når vi i 2030 rammer hundredeåret for Gustav Adolf og familiens store badedag.
I 2030 skal begge forældre tage del i barslen. Barsel er for både mor og far, både af hensyn til barnet, men også fordi hverken mor eller far skal have færre muligheder på arbejdsmarkedet, fordi en arbejdsgiver forventer – eller ikke forventer – man tager barsel. Derfor skal vi øremærke barsel til mænd og der skal indføres pensionsopsparing under barsel, så den i familien der tager mest barsel ikke rammes så hårdt på pengepungen. En lige fordeling af barslen handler om at skabe en ordentlig start på familielivet.
Stress, depression og mistrivsel er efterhånden blevet en folkesygdom. Det er helt klart en konsekvens af det pres mange mennesker oplever i de her år. Jeg drømmer om, at vi i 2030 har mere fritid og familietid – også midt i livet.
Hvorfor fylder karrieren og arbejdet alt i de bedste år af livet, mens man har børnene boende hjemme? Hvorfor skal man vente til pensionsalderen med at få tid til at dyrke sin familie og fritidsinteresser?
Vi burde indrette vores pensionssystem på en måde, hvor man kan bruge nogle af sine tilbagetrækningsår tidligere i livet, til gengæld for at blive et par år mere på arbejdsmarkedet. Så hele familien kan tage den jordomrejse man drømmer om, eller hvordan man ellers ønsker at dyrke sin familie, mens man er ved fuld vigør og børnene er børn.
Mit ønske om mere fritid og familietid er ikke en aversion mod de, der vælger karrierelivet. Tværtimod. Jeg taler for de tusindvis, der vel at mærke er glade for jobbet, men hvor arbejde mest af alt handler om at skabe økonomisk råderum til en god tilværelse for familien, med kvalitetstid, oplevelser og alt det der kræver at vi er sammen.
De fleste af os er vokset op i en traditionel kernefamilie. Sådan vil flertallet nok også vokse op i fremtiden, men vi skal slet ikke tro, at Danmark er godt nok i 2015, når det handler om at gøre plads til kernefamilier, der ikke kun er defineret af far, mor og børn. Mor og mor, far og far – dine, mine og vores børn – enlig mor, enlig far. Jeg ønsker et samfund hvor alle familieformer har sin ret, både juridisk og socialt.
Det kræver, at vi i de kommende år fortsætter kursen med at nedbryde de juridiske uligheder for LGBT-par og enlige uanset om det drejer sig om ægteskab, kunstig befrugtning, adoption eller noget helt fjerde. Vi skal have nultolerance over for enhver form for diskrimination på baggrund af køn eller seksualitet.
Verden står heldigvis ikke stille. Og det gør familielivet heller ikke. Vi skal konstant tilpasse og indrette vores samfund på en måde, der giver mennesker de bedste livsbetingelser. Det er ikke politikernes opgave at diktere det lykkelige liv. Den socialdemokratiske partibog skal ikke bestemme, hvordan vi lever vores liv.
Mit ønske er at give danskerne nogen muligheder for at trække i bremsen og prioritere familien. Give mænd tid med deres nyfødte børn, hvis de altså har lyst. Skabe rammerne for, at der også er plads til andre familieformer end de traditionelle.
Et godt familieliv handler om hele familien, men det handler i særdeleshed om børnene. Lad os gøre alt for at give vores børn endnu bedre familier de kan vokse op i, med tid og overskud til andet end arbejde og atter arbejde.
Kommentar af udannelsesordfører i Venstres Ungdom, Simon Lindkær Andersen.
Alexander Grandt indleder sit indlæg med at beskrive, hvordan den almindelige families levestandard er steget dramatisk siden 1930’erne. Den analyse er svær at være uenig i. Alt andet, der fremhæves blegner jo til sammenligning. Charterferier har erstattet en tur på stranden, parcelhuset har erstattet den lille lejlighed og alt ånder fryd og gammen. Det er fantastisk, og det skyldes den økonomiske vækst, som har fundet sted over en periode på 70 år. Det er jeg helt enig i.
Derfor er det bedste vi kan gøre for familielivet de næste mange år også at sikre, at vores økonomi udvikler sig yderligere. At sikre plads til at driftige virksomheder kan producere nye produkter, og at vores handel, i samspil med resten af verden, kan gøre vores samfund endnu rigere. At der stadig er råd til børnehaver, skoler og hospitaler i vores velfærdssamfund.
Det kræver en ansvarlig økonomisk politik, der med lavere skatter og afgifter giver mulighed for at økonomien kan udvikle sig og skabe velstand. Det kræver en økonomi med nok arbejdskraft, og flere der er med til at yde økonomisk til samfundet, frem for at blive fastholdt på offentlig forsørgelse af verdens højeste ydelser og sværest tilgængelige arbejdsmarked. Jeg savner at se, hvordan Socialdemokraterne og DSU vil løse den udfordring.
I stedet kaster Alexander Grandt sig ud i en længere analyse af, hvordan det skal være muligt at holde fri fra arbejdsmarkedet midt i livet. Det er bare svært at se, hvorfor løsningen skal være en ny statslig ordning om ”mellempension”. Vi kan jo bare lade folk bestemme selv. I stedet for at kradse ind til alderdommen over skatten, kunne vi lade folk spare op og forbruge selv, som de har lyst. Så var problemet jo løst!
Men her stopper formynderiet ikke. DSU vil tilsyneladende også bestemme, hvordan barsel skal fordeles mellem mor og far. Det kan jo ikke undre, men ikke desto mindre siger det noget om, at Alexander Grandts familieliv i hvert fald ikke er et frit familieliv.
”Den socialdemokratiske partibog skal ikke bestemme hvordan vi lever vores liv”, skriver Alexander Grandt i sit indlæg om, hvordan familielivet bør se ud i 2030. Det havde været fantastisk, hvis det udsagn også kunne ses i resten af hans tekst. Jeg har ingen drøm for danskernes familieliv i 2030. Jeg har en drøm for mit eget. Det stoler jeg på, at de fleste andre også har.
