Den danske måde at indrette et samfund på er unik. Velfærdssamfundet er i denne sammenhæng et direkte produkt af et fælles mind set hos danskerne, hvor fælles historie, kultur og identitet har skabt grundlaget for et så tillidsfuldt samfund, at vi har lyst til at betale for hinanden.
Hvis min nabo bliver alvorligt syg og har brug for hjælp, så betaler jeg gerne for det over skatten. Til gengæld har jeg også en forventning om, at min nabo tilsvarende vil betale en stor del af sin indkomst i skat, så den samme dækning gælder for mig, hvis uheldet er ude. Denne tænkning er baseret på en fælles tillid til hinanden, hvor vi hver svarer sit – og ellers lader andre leve livet, som de lyster det. Denne danske tankegang sikrer en høj grad af tryghed kombineret med en individuel frihed.
Denne tanke, der på mange måder gør Danmark unik, er bevaret i 2030, hvor min far i øvrigt er blevet en ældre mand på 77 år. Teknologiske landvindinger gør det muligt for ham at tilrettelægge et liv, hvor han populært sagt er herre i eget liv.
Har han brug for hjælp, er det heldigt, at han selv har betalt for velfærden igennem hele livet – ligesom min bror og jeg givetvis vil komme til at betale for en værdig alderdom. Skulle han have brug for mere hjælp, så indrømmer jeg det blankt: jeg er fløjtende ligeglad med, om det er kommunen eller et lille privat firma fra den lokale by, der passer godt på ham og plejer ham.
For i 2030 er vi forhåbentlig kommet så vidt, at der findes bred politisk opbakning til, at det er individet, der er i centrum.
Hvis min far skulle få brug for hjælp, så skal han ikke ”bare” have privat hjælp. Eller ”bare” kommunal hjælp. Han skal have den bedste hjælp! I denne forbindelse vil jeg blæse på ideologiske tordentaler om det private imod det offentlige eller omvendt. For det drejer sig om at sikre det frie valg og en tryg hverdag.
2030-samfundet i Danmark er et samfund, hvor vi ser på effekt fremfor ideologi, der på mange måder har spillet fallit. Det offentlige er stadig udbyderen, der er finansieret over skatten – men opgaven kan sagtens løses af private leverandører i højere grad end i dag, hvis det passer borgeren.
Sagen er den, at når folk kan administrere livet efter eget ønske så vidt muligt, så giver det de lykkeligste mennesker, da friheden kombineret med det trygge udgangspunkt, er komponenter, som udgør dele af fremtidens fundament.
Dansk tryghed og tillid hviler som sagt på en stærk fællesskabsfølelse. I denne sammenhæng er det essentielt at kunne styre indvandringen – derfor er udlændingepolitikken forandret markant. Den indvandring, der kommer til Danmark, er først og fremmest indvandring, der bydes indenfor, fordi den måtte kunne byde på kvalifikationer, vi måtte mangle.
For at indvandre kræves der tilpasning til en dansk hverdag – så både samfundet kan være tryg ved den nye borger i landet – og så den nye borger i landet ved, at vedkommende mødes med klare og konkrete forventninger.
Danmarks hjælp til verdens fattigste tager udgangspunkt i nærområderne. Vi hjælper i 2030 fortsat gerne dem, der måtte søge frihed og fred i deres nærområder. Men de kommer ikke til Danmark – for her er hjælpen for dyr og ineffektiv.
Vi tager imod den arbejdskraft, vi måtte mangle. Men vi tager ikke imod, hvis vi selv har danskere, der er ledige og kvalificerede. For i 2030-samfundet har vi naturligvis bevaret vores sammenhold overfor hinanden – så der er brug for alle i Danmark.
Danskerne bestemmer over Danmark. EU er i 2030 blevet reduceret til noget, der fungerer. En mellemstatslig union, hvor landene frit kan handle, samarbejde om det, der giver mening såsom miljø og klima – men ellers er landene frie og har deres rettigheder til at indrette sig stort set, som deres befolkninger lyster det.
"Tryghed kræver reformer" skriver formand for Liberal Alliances Ungdom, Alex Vanopslagh i sin kommentar til Peters indlæg
Peter Kofod (DF) har forsøgt at spå om sine forældres hverdag om 15 år. Det er en svær opgave og fantasien rækkede heller ikke længere end, at intet rigtigt har forandret sig, Det Danmark du kender består, og alt er trygt og godt.
Den altomfattende velfærdsstat tager sig af Peters forældre – og pist væk er åbenbart ældrebyrde, hængekøjeproblematikker, strukturelle underskud og Danmarks enorme udfordringer med at skabe vækst og velstand.
Jeg er enig med Peter i, at velfærdssamfundet kommer til at overleve, og at det bliver fremtidssikret. Men det kræver reformer af velfærdsstaten. Reformer som Liberal Alliance klart og tydeligt har lagt frem og fået beregnet af Finansministeriet med deres 2025plan.
Ved at gøre den offentlige sektor 10 % mere effektiv (som regeringens produktivitetskommission anbefaler) og sætte pensionsalderen op med ét år, kan vi nemlig gennemføre de reformer, som Danmark har brug for at få råd til velfærd:
- Afskaffe topskatten så de 500.000 danskere, der i dag betaler topskat, ikke får en ekstra gok i nødden for deres ihærdige arbejdsindsats
- Fordoble bundfradraget så alle danskere kan beholde flere af deres egne penge. På den måde kan det bedre betale sig at arbejde – og borgerne bliver fri for at skulle forsørge staten, inden de kan forsørge sig selv.
- Fjerne registreringsafgiften så flere danskere har råd til at købe en sikker og miljøvenlig bil.
- Halvere selskabsskatten så vi kan tiltrække flere virksomheder fra udlandet, samtidig med at virksomhederne kan bruge den øgede kapital til produktivitetsforbedringer, der øger de ansattes løn
- Sætte moms og afgifter ned, så det bliver billigere at være dansk familie. Både varerne i butikkerne og varme- og elregningerne i Danmark er vanvittigt høje grundet unødvendigt høje afgifter.
Planen virker måske drastisk, men jeg tør godt lægge hovedet på blokken og garantere, at skiftende socialdemokratiske regeringer kommer til at gennemføre størstedelen af Liberal Alliances reforminitiativer. For det er det mest realistiske (og eneste) bud på, hvordan vi får fremtidssikret velfærdssamfundet, får flere i beskæftigelse og gør finansieringen af velfærdsstaten holdbar ved at skabe varig vækst, velstand og arbejdspladser.
Reformer nævnes dog ikke med et eneste ord af Peter. Det bliver mere og mere tydeligt som valgkampen skrider frem, at Dansk Folkeparti ikke er borgelige, men er socialdemokratiske helt ind til sjælen. Visioner, forandringer og reformer pakker vi væk – den almægtige velfærdsstat skal bestå!
Uanset hvor meget socialdemokrater (både dem på venstrefløjen, men så sandelig også dem i borgerlig forklædning) påstår, at alt vil forblive trygt, godt og uforanderligt, så bliver de nødt til at gennemføre markante reformer.
De kommer til at lette skatter og afgifter. De kommer til at føre minusvækst (som den nuværende regering også har gjort!) og effektivisere den offentlige sektor. De kommer til at lave reformer, der får flere ud på arbejdsmarkedet. Fordi det er den eneste måde at sikre fremtidens velfærd. Desto længere vi venter, desto sværere bliver opgaven.
Lad os tage fat om problemernes rod med det samme og gennemføre Liberal Alliances 2025-plan!
