Som liberal er det jo altid en svær øvelse at skrive noget generelt om, hvordan menneskers liv vil se ud om mange år. Hele pointen med liberalismen er jo netop, at det ikke er mig eller nogen som helst andre, der skal beslutte det for folk.
Folketingsvalget 2015
Når det er sagt, er der ikke megen tvivl om, at vi i Danmark har noget unikt i vores fritidsliv. Fra fodboldklubben og spejdertruppen til elevråd og ungdomspartier deler vi alle et foreningsliv, der er et af vores samfunds absolutte styrker.
Stærkt foreningsliv
I 2030 er det min drøm, at det fritidsliv stadig eksisterer, og at det unikke miljø, vi kalder Foreningsdanmark, stadig er noget, vores samfund kan bryste sig af. At Foreningsdanmark stadig uddanner vores unge mennesker i demokratiske værdier og i at tage del i deres samfund.
Problemet er bare, at Foreningsdanmark er truet. Med folkeskolereformen blev det sværere for unge mennesker alle andre steder end i de største byer at nå deres fritidsaktiviteter, og det er et kæmpe problem. Det er nemlig ikke kun et problem for badmintonklubben, når dens medlemskab falder fra for at blive erstattet af aktivitetstimer i folkeskolen. Det er et problem for samfundet, når menneskers frivillige fællesskaber eroderes.
Frygter for ildsjælene
Vi ser en stigende tendens til, at det frivillige skal sættes i system og statsliggøres. Kommunerne organiserer frivillige besøgsvenner, og den politiske diskurs går på, om statens opgaver ikke kan løses af frivillige. Foreningslivet skal ind på skolerne. Velgørenhed skal ind på plejehjemmene, og affaldsindsamlinger skal forbi teknik- og miljøforvaltningen.
Det synes jeg er trist. Det fjerner netop det unikke og frivillighedskulturen i det danske samfund, hvor passionerede ildsjæle driver værket og skaber forandringer og fremdrift i deres nærmiljø eller andre steder.
Det er mit ønske, at vi begynder at styrke den frivillighed frem for at kue den. At vi frem for at se på, hvordan vi kan gøre det frivillige statsligt ser på, hvordan vi kan give det frivillige bedre rammer.
Prioritering af den brede kultur
Jeg er kæmpe tilhænger af, at det brede fritidsliv har adgang til lokaler, aktivitetstilskud og refusion af uddannelsesudgifter. Det er netop den slags, der hjælper de frivillige med at klæde hinanden på og styrke deres foreninger.
Selvfølgelig står Danmark over de næste mange år over for at skulle spare i den offentlige sektor. Det er uundgåeligt, at vi bliver nødt til at prioritere – også når det gælder, hvordan staten støtter vores fritidsliv.
For mig at se er valget nemt.
Det handler om, at vi skal prioritere den brede kultur til og den smalle kultur fra. For hver billet der købes på Det Kongelige Teater gives der omkring 1.000 danske kroner i støtte. Det svarer i min hjemkommune til aktivitetstilskuddet for 40 medlemmer i en folkeoplysende forening. De penge både kan og skal vi bruge på en måde, hvor de kommer flere til gavn.
Venstre har altid været partiet, der har haft et særligt forhold til netop det frivillige Danmark, til højskole- og andelsbevægelserne og til alt det, som det frivillige indebærer.
Danmark har vokset sig stort og stærkt på grund af de bevægelser – de frivillige fællesskaber mellem mennesker har skabt vores samfund. Det ville være en tragedie, hvis statsliggørelsen sætter ildsjælene i et sjæleløst system.
Vi skal styrke det brede, frivillige Danmark, så det i 2030 stadig ligner sig selv. Her er nemlig rigeligt at være stolt af i forvejen.
