Foto af Gilbert Gordon

Har vi råd til at nedprioritere kunst og kulturen igen?

Politik

09/02/2018 10:00

Nedskæring, effektivisering, driftsomlægning og omprioritering. Alle ord som rimer dårligt på kunst og kultur – og dén generøsitet, som er forbundet med at vælge en kunstnerisk uddannelse og levevej – og dét at ville dele og skabe kunst og kultur for nuværende og fremtidige generationer.

Over hele linjen på uddannelsesområdet - på landets gymnasier, erhvervsskoler og øvrige uddannelsessteder - har regeringen valgt at der skal spares samlet 10,6 mia. kr. i årene frem. Figuren herunder fra AE Rådet viser besparelserne på uddannelsesområdet fra 2016 og årene frem.

Besparelsesiveren er nu (eller igen) nået til de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, hvor der i forslaget til finansloven 2018 vises hvorledes bl.a. bevillingerne til de videregående kunstneriske uddannelser er for nedadgående i årene frem - både som følge af 2-procents besparelser - men også øvrige varslede besparelser (se nedenstående figur).

Spørgsmålet er, om vi har råd til at nedprioritere kunsten, og hvordan det overhovedet er muligt at skære i undervisningen og opnå besparelser denne vej?

Besparelser på kunst- og kulturområdet (og det statslige område) bredt set har haft mange forskellige navne i årenes løb: nedskæring, besparelser, driftsomlægninger og senest omprioriteringer. Omprioritering er på sin vis et ærligt ord: det betyder nedprioritering af noget (her kunst og kultur) og opprioritering af noget andet (herunder skattelettelser og afgiftsfritagelser).

Sidst man skar helt ind til benet på undervisningsområdet på kunst- og kulturområdet var i 2010. Flere ledende medarbejdere ved de kunstneriske uddannelser pegede allerede dengang på besparelser, som betød at 21% af undervisningen skulle spares væk.

Med de fortsatte 2-procents besparelser per år på uddannelsesområdet er mulighederne for effektivisering af drift og administration udtømt rundt omkring på de kunstneriske uddannelser. De fortsatte krav om besparelser rammer selve indholdet af og timetal i undervisningen.

Mange års forskning og strukturerering af musikunderviseruddanelsen har haft den virkning, at danske orkestermusikere og sangere er velanskrevne og efterspurgte i udlandet. Som praktisk eksempel på en konsekvens af de absurde realiteter inden for de videregående uddannelser efter seneste sparerunde i 2010 kan nævnes bifaget i klaver. Det er et fag som alle studerende på orkesterinstrumenter har på konservatoriet.

De studerende har nu, som konsekvens af besparelserne, klaver i 20 minutter om ugen, i otte uger, i tre semestre. Det vil i praksis sige, at de har 20 minutters klaverundervisning ca. hver 14. dag. I 2010 blev hovedfagene kammermusik, repetition og akkompagnement skåret med 70%. Hvor fagene tidligere sammenlagt havde en halv time om ugen i fem år, har de nu lidt over en halv time om ugen i ét år. Og dette skal ses i lyset af at langt de fleste pianister ikke ender som solister, men netop som kammermusikere, akkompagnatører og repetitører. Det er ikke uden grund, at flere af de faglige kunstneriske organisationer allerede har meldt ud, at de frygter, at de grundlæggende kompetencer på de kunstneriske uddannelser svækkes som konsekvens af besparelserne. Som skitseret ovenfor har underviserne reelle problemer med den praksisbaserede del af undervisningen. Men er der overhovedet brug for at uddanne fremtidens kunstnere? Skaber de værdi for samfundet? Kunst skaber værdi for eksport, turisme og national identitet Hvis man alene bruger Finansministeriets traditionelle målestok kan man svare nej. Her måles værdien af en uddannelse som kandidaternes gennemsnitlige timeløn. Men vi ved jo godt, at dette ikke er hele sandheden. Sandheden er jo, at der ligger kunstnerisk og humanistisk tænkning bag mange store eksportfremstød (dansk film, design, litteratur, arkitektur og musik, som eksporteres). For ikke at tale om de kunstneriske talenter, som uddannes i Danmark for senere at gøre karriere internationalt og hermed bidrage til viden om Danmark i verden. Hertil kommer at kunst og kultur kan samle os som nation og skabe værdifællesskab på tværs af både kulturelle og sociale skel. Hvis vi vel at mærke tør prioritere kunsten – også økonomisk. Spørgsmålet er, om det ikke er tid til at kunsten og kulturen skal opprioriteres på uddannelsesområdet som man f.eks. har valgt at gøre det i vores naboland Tyskland - og også ved tidligere finanslove i fx Sverige, hvor man bl.a. har satset stort på musikskolerne og samarbejdet med skolerne. Det nye globale arbejdsmarked ændrer sig med hastige skridt. Men et nyt arbejdsmarked forudsætter også at vi finder nye målestokke. Nye måder at måle værdien af det kunstneriske arbejde. Hvad er kunsten og kulturens bidrag til den samlede samfundsøkonomi? Derfor er danskproduceret kunst og kultur essentielt Med et højt kunstnerisk niveau kan vi sikre danskproduceret kunst og kultur som modvægt til et historieløst samfund. Med et højt kunstnerisk indehold sikrer vi dialogen mellem generationer. Uden danskproducerede kvalitetsserier, dramaer og sange, der forbinder landet, er vi alle meget fattigere. Derfor er det, helt basalt set, afgørende væsentligt at vi også investerer i at uddanne fremtidens kunstnere. Uden talentudvikling og forsat prioritering af danskproduceret kunst og kultur bliver vi alle fattigere. Dag for dag. Det tager lang tid at opbygge høj kunstnerisk kvalitet - men desværre kun et pennestrøg at nedbryde kvalitet i uddannelse. Dette blogindlæg er skrevet med input og opbakning fra følgende kunst- og kulturorganisationer: