Bækmarks ledelseskrise: Direktionsmedlem fratræder med gyldent håndtryk

Ledelse

14/09/2017 11:41

Nick Allentoft

Sygemeldt direktionsmedlem har fået en fratrædelsesordning med Faaborg-Midtfyn Kommune efter blot et års ansættelse.

Efter flere måneders ledelseskrise i Faaborg-Midtfyn har kommunaldirektør Helene Bækmark nu sagt farvel til endnu en topleder. Direktionen består nu af Bækmark selv samt nytiltrådte Helle Vibeke Carstensen, der kom til kommunen for få måneder siden.

Det er situationen efter at koncerndirektør Louise Thule Christensen forleden fik en fratrædelsesordning efter blot godt et års ansættelse. 

"Louise Thule Christensen er ikke vendt tilbage til sit arbejde efter sin sommerferie. I stedet afleverede den 48-årige topchef en sygemelding, og den er nu, efter et lukket punkt på kommunalbestyrelsens dagsorden mandag aften, konverteret til en fratrædelsesaftale," skriver Fyens.dk. 

Faaborg-Midtfyn Kommunes borgmester Christian Thygesen anerkender i en pressemeddelelse Thule Christensens indsats.   "Vi har netop indgået en aftale om fratrædelse, som betyder, at Louise Thule Christensen har haft sin sidste arbejdsdag. Louise har i sin tid hos os ydet en betydelig arbejdsindsats i forbindelse med vores vidtrækkende og komplicerede organisationsomlægning, hvor vi har haft stor glæde af Louises dygtighed og positive væsen. Vi ønsker hende held og lykke med hendes fortsatte arbejdsliv," siger borgmesteren.   Den nu tidligere koncerndirektør erkender, at forholdet med kommunen blev for kort.

"Selv om bekendtskabet med Faaborg-Midtfyn Kommune blev kortere, end jeg håbede og forventede, har jeg været glad for det konstruktive samarbejde med borgmesteren og med de mange gode og dygtige kollegaer i direktionen, i lederforum og blandt medarbejderne," siger Louise Thule Christensen.

Ledelseskrisen i kommunen blussede for alvor op i foråret og blev til en storm da en mangeårig leder for rehabiliteringsområdet valgte at sige op, og samtidig skrev et brev til kommunens politikere. Det førte til et timelangt møde mellem byrådet og direktionen i forsommeren. Siden blev Thule Christensen sygemeldt og efter sommerferien kunne Fyens.dk offentliggøre henvendelsen fra den tidligere leder. (Læs om det her.)

Millioner i fratrædelsesgodtgørelser

Ifølge Fyens.dk har gennemstrømningen af ledere været en millionomkostning de senere år. Således får den nu aftrådte direktør efter blot et års ansættelse 15 måneders løn eller mere end 1.8 mio. i gyldent håndtryk. 

"Da kommunen i 2015 fyrede sin tidligere kommunaldirektør Benny Balsgaard kostede de 24 måneders løn, i alt cirka 3,5 mio. kr. Faaborg-Midtfyn Kommune har også tidligere i år lavet en fratrædelsesaftale med koncernchef Sten Dokkedahl, der fik et års løn med sig. Tre chefer, nemlig koncernchef Jørgen Kyed, koncernchef Rikke Jensen samt vicekommunaldirektør Bettina Høst Poulsen, sagde deres job op uden at få fratrædelsesordninger, dog fik Bettina Høst Poulsen et honorar oven i sin løn for at blive på posten lidt længere end hendes opsigelsesvarsel tilsagde. Den ekstra gage var på 130.000 kr," skriver Fyens.dk

Nødvendige forandringer

Faaborg-Midtfyn, der blev til ved en sammenlægning af fem kommuner efter strukturreformen i 2005, vedtog i 2014 udviklingsstrategi "Sammen om nødvendige forandringer." I 2015 trådte Helene Bækmark til som ny topleder, og året efter havde hun sat sit hold med tre kvinder i direktionen. 

Et år senere er hun tilbage ved start. 

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.